Artikel

Skoleleder af en ordblindevenlig skole

Alle elever skal opleve et stimulerende læringsmiljø, som understøtter, at læringsudbyttet bliver tilfredsstillende. Skolelederen har en afgørende rolle i det pædagogiske samspil om elevernes læse- og skrivefærdigheder.

© GODS

Skolelederens muligheder

Der er nogle lovmæssige forpligtelser, som skolelederne arbejder under. Disse drejer sig bl.a. om skolens beredskab, mulighederne for undervisningsdifferentiering og adgangen til de nødvendige undervisningsmidler.

Man kan læse en nærmere beskrivelse af skolelederens råderum på emu.dk.

Skolelederens effekt på det pædagogiske samspil

Ud over at skulle leve op til en række formelle krav har skolelederen også mulighed for sikre, at skolen arbejder understøttende og inkluderende med de ressourcer, som skolen har. Følgende er centrale pointer fra projektet ”GODS – Guide til ordblindevenlig didaktik i skolen” (HUSET Jandorf m.fl. 2020).

Skolelederen sikrer, at særlige indsatser på læse- og ordblindeområdet føres videre ved at tage ejerskab for at ændre skolens strategi. Det gøres helt overordnet ved:

  • at være aktiv
  • at være synlig

En aktiv skoleleder

Det tværkommunale projekt GODS – Guide til ordblindevenlig didaktik i skolen (ibid.) viste, hvordan skolelederen kunne være aktiv i at kortlægge læringsmiljøet omkring de ordblinde elever, så fokus ikke kun er på at diagnosticere elevens vanskeligheder men også på at undersøge, hvordan læringsmiljøet og samarbejdskulturen kan forbedres. Kortlægningen kan fx bestå i at undersøge:

  • Hvordan læsevejlederens timer bliver anvendt. Anvendes de kun til testning, eller anvendes de også til supplerende undervisning, kollegacoaching af faglærere og vejledning af forældre?
  • Hvordan skemaet for den ordblinde elev er tilrettelagt. Er der mulighed for fx at arbejde intensivt med læse- og stavestrategier flere gange i løbet af skoleåret?
  • Hvordan skolens beredskab er i forhold til at understøtte, at læse- og skriveteknologier kan anvendes kvalificeret i alle skolens fag. Er det fx muligt at få hjælp, når der opstår tekniske problemer?

En synlig skoleleder

Når en skoleleder er synlig i en særlig indsats, så viser skolelederen, at emnet har høj prioritet. Det medfører, at skolens ansatte har tillid til, at indsatsen bliver taget alvorligt, og det øger interessen for at få succes med den (Hagtvet m.fl. 2016). I det tværkommunale projekt GODS – Guide til ordblindevenlig didaktik i skolen gav skolelederne selv følgende bud på, hvordan de kunne være synlige:

En aktiv og synlig skoleleder, som tager ejerskab for at ændre på skolens strategi, er med til at fritage den enkelte ordblinde elev og familien fra at stå alene med ansvaret for indlæringsvanskeligheden, og det er helt centralt for en positiv udvikling af elevens faglige selvbillede og dermed en positiv læse- og staveudvikling (Hagtvet m.fl. 2016).

Kreditering

Artiklen er skrevet af Birgit Dilling Jandorf, indehaver af HUSET Jandorf og Inga Thorup Thomsen, ordblindelærer og konsulent. Begge er projektledere på projekt GODS – Guide til ordblindevenlig didaktik i skolen.

Tak til

Stine Terjesen, viceskoleleder på Munkekærskolen og Marie Louise Albertsen Tranquilli, læsevejleder på Munkekærskolen.


Hagtvet, B. E., Frost, J. Refsahl, V. (2016): Intensiv læseundervisning på mellemtrinnet. En praksisnær fortælling om planlægning, gennemførelse og evaluering af tiltag for elever i læse- og skrivevanskeligheder. Oversat og bearbejdet af Lis Pøhler. Dansk Psykologisk Forlag

Jandorf, B. D., Gandil, T., Olsen, M. H., Bruun, M.N., Thomsen, I. T. (2020): Projektrapport om GODS – ordblindevenlig didaktik i grundskolen, finansieret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.


Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.