Idéudvikling og produktion af forklæder

 

 

 

forklæder
© Produktionsskoleforeningen - 2019

Forløbet viser, hvordan undervisningen tager udgangspunkt i produktionen, samt hvordan elever på niveau FGU 1, 2 og 3 kan deltage i forskellige dele af forklædeproduktionen.

Forløbet giver eksempler på, hvordan produktionen danner basis for arbejdet med dansk- og matematikopgaver på flere niveauer i værkstedet samt - i videre forløb – i klasserummet.   

Tværfaglige temaer fra fagene PASE og Identitet & Medborgerskab, der knyttes til arbejdet med produktionen eksemplificeres.

1: Planlægning/Overvejelser

Undervisningen er praksisrettet og tilrettelægges med udgangspunkt i reel produktion af rigtige varer til rigtige kunder. Herved oplever eleverne en umiddelbar nødvendighed og mening med arbejdet. Samtidig indebærer det konkrete arbejde, at det bliver nødvendigt for eleven at besidde viden, færdigheder og kompetencer indenfor dansk og matematik, f.eks. i forbindelse med mål og vægt, udfyldelse af ordre- eller arbejdssedler mm.

Forklædeproduktionen er organiseret, så der er arbejdsopgaver og dermed læringsmuligheder for elever på forskellige niveauer, fagligt såvel som indenfor dansk, matematik og PASE. På den måde kan elever, der er på forskellige niveauer, danne et arbejdsfællesskab, der bl.a. er kendetegnet af sidemandsoplæring.

Arbejdsfællesskabet inddrager eleven i så mange af produktionens delprocesser som muligt (bl.a. planlægning og materialeberegning, udførelse og aflevering til kunden), hvilket bidrager til et tværfagligt samarbejde mellem produktionen og fagene dansk og matematik. Arbejdsformen indebærer også et element af demokratisk dannelse, idet eleven får erfaring med at bidrage til fællesskabet på mange forskellige måder. 

2: Tilrettelæggelse

Produktionen:

 

Her finder du beskrivelse af selve forklædeproduktionen – under det faglige tema: Turisme, Kultur og Fritid.

I undervisningsforløbet indgår beskrivelse af:

  • Beskrivelse af produktionen.
  • Maskiner, redskaber, værktøj og sikkerhed, der er tilknyttet produktionen.
  • Produktionens faglige læring på FGU 1-2-3 niveau.

 

Eleverne, der har deltaget i forklædeproduktionen, siger:

  • Det sjoveste var at sy på overlocker!
  • Det er så fedt, at jeg kan blive god til noget.
  • Vi er godt nok afhængige af hinanden.

 

Produktionen omfatter overordnet:

Idéudvikling:

  • Besøg hos kunden med forventningsafstemning og målgruppevurdering.
  • Brainstorm og udvikling af moodboard.
  • Arbejde med designsheet og udvikling af mønster.

Produktionen af forklæder:

  • Mønstret placeres og tegnes op på stoffet.
  • Modellen klippes ud.
  • Syning, strygning (fold og pres), kantsyning på ’kroppen’ og bindebåndet.
  • Forklædet kan dekoreres, evt. med en lomme, broderi eller folietryk.

Salg af forklæder:

  • Forkalkulation
  • Produktionspris udregnes (produktionstidtagning, sy-minutter, materialeomkostninger).
  • Forklæderne leveres hos kunden.
  • Fakturaen sendes.

Produktionen kan fungere som en god basisproduktion/løbende produktion på et værksted og tager mindst en uge. Ved sæsonbestillinger skal man være meget opmærksom på deadlines, og produktionen kan derfor blive mere krævende.

Hent det samlede bilag med beskrivelserne her (pdf).

 

Dansk og matematik i produktionen:

Her finder du eksempler på dansk- og matematik, der tager udgangspunkt i forklædeproduktion.

Eksemplerne understøtter den unges deltagelse i produktionens delprocesser og udvikler almenfaglige kompetencer i fagene. Eksemplerne danner basis for progressionsmuligheder både inden for opgavens art og inden for graden af ansvar og kompleksitet.

Forløbene er opdelt i to former for dansk og matematik:

  • Værkstedsforløb, der er en direkte del af værkstedets produktion.
  • Afledte forløb, der tager afsæt i produktionen og peger ind i dansk- og matematikfagligheden.

Almenundervisningen foregår fortrinsvist på værkstedet sideløbende og i nær tilknytning til produktionen – alternativt i et separat lokale efter behov.

Hent de to bilag – til faglig inspiration:

 

Tværfaglige perspektiver inden for PASE samt Identitet & Medborgerskab

 

Her finder du eksempler på tværfaglige perspektiver på forklædeproduktionen i fagene PASE og Identitet og Medborgerskab.

PASE er et obligatorisk fag på Produktionsgrunduddannelsen og består af: Privatøkonomi, Arbejdspladslære, Samarbejdslære og Erhvervslære.

Identitet og Medborgerskab er ikke obligatorisk på Produktionsgrunduddannelsen (PGU), men kan vælges som valgfag.

Her kan du hente bilag med forslag til de tværfaglige perspektiver (pdf).

 

3: Evaluering

 

Produktionen og det opnåede resultat danner basis for lærerens umiddelbare evaluering af dagens arbejde og dets kvalitet med eleverne:

  • Har vi nået det, vi planlagde deadlines i forhold til afleveringer til kunder?
  • Hvad er næste delopgave i produktionen?
  • Er kunden og vi selv tilfredse med kvaliteten?
  • Hvilke observationer gjorde (henholdsvis lærere og elever) sig om at bruge færdigheder fra dansk og matematik i sammenhæng med produktionen?
  • Hvordan understøtter dansk og matematikopgaverne produktionen og differentieres forløbene til elevens niveau?
  • Hvordan kan arbejdet gribes an næste gang?

Opsamling på og evt. undervisning i de nødvendige færdigheder og den viden, som produktionen kræver – både inden for det faglige tema og i de almene fag.

Status på det løbende arbejde foregår i dialog mellem elev og lærer og tager afsæt i den enkelte elevs faglige og personlige udgangspunkt i samspil med den pågældende opgave.  

I forhold til den enkelte elev danner tilbagevendende forløbssamtaler og værkstedets redskab til synliggørelse af progression ex. kompetencetavlen baggrund for en løbende evaluering af fremskridt inden for fagets discipliner såsom idéudvikling, sytekniker og salg, men også af fremskridt indenfor de i uddannelsesplanen opstillede sociale og personlige mål.

 

Forløbet er udarbejdet af:

Dette forløb er bearbejdet af Produktionsskoleforeningen - 2019.
Øvrige krediteringsoplysninger fremgår af de konkrete bilag til forløbet

Siden er opdateret 06. juni 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - BY/NC/SA Navngivning / Ikkekommercielt / Del på samme vilkår. http://creativecommons.org/licenses/by-nc-sa/2.5/dk/.
Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme
Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.