Forløb

Giv eleverne ”staldkørekort”

Forløbet er bygget omkring et ”staldkørekort”, som eleverne tilegner sig ved at lære fagsprog og faglige metoder, der fokuserer på sikkerhed, dyrehåndtering og daglige arbejdsopgaver i en husdyrproduktion.

Målgruppe

Elever på grundforløbets 1. del med fagretningen: Landbrug som fagretning.

Forløbets varighed

120 lektioner af 45 minutter jævnt fordelt over hele grundforløbets 1. del.

Eleverne arbejder en til to halve dage om ugen i stalden. Derudover indgår et virksomhedsforlagt forløb, hvor eleverne besøger virksomhedens produktionsanlæg. Eleverne arbejder med erhvervsfagene arbejdspladskultur, arbejdsplanlægning og samarbejde, faglig dokumentation, faglig kommunikation og metodelære.

Tilrettelæggelse af forløbet

  • Hvor?

    For at kunne gennemføre forløbet kræver det en stald, der så vidt muligt har alle de samme elementer (dyr, maskiner, inventar og arbejdsgange), som en fuld produktionsstald – eventuelt blot i mindre omfang.



    Når der er brug for teoretiske elementer i undervisningen, foregår det enten stående i stalden omkring tavlen, eller kortvarigt i et tilstødende klasselokale efter behov.

  • Hvordan?

    Lærerne og driftslederen har på forhånd lavet en plan for forløbet med de særlige fokusopgaver, som eleverne skal igennem, for at kunne opnå ”staldkørekortet”. Lektionsplanen kan justeres løbende uafhængigt af, hvilke ”aktuelle daglige arbejdsopgaver” eleverne kan prøve den pågældende dag.



    Eleverne starter med at følge med driftslederen eller læreren, og løse praktiske opgaver, ved at passe dyrene uden forudgående kendskab til enkeltdelene i arbejdsopgaven. For eksempel kan eleverne være med til at fodre, uden at have forståelse for de enkelte fodermidler eller dyregrupper, og uden at vide noget om, hvorfor der tildeles forskelligt foder til forskellige dyr.



    Det er ikke krav, at eleverne har nogen faglige forudsætninger. Forløbet gennemføres med to undervisere til 12-15 elever, sådan at der er mulighed for at opdele eleverne efter, hvor hurtigt de bliver sikre i opgaveudførslen.

Selve forløbet

Eleverne samles hver morgen i stalden for at se, hvilke arbejdsopgaver, driftslederen har noteret for ugen. Eleverne møder flere gange de arbejdsopgaver eller færdigheder, som er udvalgt til ”staldkørekortet”. Når eleven og læreren vurderer, at eleven kan løse opgaven tilstrækkeligt, krydser læreren færdigheden af på ”staldkørekortet”.

Eleven er klar til den afsluttende prøve, når alle punkter på "staldkørekortet" er afkrydset. På prøvedagen trækker eleven en tilfældig opgave, som gennemføres i praksis i stalden, mens læreren vurderer, om eleven udfører opgaven korrekt. I vurderingen lægger læreren vægt på, at eleven bruger de korrekte fagudtryk til at forklare, hvordan opgaven løses, og at eleven vælger en hensigtsmæssig metode - det ”rigtige” værktøj til opgaven.

Eleverne får som afslutning på forløbet til opgave at bygge et landbrug, som de kan se i fremtiden. De får udleveret krea-kasser med forskellige materialer og kan bygge maskiner og robotter i LEGO MINDSTORM, som de ser i fremtidens landbrug. Eleverne uddyber og begrunder deres valg for fremtidens landbrug ved en præsentation for læremestre og forældre.

Evaluering og refleksion

Denne dag skal ligne en almindelig arbejdsdag ved, at eleverne løser opgaverne, som om det er reelle arbejdsopgaver på en arbejdsplads. Der er nogle af arbejdsopgaver, der er sæsonbestemte, såsom at lave hegn eller håndtere dyr på græs.

Gennem denne almindelige arbejdsdag får eleven løbende feedback, ved at eleven og læreren vurderer, om eleven kan udføre opgaven/har færdigheden i forhold til ”gængs praksis” eller ”god standart” for opgaven. Eleven kan følge med i hvordan det går med at opfylde fagets mål, ved at se på, hvor mange krydser, der løbende er kommet på elevens ”staldkørekort”.

Evalueringen af hele forløbet sker ved Staldkørekort-prøven.

Få mere at vide om projektet

Du kan få mere at vide om projektet ved at kontakte uddannelsessekretær Mette Bruun-Nielsen på:

Kreditering

  • Undervisere på Bygholm Landbrugsskole: Anne Skøtt Meyer, Anna Bech og Jacob Carlsen
  • Fremtidens landbrug er udarbejdet af Katrine Christensen
Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.