Artikel

Genskabte vådområder og rent ferskvand

Dette er en ud af 10 temapakker med inspirationsmaterialer til dig, som underviser i naturfag. Professor og ph.d. Brian Kronvangs forskning i ferskvandsressourcen er omdrejningspunktet.

Fra ferskvand til elevernes hverdag

Det er nødvendigt at beskytte grundvand og overfladevand bedre, hvis der skal være ferskvand nok til fremtidens generationer. Professor og ph.d. ved Aarhus Universitet Brian Kronvang viser gennem sin forskning, hvordan det eksempelvis kan gøres. Temaet har potentiale til at åbne op for store spørgsmål som klimaets udvikling og folkevandringer for elever, der i deres hverdag er vant til at drikke vand direkte fra hanen.

© Børne- og Undervisningsministeriet

Beskyttelsen af det dyrebare ferskvand

Ferskvand er grundlaget for alt liv. Uden det vil hverken vi, planterne eller dyrene eksistere. Men vi mangler ferskvand i landskaberne – både i Danmark og i resten af verden.

Hvis vi blot ser på det danske landskab, er der de sidste 150 år forsvundet hele 90 procent af alle moser og vådområder. Situationen i resten af verden er sammenlignelig ifølge professor og ph.d. Brian Kronvang, som er ekspert i oplandsanalyse og miljøforvaltning.

Manglen på rent ferskvand i Danmark skyldes ifølge Brian Kronvang blandt andet, at vi særligt mellem 1870 og 1940 har reguleret vores vandløb, drænet søer og vådområder væk og gravet 200-300.000 kilometer drænrør ned i jorden, samt at eksempelvis landbruget tilfører store mængder næringsstoffer til vandet.

Dette tema præsenterer Brian Kronvangs forskning i, hvordan vi kan alliere os med naturen for at beskytte ferskvandsressourcen. Det handler konkret om at genetablere tabte vådområder, restaurere vandløb og søer samt anvende ny, naturbaseret teknologi for at rense vandet for næringsstoffer.

Undervisning i ferskvandsressourcen kan motivere

Temaet handler om naturens komplicerede kredsløb og mulighederne for at styrke det ved at genetablere vådområder og restaurere vandløb og søer, og det har potentiale til at engagere elever i grundskolen på alle klassetrin. Forskningen i ferskvandsressourcen åbner nemlig op for undren og store spørgsmål – og det kan de seks inspirationskataloger være med til at bringe ind i klasseværelserne i både indskolingen, på mellemtrinnet og i udskolingen.

Inspirationskatalogerne tager udgangspunkt i elevernes nære verden som for eksempel vandet i deres egne hjem og fokuserer på emner som vandforbrug, vands egenskaber, naturlig hydrologi og eutrofiering.

Inspirationskatalogerne findes nederst på siden og har fokus på:

© Børne- og Undervisningsministeriet
  • Vand i din hverdag

    (1.-2. klasse)
  • Livet i vandløb og ådale

    (3.-4. klasse)
  • Vandets kredsløb er sårbart

    (5.-6. klasse)
  • Rent drikkevand er ikke en selvfølge

    (7. klasse)
  • Nitrat kan forurene søer og havet

    (8. klasse)
  • Sådan sikrer vi det rene vand

    (9. klasse)

Katalogerne indeholder både konkrete undersøgelsesforslag og forslag til, hvordan du kan igangsætte undervisningen.

Du kan eksempelvis didaktisere temaet om ferskvandsressourcen ved at inddrage eleverne i samtaler om disse forhold:

  • Mennesket påvirker den naturlige hydrologi i vandets kredsløb, og det kan have konsekvenser for vandmiljøet og det rene drikkevand, vi får fra grundvandet, floder, søer og dæmninger.
  • Et intensivt landbrug, hvor markernes gødes og sprøjtes med pesticider, kan forurene grundvandet og overfladevandet.
  • Hvis landskaber kan vende tilbage til den naturtilstand, hvor de var præget af vådområder med søer og snoede vandløb, kan vi igen få en bæredygtig forvaltning af ferskvandsressourcen.

Fagdidaktisk ramme for kompetence-orienteret naturfagsundervisning

Inspirationskatalogerne er bygget op over fire trin i en fagdidaktisk ramme for kompetenceorienteret naturfagsundervisning: undersøg, tilrettelæg, gennemfør og afrund.

Didaktiseringen støttes desuden af, at inspirationsmaterialerne relaterer temaet til de naturfaglige kompetenceområder modellering, undersøgelse, kommunikation og perspektivering samt til videns- og færdighedsområderne i Fælles Mål for naturfagsundervisningen.

© Børne- og Undervisningsministeriet

Læs mere om kompetenceorienteret undervisning i videnspakken, der indholder film, et vidensnotat, planlægnings- og udviklingsredskaber samt et eksemplarisk fællesfagligt forløb.

Naturvidenskabens ABC

Temaet om ferskvandsressourcen vedrører grundlæggende naturvidenskabelige erkendelser. 10 sådanne erkendelser er beskrevet i Naturvidenskabens ABC, der er udviklet for Børne- og Undervisningsministeriet. Særligt relevante for temaet om Genskabte vådområder og rent ferskvand er:

  • Erkendelse 1: Natur, mennesker og samfund påvirker hinanden gensidigt.
  • Erkendelse 3: Jordens ressourcer er konstante og indgår i et kredsløb.
  • Erkendelse 4: Naturen er rig på biodiversitet.

Læs mere her: Naturvidenskabens ABC

Om temapakkerne

Temapakkerne giver indblik i aktuelle naturvidenskabelige gennembrud fra forskere på danske universiteter og ideer til motiverende, kompetenceorienteret naturfagsundervisning.

I hver temapakke indgår et fagligt magasin, Temamagasinet Indblik, en forskerfilm og seks inspirationskataloger.

Filmen og magasinet introducerer til forskeren og forskningsfeltet, mens inspirationskatalogerne præsenterer en didaktisk bearbejdning, målrettet undervisning af elever på forskellige klassetrin.

Kreditering

Inspirationsmaterialet er udarbejdet af Rambøll Management Consulting, VIA University College og Københavns Professionshøjskole for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.