Aktivitet

Selvbillede og spotlight-effekt

Spotlight-effekten er en psykologisk bias, som gør, at man fejlagtigt tror, at alle andre hele tiden er optagede af, hvad man gør. Hvad betyder spotlighteffekten for den enkelte og fællesskabet?

Primær målgruppe: 7. og 8. klassetrin.

Anslået tidsforbrug: 1-3 lektioner.



Til anvendelse i den understøttende undervisning der sigter mod elevernes etiske, filosofiske og alsidige udvikling. Kan også anvendes til: kristendomskundskab, samfundsfag, dansk.

Denne aktivitet introducerer til begrebet om spotlight-effekten og giver eleverne mulighed for at reflektere over, hvad selvbillede og selvforståelse er, og hvilken betydning det har for vores sociale liv. Den kan benyttes alene eller i kombination med andre emner eller aktiviteter, der har med identitet, pinlighed, fællesskab, bias, erkendelse og kritisk tænkning at gøre.

Forudsætninger, form og indhold

Aktiviteten er tænkt som klassisk klasserumsundervisning med en kombination af tavleundervisning (eller tilsvarende fagligt oplæg ved lærer eller anden underviser), klassediskussion, og elevarbejde i grupper eller individuelt.

Se mere i den pædagogiske vejledning på introduktionssiden (emu.dk)

Materialer:

  • Google books: Kapitlet ”Magtesløshed gør os selvoptaget” (2 sider) fra Amy Cuddys bog "Vær til stede: hvordan du aktiverer det bedste i dig selv" (2016).
  • Wikipedia: Artikel "Spotlight effect".

Tilrettelæggelse

  • Sæt dig ind hvad spotlight-effekten er (via kildeteksterne – se materialer)
  • Vælg nogle delaktiviteter som passer til undervisningens rammer (sted og længde)
  • Sæt rammen for aktiviteten (fx mht. tid til præsentation og til evaluering)

Aktivitetens opbygning

Præsentér eleverne for teorien om spotlight-effekten og eksempler på forskningen bag. Tal med dem om hvilke tanker de gør sig. Måske har de brug for at få forklaret nogle af begreberne nærmere.

Som del af aktiviteten kan du også fx:

  • Invitere dem til at diskutere fordele og ulemper ved spotlight-effekten for det sociale fællesskab.
  • Tale om hvem der bestemmer, hvad der er pinligt? Og er det pinlige det samme for alle?
  • Bede dem om at finde på et forsøg de kan lave for selv at undersøge spotlight-effekten: Kan de f.eks. sidde i klassen en hel dag med blusen omvendt på? Hvor meget skal der mon til, før resten af klassen lægger mærke til noget? Forsøget kan evt. laves i praksis senere som et mini-projekt eller feltarbejde.
  • Diskutere om man kan kontrollere spotlight-effektens virkninger på en selv, når man ved, at den findes.
  • Lave et billede (collage, tegning eller andet) eller en video som illustrerer spotlight-effekten.

Evaluering

Det anbefales, at evaluering af aktiviteten tager udgangspunkt i elevens metarefleksioner over sin egen oplevelse med at arbejde med emnet. Se den pædagogiske vejledning for ideer til hvordan eleven kan støttes i denne refleksion.

Kreditering

Caroline Schaffalitzky og Anni Nielsen.

Relaterede aktiviteter

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.