Aktivitet

Angivelse af kilder

God akademisk praksis forudsætter korrekt angivelse af kilde. Der findes helt klare regler for, hvordan man viser i en tekst, at man citerer en anden. Det tager en time for elever på 2. år på htx at blive bedre til kildeangivelser – uafhængigt af fag.

Eleverne gennemarbejder en tidligere afleveret opgave eller første version af en opgave - og omsætter således kravene direkte.

Brug øvelsen som forarbejde til dansk-idéhistorieopgaven eller som led i feed forward kort før genaflevering af en rapport eller opgave.

I læreplanen til SO står følgende tværgående studiemetode angivet: ”informationssøgning, herunder kildetyper, søgestrategier, søgemetoder, metoder til kildekritik og formalia vedrørende anvendelse og angivelse af kilder”

Materialer:

1. Planlægning/overvejelser

Eleverne læser om akademisk redelighed på mitsdu.dk som lektie.

De skal overveje, hvorfor man skal henvise til kilder?

De skal enten medbringe deres seneste skriftlige opgave, hvor de har brugt litteraturliste, citater og fodnoter – eller de skal gøre klar til at gennemarbejde deres første version af en rapport eller opgave.

Hver anden elev får konkret assistance til at kontrollere formalia i sin opgave. Ønsker man, at alle elever skal have denne mulighed, må man udvide øvelsen til at vare endnu en halv time.

Forbered en test, hvor eleverne skal fuldende sætningerne nedenfor.

Overordnede principper for citering

  • Er der tale om et direkte citat, skal det markeres…
  • Er det kun fakta eller argumentation, der hentes fra en anden tekst, …
  • Genbruger du af egne tidligere opgaver, skal …
  • Henvises der til utrykt materiale, fx andres eksamensopgaver eller mundtlige meddelelser, …..
  • Henvises der til eller citeres fra hjemmesider.

Om direkte citat skal du være opmærksom på at markere

  • Hvis du indsætter et eller flere ord i citatet, skal …
  • Hvis du fjerner ord eller sætninger fra citatet, skal …
  • Hvis du oversætter citater fra et fremmedsprog eller normaliserer retskrivningen fra gamle danske former, skal...

2. Forløbets opbygning

Vis et eksempel på en kildehenvisning, og lad eleverne svare på deres lektiespørgsmål om, hvorfor man skal angive kilder.

Supplér, hvis de ikke får alle aspekter med:

  • Du dokumenterer, hvad du bygger dine resultater på
  • Det bliver muligt for andre at efterprøve dine påstande og argumenter
  • Det bliver lettere at se, hvornår du bidrager med egne tanker - og hvornår, du stiller dig på skuldrene af tidligere forskning.

Spørg eleverne om forskellen mellem henvisende og forklarende fodnoter – og lad dem finde på eksempler:

  • Henvisende noter skal vise, hvor du har fundet de oplysninger, du bruger i din opgave
  • De forklarende noter skal bruges til at uddybe og forklare begreber, give oplysninger om personer - altså information, som du synes er vigtig, men som ikke hører til selve opgaveteksten.

Gennemgå eksemplet på den valgte kildeanvisning og forklar kort formalia.

Gennemfør testen i dagens lektie med eleverne.

Vis M. Hejgaards vejledning til at lave kildehenvisning, citater og litteraturliste i opgaver i Word. Hvad skal med i fodnoter, når der er brugt viden fra bøger, tidsskrifter, artikler eller viden fra nettet? Hvad skal med i litteraturlisten, og hvordan laver man den? Hvordan laver man et korrekt citat? Lavet til HTX Aarhustech. (13,06 min).

Halvdelen af klassen får gennemgået deres opgave af to andre: Hver anden elev sender sin opgave til sidemandens sidemand. Eleverne arbejder parvis med at gennemgå en andens opgave for korrekte kildeanvisninger, fodnoter og litteraturlister. I kommentarfelt giver de gode råd.

Slut af med at henvise til Litteraturlisteautomaten.

3. Evaluering:

I evaluering af næste/den skriftlige opgave har man særlig fokus på overholdelse af formalia.

Kreditering

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.