Løgstrups: Den Etiske Fordring og værklæsning

Mens mange teologer i starten af det 20.århundrede (den dialektiske teologi, bl.a.) tager udgangspunkt i forkyndelsen af Kristus som det sted, hvor ordet skal møde mennesket, går Løgstrups tænkning en anden vej. Det er et angreb nedefra med udgangspunkt i den gudsskabte verden, som ikke kun er rå, kold og ond. Der findes også ondskab i verden, men der findes også før-kulturelle fænomener, som er tilstede hen over hovedet på os eller ”bag om ryggen” på os for nu at citere Løgstrup himself.

Den erkendelse kan elever godt forstå. De kan godt se kupé-eksemplet og forstår faktisk fint den fænomenologiske metode, som jeg udfolder den i bogen Kristendom – tro og praksis.

Jeg skitserer i denne powerpoint et forløb, som forbereder elever på læsningen af værket, hjælper eleverne undervejs og perspektiverer elevernes viden efterfølgende.

Forberedelsen skal vise eleverne, at alle teologerne, både de dialektiske og skabelsesteologerne, er Bultmann-elever, og det fælles problem for alle teologer er, hvordan verden stadig kan give mening i det, som virker til at være en gennem-sekulariseret verden.

Hjælpen undervejs består af læsefokus-spørgsmål som kan downloades via klik i powerpointen og en forståelse af særligt det forhold, som Løgstrup kalder den naturlige lov, lex naturae. Det forhold afspejles blandt andet i prædikaterne for den etiske fordring. Det er på ingen måde sådan, at man skal hjælpe sin næste, fordi der er en etisk forventning om det i samfundet eller ”i kristendommen”, eller hvad elever nu kan finde på at sige. Der er heller intet reciprocitets-forhold. Jeg skal ikke hjælpe den næste, fordi jeg gerne vil have noget igen, eller fordi han har gjort noget for mig. Man skal hjælpe sin næste, som Jesus fortæller om det i evangeliet: kulturløst og naturligt.

Det er også den erkendelse, jeg forsøger at vise med en figur på mine slides: Det vigtigste i menneskelivet er noget, vi ikke selv er herre over. Det er det, som Løgstrup senere kalder de suveræne livsytringer.

Perspektiverende kan man med fordel læse udvalgte passager fra Sløks eksistensteologiske tænkning – Sløk går i rette med Løgstrup på mange centrale punkter, bl.a. i en tekst, hvor Løgstrup angribes for at lave en fejlslutning fra fænomenet ”rose” til en ”gud”. Sløk argumenterer altså mod Løgstrup, hvad angår verdenssyn. Vi ved ifølge Sløk intet om den gud, der har skabt verden. Den måde at tænke på, har nogle vidtrækkende konsekvenser: Verden er på den måde i sig absurd og meningsløs. Den har kun mening, for så vidt, som man selv giver den mening. Livet bliver således et eksistentielt, psykologisk projekt, og teologi bliver til antropologi. Jeg plejer at kalde Sløk for min ”kontrastvæske”. I en artikel på religion.dk siger teologen Ole Jensen, at Sløk og Løgstrup nærmest ikke var enige om noget som helst.

At læse Løgstrup er svært. Jeg tror, det var teologen David Bugge, der sammenfattede forskellen på at læse Løgstrup og Sløk således: ”Det kører på skinner for Sløk – og det kører på sveller for Løgstrup” Disse mange bump på vejen skal man dog overvinde – eleverne kan og skal hjælpes på vej og vil aldrig glemme den oplevelse, de får ud af at læse Løgstrup.

Jeg foreslår, at man læser de uddrag, som er udgivet på Systime i serien ”Religionshistoriske hovedværker”. Serien er også digitaliseret og har i iBogsformatet spændende video-interviews, som kan krydre tilværelsen for en ung 3.g.’er