Artikel
1. Inddrag det pædagogiske personale
Din dialog med det pædagogiske personale sætter en fælles ramme for den pædagogiske retning. Når retningen er konkret for alle, bliver den pædagogiske udvikling et fælles projekt.
Når du som faglig leder skal skabe en fælles forståelse for den faglige retning i jeres dagtilbud, må du tage udgangspunkt i lovgivningen om den styrkede pædagogiske læreplan. Herefter kan du sammen med personalet drøfte og beskrive, hvordan I lokalt hos jer omsætter og konkretiserer lovgivningens rammer og indhold til jeres praksis.
Når du skal lede dette arbejde, er det en vigtig opgave at inddrage det pædagogiske personale i arbejdet med at fastsætte mål og værdier for, hvordan I ønsker at styrke og udvikle den pædagogiske kvalitet i jeres dagtilbud.
Det bidrager til ejerskab og motivation hos personalet, når I sammen har mulighed for at overveje og drøfte, hvordan fx jeres organisering af læringsmiljøet afspejler jeres fælles retning.
Som faglig leder kan du tænke inddragelsen af personalet i at fastsætte mål og værdier for høj kvalitet som en del af jeres evalueringskultur og dermed som en løbende proces.
Ved at arbejde med at ”nedbryde” de overordnede mål til lokale og konkrete mål, får I mulighed for at undersøge jeres praksis og vurdere, hvordan den afspejler de mål, I har fastsat.
At inddrage handler om dialog
Inddragelse kræver dialog med det pædagogiske personale. Pædagogisk leder Lene Hansen fra Børnehuset Skoven i Aarhus Kommune, beskriver:
"Det handler hele tiden om at gå i dialog om, hvordan vi sådan helt konkret skaber et lærings- og trivselsmiljø [for børnene] og undersøger, 'hvad der skal til for, at I kan lykkes med det her'?"
Når du som faglig leder indgår i dialog med det pædagogiske personale om, hvordan de kan skabe bedst mulig kvalitet for alle børn, er medejerskab til beslutninger og vurderinger afgørende.
Lene fortæller om en konkret situation hos dem:
"Det kunne være et bestemt rum, som nogle andre virkelig gerne ville bruge til noget andet. Så går man i dialog omkring, at lige nu med de mange indkøringer, har vi brug for sådan og sådan. Og nogle gange bestemmer jeg det – det er ikke sådan, at jeg aldrig bestemmer - men oftest lykkes vi med at finde muligheder i dialogen. Det er så magisk, fordi vi alle vil børnenes bedste."
dagtilbud_faglig ledelse
Faglig ledelse består af tre temaer
Tema 1: Fastsæt en faglig retning
Læs også Om Inspiration til din faglige ledelse
Tre videoer om faglig ledelse
Se videoer med Helle, Lene og Rikke, der alle er pædagogiske ledere, og hør dem fortælle om deres praksis med faglig ledelse.
Sådan har vi gjort
Dette materiale er udarbejdet på baggrund af følgende kilder:
- VIVEs vidensopsamling om faglig ledelse på dagtilbudsområdet fra 2021.
- Tre interviews med faglige ledere fra tre dagtilbud i forskellige kommuner.
Vi har taget udgangspunkt i VIVEs vidensopsamling og brugt uddrag fra interview til at illustrere pointerne fra vidensopsamlingen. Formålet er at give inspiration til den daglige ledelsespraksis med konkrete eksempler og fortællinger fra ledere om mulige måder at bedrive faglig ledelse på.
Materialet her giver eksempler på, hvordan ledere kan arbejde fokuseret med deres faglige ledelse inden for de rammer, der er hos de tre ledere, som har bidraget til materialet. Materialet beskæftiger sig derved ikke med hvilke rammer, der skal være til stede for at gøre det muligt at bedrive faglig ledelse.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.