Artikel
4. Rammesæt, hvordan I får og deler viden
Det er vigtigt, at I løbende får og deler ny faglig viden i jeres dagtilbud, da det kan bidrage til at udvikle den pædagogiske praksis.
Som faglig leder har du ansvaret for, at I får planlagt og rammesat, hvordan I arbejder med og deler ny faglig viden. Det har betydning for, hvordan viden forankres og bliver en del af hverdagen i jeres dagtilbud.
Det kan både være dig, der som faglig leder får og præsenterer ny viden, men det er også vigtigt, at du rammesætter, hvordan og hvornår personalet får og deler ny viden med hinanden.
-
I kan fx dele jeres viden ved at holde oplæg på et personalemøde eller en temadag. I den forbindelse kan I også introducere og forklare nye faglige begreber, som I skal arbejde med og forankre i jeres daglige praksis.
-
Du kan fx bede en medarbejder læse og præsentere en faglig artikel, hvorefter I drøfter indholdet med hinanden, og sætter det i relation til jeres egen praksis.
-
Du kan også rammesætte, at I diskuterer cases fra jeres egen praksis med udgangspunkt i indsamlet data, dokumentation og/eller teori.
Del viden gennem refleksioner og samtaler
Når det pædagogiske personale diskuterer og reflekterer sammen om fx et nyt fagligt begreb eller anden ny viden, sker der en bearbejdning af viden, som er afgørende for, at begreberne kan omsættes til jeres praksis.
Når ny viden bliver præsenteret, er det vigtigt, at du giver tid og rum til drøftelser af, hvilken betydning den nye viden skal have for den daglige pædagogiske praksis hos jer.
Når du som faglig leder giver det pædagogiske personale gode muligheder for selv at indhente og formidle ny faglig viden, bidrager det desuden også til at opbygge deres faglige selvtillid og dermed til, at de gør brug af deres faglige dømmekraft i hverdagens små og store pædagogiske valg.
Fra viden til praksis
Pædagogisk leder Lene Hansen fra Børnehuset Skoven i Aarhus Kommune har altid fokus på, at medarbejdere omsætter den viden, de får, til den konkrete praksis, de selv står i:
"Det handler om, at vi skal være fælles om at lære noget sammen alle sammen, og jeg har lært det samme som mine medarbejdere. For mig handler det om, at mine medarbejdere føler sig fagligt super kompetente. Viden skal jo også bruges til at forstå, hvad er det for nogle familier, vi arbejder med. Så har medarbejderne været med til at udvikle et katalog om det, så de har virkelig også kunnet byde ind med den viden, de nu engang har fået."
På et tidspunkt besluttede ledergruppen i området, at alle medarbejdere skulle have et fælles fagligt fundament. Netop den tydelige organisering, hvor medarbejderne delte viden og sparrede med hinanden på tværs af afdelingerne, gjorde, at de lykkedes med at forankre den nye viden i hele dagtilbuddet:
"Vi fik Aarhus Kommune til at lave et uddannelsesforløb her i huset, sådan at alle pædagoger og medhjælpere var på en uddannelsesrejse sammen omkring neuropædagogik. Og så lavede vi sparringsgrupper på tværs af alle medarbejdere i det her forløb, hvor man skulle arbejde med nogle konkrete ting i forhold til de temaer, man blev uddannet i. Det har været sådan noget med at gøre noget overordnet og så trække det ned og skabe nogle rammer for medarbejderne til på tværs at kunne give hinanden noget sparring på det, de så øvede sig i."
dagtilbud_faglig ledelse
Faglig ledelse består af tre temaer
Tema 1: Fastsæt en faglig retning
Læs også Om Inspiration til din faglige ledelse
Tre videoer om faglig ledelse
Se videoer med Helle, Lene og Rikke, der alle er pædagogiske ledere, og hør dem fortælle om deres praksis med faglig ledelse.
Sådan har vi gjort
Dette materiale er udarbejdet på baggrund af følgende kilder:
- VIVEs vidensopsamling om faglig ledelse på dagtilbudsområdet fra 2021.
- Tre interviews med faglige ledere fra tre dagtilbud i forskellige kommuner.
Vi har taget udgangspunkt i VIVEs vidensopsamling og brugt uddrag fra interview til at illustrere pointerne fra vidensopsamlingen. Formålet er at give inspiration til den daglige ledelsespraksis med konkrete eksempler og fortællinger fra ledere om mulige måder at bedrive faglig ledelse på.
Materialet her giver eksempler på, hvordan ledere kan arbejde fokuseret med deres faglige ledelse inden for de rammer, der er hos de tre ledere, som har bidraget til materialet. Materialet beskæftiger sig derved ikke med hvilke rammer, der skal være til stede for at gøre det muligt at bedrive faglig ledelse.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.