Artikel

3. Gør den faglige retning konkret, så den kan omsættes til praksis

Når den faglige retning er sat, er det vigtigt, at du som faglig leder gør retningen konkret, så den kan omsættes og kommer til at leve i den pædagogiske praksis.

Når den faglige retning bliver konkret, er det nemmere at skabe overensstemmelse mellem jeres fælles forståelse af kvalitet og det, der faktisk sker i praksis.

Som faglig leder kan du gøre den faglige retning konkret ved at præsentere og identificere specifikke eksempler på handlinger, som du ser som tegn på mål og værdier, der er en del af jeres fælles faglige retning.

Du kan på personalemøder fx give eksempler fra praksis på, hvordan konkrete pædagogiske handlinger, du har observeret, er udtryk for jeres mål og værdier. Men du kan også bruge de faglige dialoger, der opstår i dagligdagen til at fremhæve gode eksempler på, hvordan en medarbejder handler i overensstemmelse med jeres faglige retning.

 

Vær systematisk og brug redskaber til at fastholde systematikken

Det er vigtigt at være systematisk, når du skal have den faglige retning til at leve i jeres dagtilbud og blive et pejlemærke for det pædagogiske læringsmiljø.

Det mener teamleder Helle Spangsberg fra Børnecenter Vesterparken i Faaborg-Midtfyn Kommune. Helle forklarer, at systematik er med til at understøtte, at den faglige retning bliver til konkrete handlinger i praksis. Hun understreger, at det er vigtigt at holde fast i systematikken løbende, da arbejdet hurtigt kan falde til jorden, hvis systematikken ryger.

 

Miniprojektmodellen

Helle arbejder i Fåborg-Midtfyn kommune, hvor de arbejder med en model, de kalder miniprojektmodellen. Den bruger de i Helles dagtilbud til at understøtte, at den faglige retning bliver omsat til praksis.

Helle fortæller, hvordan de bruger modellen til at arbejde konkret med målene i den styrkede pædagogiske læreplan og samtidig indarbejde viden i deres pædagogiske tiltag.

Personalet for hver enkelt stue udfylder miniprojektmodellen hver 12. uge på et planlægningsmøde sammen med Helle.

Her udvælger de på baggrund af gruppens behov hvilket læreplanstema, de vil fordybe sig i i perioden.

Herefter finder de ud af, hvilken viden de vil stå på, hvilken indsats de vil igangsætte på stuen, samt hvad målene for indsatsen er.

Miniprojektmodellen er samtidig et godt eksempel på, hvordan de formår at skabe sammenhæng mellem deres konkrete behov, deres faglige retning og den ny viden, som de indhenter.

 

Inddrag det pædagogiske personale i at omsætte den faglige retning til praksis

Når I skal finde ud af, hvordan den faglige retning skal omsættes til praksis, er din faglige ledelsesopgave at sikre, at det pædagogiske personale får bragt deres forskellige perspektiver i spil. De skal i spil, så de kan relatere jeres mål og værdier til den praksis, de skaber og indgår i hver dag.

Ved at drøfte praksiseksempler og overveje, hvilke valg, der kan træffes og hvilke andre handlemuligheder, der kunne være, får I mulighed for at blive helt konkrete.

Teamleder Helle har arbejdet på at inddrage personalet ved at koble deres faglige retning til praksis på personalemøder.

Samtidig har intentionen været at gøre personalemøderne mere faglige og mindre lavpraktiske, så overlevering af informationer og drift ikke fylder:

 

"Nogle gange kommer vi til at gå for meget op i praktiske informationer, selvom vi bestemt også er meget strukturerede med vores dagsorden. Men den anden dag havde vi et p-møde, hvor vi fik talt meget mere pædagogik. Alle de praktiske ting vil jeg arbejde på, at vi får ud i 'bogen', for det kan vi lige så godt skrive til hinanden. Jeg vil arbejde på, at det er pædagogerne, der kvalificerer dagsordenen, så det ikke er mig, der sætter dagsordenen alene, men at de spiller ind. Det var det, der lykkedes sidst. Så jeg vil gerne have møder med processer og øvelser, som jeg sætter i gang, hvor personalet får koblet drøftelserne til praksis. Det er vigtigt, at de har plads til at tale om pædagogikken."

dagtilbud_faglig ledelse

Faglig ledelse består af tre temaer

Tema 1: Fastsæt en faglig retning

Tema 2: Indhent faglig viden

Tema 3: Aktiver faglig viden

 

Læs også Om Inspiration til din faglige ledelse

 

Tre videoer om faglig ledelse

Se videoer med Helle, Lene og Rikke, der alle er pædagogiske ledere, og hør dem fortælle om deres praksis med faglig ledelse. 

 

Sådan har vi gjort

Dette materiale er udarbejdet på baggrund af følgende kilder:

Vi har taget udgangspunkt i VIVEs vidensopsamling og brugt uddrag fra interview til at illustrere pointerne fra vidensopsamlingen. Formålet er at give inspiration til den daglige ledelsespraksis med konkrete eksempler og fortællinger fra ledere om mulige måder at bedrive faglig ledelse på.

Materialet her giver eksempler på, hvordan ledere kan arbejde fokuseret med deres faglige ledelse inden for de rammer, der er hos de tre ledere, som har bidraget til materialet. Materialet beskæftiger sig derved ikke med hvilke rammer, der skal være til stede for at gøre det muligt at bedrive faglig ledelse.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.