Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i tysk - oktober 2020

Jeg orienterer i dette nyhedsbrev om bl.a. FIP hhx 2020, fagdidaktisk kursus 2020, hyppigt indkomne spørgsmål vedr. den daglige undervisning (F&A) og COVID-19 og undervisning.

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for den venlige og åbne modtagelse, jeg har oplevet. Det er dejligt, særligt da der er og har været rigtig meget nyt stof at sætte sig ind i. Jeg har allerede skrevet en præsentation af mig selv, så det vil jeg ikke gøre her. Præsentationen er sendt til WissensWert-redaktionen og til Handelsskolernes Tysklærerforening, som har offentliggjort den. 

Jeg håber, I alle er kommet godt i gang med skoleåret, og I nu næsten har fået afviklet grundforløbet på bedst tænkelige vis med de forhindringer, der måtte have været. Den daglige gang på skolerne er desværre stadig meget præget af COVID-19. Min egen opstart har også været præget heraf – dels med hjemsendelse fra ministeriet, dels med virtuel undervisning som en del af opstarten på Egaa Gymnasium. Situationen ændrer sig jo løbende, og derfor meldes der også løbende ud fra BUVM. Jeg har her i nyhedsbrevet samlet nogle links, som man kan orientere sig på, ligesom jeg har vedhæftet et link til en rapporten ”Gymnasiet i den historiske Corona-tid – et elevperspektiv” af Ane Qvortrup, professor ved SDU.

Desværre betød den særlige situation også, at de to FIP-kurser for stx i øst og vest måtte aflyses. Det er meget ærgerligt, da jeg havde glædet mig til at møde jer lærere, men også fordi kurset allerede er blevet aflyst en gang. Jeg vender tilbage med nye datoer for afviklingen af kurserne i foråret – formodentlig i næste nyhedsbrev. Jeg nåede dog at afholde FIP for hhx. Her blev de samme temaer som på de kommende FIP-kurser for stx behandlet, nemlig karrierelæring, innovation og mundtlighed og skriftlighed. Det var dejligt at møde mange af jer, der underviser på hhx og høre, hvad der rører sig ude på skolerne.

Jeg orienterer i dette nyhedsbrev om FIP hhx 2020, fagdidaktisk kursus 2020, hyppigt indkomne spørgsmål vedr. den daglige undervisning (F&A), COVID-19 og undervisning, ny vejledning ang. persondatabeskyttelse ifm. elevproduktioner, anonymisering af opgavebesvarelser samt henvisninger til arrangementer, rapporter, nyudgivelser mm.

 

FIP hhx 2020

D. 22. september afholdtes FIP for hhx på IBC International Business College i Kolding.

De tre oplæg, der blev holdt var følgende:

Oplæg 1: Innovative kompetencer og karrierekompetencer i tysk v. Anne Lønberg Eskesen, IBC, Kolding

Med udgangspunkt i praktiske eksempler vil oplægget give ideer til, hvordan elevernes innovative kompetencer og karrierekompetencer kan udvikles og tænkes ind i den daglige undervisning.

Oplæg 2: Den nye skriftlige prøve v. Henrik Skafsgaard Thomasen, Learnmark Gymnasium HHX, formand for opgavekommissionen

Hvordan arbejdes der med grammatikforståelsesopgaverne og de merkantile meddelelser på gymnasierne? Med udgangspunkt i en kort præsentation af de nye og gældende eksamensopgaver uden netadgang og i læreplanens bedømmelseskriterier samt i konkrete elevbesvarelser ønskes en diskussion af, hvordan arbejdet med disse besvarelser kan styrkes.

Oplæg 3: Den nye mundtlige prøve v. Karen Mimi Møller, Aarhus Handelsgymnasium

Workshoppen har fokus på den nye mundtlige prøve i tysk. Der lægges op til en diskussion af, hvordan man bedst ruster eleverne til den mundtlige prøve. Hvordan kan man arbejde med eksamensforberedende øvelser i undervisningen? Og hvordan skal man formulere eksamensspørgsmål?

Kurset gav også anledning til at diskutere definitioner af innovation, og på hvilken måde karrierelæring indarbejdes i undervisningen, uden at det bliver for forberedelsestungt for den enkelte lærer. Jeg takker for nogle fine indlæg. Det var også rigtig dejligt at snakke med de af jer, jeg nåede at tale med og i det hele taget af høre jeres tanker om faget og den faglige udvikling.

Her kan du læse mere om reformkompetencerne.

 

Fagdidaktisk kursus 2020

I september deltog 23 kandidater i det fagdidaktiske kursus, som blev afholdt i Fredericia. Det er det laveste antal kandidater i årevis, men den lille gruppe skabte basis for en intim og god stemning som grundlag for en faglig erfaringsudveksling. Mette Hermann (Frederikssund Gymnasium) tog sig af kursets overordnede struktur og hovedparten af oplæggene, Karen Mimi Møller (Aarhus Handelsgymnasium) stod for hhx-rettede oplæg, bl.a. om skriftlighed, Mette Brusgaard (Svendborg Gymnasium) holdt oplæg om mundtlighed og Anja Czepluch (Midtfyns Gymnasium) om elevaktiverende undervisning. Der blev på kurset bla. behandlet og diskuteret: skriftlighed og vurdering af skriftlige opgaver, grammatik i kontekst, kommunikativ sprogundervisning, ordforrådstilegnelse, fagenes samspil med fokus på tysk i de større skriftlige opgaver og det fagdidaktiske projekt. Den 4. fagdidaktiske dag finder i år sted d. 18. januar i Billund.

Årets temaer for opgaven i teoretisk pædagogikum blev meldt ud i august. I år kan kandidaterne skrive om følgende to temaer:

  • Tema 1: Virtuel undervisning
  • Tema 2: Multimodale elevproduktioner

 

F&A (Fragen und Antworten)

  • 3.g.-opgraderingshold og antal emner

Jeg har fået flere spørgsmål vedr. antallet af emner på opgraderingshold, dvs. valghold i 3.g tysk fortsætter A. I læreplanen for tysk fortsættersprog A stx og hhx står der: ” Arbejdet organiseres hovedsageligt gennem 8 til 10 forskellige emner, og det sikres, at de faglige mål og kernestoffet integreres i dette arbejde” (punkt 3.2: Arbejdsformer). Dette tal er for 3 år. Man skal altså ikke læse 8-10 emner på ét år, selvom holdet har haft undervisning på forskellige hold i 1. og 2.g. og kun i 3.g. har undervisning sammen.

 

COVID-19 og undervisning

Det er vigtigt at understrege, at skolen er forpligtet til at give nødundervisning, hvis en elev sendes hjem som følge af corona-foranstaltninger, fx hvis vedkommende er smittet, venter på test eller venter på testsvar.

Vær desuden opmærksom på, at retningslinjer, anbefalinger mv. løbende opdateres, hvorfor det er vigtig at holde sig orienteret. På uvm.dk opdateres løbende med de nyeste informationer.

 

Ny vejledning vedr. persondatabeskyttelse ifm. elevproduktioner

Der er udarbejdet en vejledning ang. persondatabeskyttelse i forbindelse med elevproduktioner. Når elever som led i undervisningen i gymnasiet producerer digitale produkter og produktioner, hvori der indgår billeder, lyd, video m.v. af personer, som kan identificeres, er dette ligestillet med behandling af personoplysninger om disse personer. Det betyder også, at elevproduktioner er omfattet af reglerne i databeskyttelseslovgivningen, og at det enkelte gymnasium er dataansvarlig for den behandling af personoplysninger, der sker i produktionen. Gymnasiet er derfor også ansvarligt for, at lærerne og eleverne er klædt på til at overholde reglerne i databeskyttelseslovgivningen i forbindelse med elevproduktioner.

STUK og STIL har i samarbejde udarbejdet Vejledning om persondatabeskyttelse i forbindelse med elevers medieproduktioner. Vejledningen er udarbejdet med inddragelse af Danske Gymnasier og et antal DPO’ere på gymnasierne og skal bruges i alle gymnasiale fag.

 

Anonymisering af opgavebesvarelser

Ministeriet arbejder i forlængelse af GDPR-lovgivningen på at anonymisere studenternes skriftlige eksamensbesvarelser. Det er derfor vigtigt, at de ikke opfordres til at skrive navn på besvarelserne.

 

Henvisninger til arrangementer, rapporter mm.

Arrangementer:

a. Fyraftensmøde om 2. fremmedsprog og AP
D. 5/11 kl. 15-17.30 både på Nærum Gymnasium og Aarhus Katedralskole.
Du kan læse mere og tilmelde dig her:

  • Nærum Gymnasium (øst)
  • Aarhus Katedralskole (vest)
     

b. Dyrk sproget – en kreativ sprogkonkurrence

c. Webinar om nye kompetencer i gymnasiet

  • D. 19. oktober kl. 12-13
Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.