Aktivitet

Øksetyven

Med udgangspunkt i en klassisk kinesisk fortælling om ”øksetyven”, indgår eleverne i et undersøgende fællesskab om blandt andet fordomme, moral og erkendelse.

Primær målgruppe: 7. og 8. klassetrin.
Til anvendelse i den understøttende undervisning der sigter mod elevernes etiske, filosofiske og alsidige udvikling. Kan også anvendes til: samfundsfag, kristendomskundskab, dansk
Anslået tidsforbrug: 1-2 lektioner

Med udgangspunkt i den klassiske kinesiske fortælling ”øksetyven”, får eleverne mulighed for at indgå i et undersøgende dialogisk fællesskab og tale om stereotyper og fordomme. I løbet af dialogen kan eleverne berøre forskellige temaer som moral, erkendelse, viden, sandhed, misforståelser og uretfærdighed.

 

Materialer:

En ”talebold” eller en ”talebamse”

 

Forudsætninger, form og indhold

Filosofiske dialog er en praksisform som fx kendes fra filosofi med børn og som består i gruppesamtaler om reelt åbne spørgsmål. Den filosofiske dialog indledes typisk med en kort historie, nogle genstande eller andet, der kan sætte tanker i gang. Herefter indleder facilitator dialogen med et spørgsmål, der sætter gang i samtalen. Dialogen veksler herefter mellem makker-samtaler og plenumsamtaler.

Denne undervisningsform egner sig særligt til at engagere eleverne i abstrakte filosofiske spørgsmål om viden, værdier og verdensbilleder. Aktiviteten kræver træning at stå for, og fordi den fungerer bedst når der er mange og forskellige opfattelser i rummet, er den bedst egnet til større grupper af elever (12-20). Har man ikke erfaring med at facilitere, kan det være vanskeligt at gennemføre med færre end 6 elever.

Sværhedsgrad: let for elever, vanskeligere for facilitator

Egnet til antal personer: 6 elever eller flere

Se mere i den pædagogiske vejledning på introduktionssiden. Hvis du ikke tidligere har arbejdet med filosofisk dialog, anbefales det også at læse Introduktion til filosofiske dialoger, inden du går i gang.

 

Læs mere om materialet i Filosofi, etik og kritisk tænkning: Introduktion til materialet

 

Tilrettelæggelse

  • Forbered dig på rollen som facilitator (læs evt. Introduktion til Filosofiske dialoger)
  • Forbered de nødvendige materialer (se materialer)
  • Sæt rammen for aktiviteten (fx tid til udvidelsesaktivitet og tid til evaluering)

 

Aktivitetens opbygning

Bed eleverne om at placere sig i en rundkreds (evt. på deres stole), så alle kan se hinanden og der er plads til dig som facilitator i rundkredsen. Start med at introducere eleverne til reglerne for sessionen før du præsenterer stimuli, som er fortællingen om ”Øksetyven”. Når du er færdig med at fortælle historien, stil ankerspørgsmål 1 med efterfølgende makkersnak, inden dialogen påbegyndes.

 

Stimulus: Historien om øksetyven

I det gamle Kina var der engang en ældre kvinde som hed Bao. En dag opdagede Bao at hun havde mistet sin økse. Mens hun ledte efter øksen, begyndte hun at få mistanke til naboens søn, som hed Li. Jo mere Bao observerede Li, jo mere lignede han en tyv. Den måde han gik på, hans ansigtsudtryk, og den måde han talte på! Alt ved den unge mands udseende og opførsel tydede på, at han havde stjålet Baos økse. Li lignede simpelthen en rigtig øksetyv!

Efter at have holdt øje med Li i nogen tid, var Bao en dag ude i gården og hente brænde. Og mellem brændestykkerne fandt hun sin økse. Hun havde glemt den sidst hun huggede brænde.

Nu da Bao havde fået øksen tilbage, betragtede hun igen naboens søn Li. Pludselig var der ikke længere noget ved den unge mands udseende og opførsel der fik ham til at ligne en øksetyv.

Ankerspørgsmål 1: Lignede naboens søn, Li, en øksetyv? (Hvorfor/hvorfor ikke?)

Ankerspørgsmål 2: Havde naboens søn, Lis, opførsel og udseende ændret sig? (Hvorfor/hvorfor ikke?)

Ankerspørgsmål 3: Var det samme sket, hvis Li havde været en pige? (Hvorfor/hvorfor ikke?)

Ankerspørgsmål 4: Var det uretfærdigt at Bao synes, at naboens søn, Li, lignede en øksetyv? (Hvorfor/hvorfor ikke?)

Ankerspørgsmål 5: Hvis skyld var det, at Bao synes, at naboens søn, Li, lignede en øksetyv? (Hvorfor/hvorfor ikke?)

 

Eksempler på emner og spørgsmål der kan dukke op

Fordomme, stereotyper, moral, viden, misforståelser, uretfærdighed, bias, erkendelse, perspektiver

Kan man vide, om man selv har fordomme? Hvordan ser en øksetyv ud?

 

Udvidelsesaktiviteter

  • Eleverne skal lege ”Ryggen til tavlen” med stereotyper. Legen går ud på, at én elev skal gætte personen, typen eller professionen, som bliver vist bag vedkommendes ryg på et stykke papir (men synligt for de øvrige elever). Der kan fx stå skolelærer, tegnefilmfigur, fodboldspiller, prinsesse eller operasanger. For at eleven kan gætte stereotypen, må alle de andre elever give vedkommende ledetråde til at beskrive den stereotyp, der står på papiret, dog uden at sige hvad det er. Ledetrådene kan have forskellige karakterer, fx typiske lyde eller ord som stereotypen bruger, steder hvor stereotypen typisk befinder sig, eller lignende.
     
  • Lade eleverne i små grupper finde billeder af 10 personer (morder, professor, lotto-vinder, bedstefar, tandlæge osv.) og så bagefter lade den øvrige klasse gætte, hvem der hvem alene ud fra billeder og listen med identiteter.
     
  • Bede dem om at tegne eller finde et billede på nettet af ”en typisk forsker”, lad dem sammenligne deres tegninger/billeder og diskutere hvorvidt de er stereotype (andre forslag: ”en typisk bedstemor”, ”en typisk lærer” eller ”en typisk statsminister”)

 

Evaluering

Det anbefales at en eventuel evaluering af aktiviteten tager udgangspunkt i elevens metarefleksioner over sin egen oplevelse med at arbejde med emnet. Se de pædagogiske vejledninger på introduktionssiden for ideer til, hvordan eleven kan støttes i denne refleksion.

 

Kreditering

Udviklet for STUK af Caroline Schaffalitzky og Anni Nielsen, www.sdu.dk/filosofiiskolen.

 

Referencer

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.