Aktivitet

Eiliger Vater - en aktivitet med integreret grammatik

Udskoling: Hvordan kan der arbejdes integreret med grammatik med udgangspunkt i en tekst i 9. klasse? Denne aktivitet viser, hvordan dette arbejde kan finde sted ud fra teksten ”Eiliger Vater“.

Aktiviteten er henvendt til 9. klasse

Anslået tidsforbrug: ca. 2 lektioner

I denne aktivitet er det grammatiske fokus på kongruens samt et skifte i tid fra præsens til præteritum, men indholdet, det vil sige det primære, er at kommunikere om livet i en familie.

Aktiviteten indeholder tekstarbejde, hvor de fire kommunikative færdigheder alle spiller en rolle, men hvor der især arbejdes med at læse og efterfølgende at skrive en tekst. Aktiviteten har gennemgående fokus på chunks, i før-fasen chunks der fortæller om familiens liv, mens efter-fasens chunks omhandler faren og står i 3. person ental, hvormed elevernes opmærksomhed implicit rettes mod kongruens på tysk. Arbejdet med teksten er inddelt i en før-, en under- og en efterfase.

Forudsætninger, form og indhold

At arbejde funktionelt med grammatik betyder, at eleverne i en meningsfuld kommunikativ kontekst har nedslag på sproglige fænomener i de tekster og aktiviteter, de arbejder med.

Læs mere om funktionel grammatik i artiklen Funktionel grammatik i tyskundervisningen

Se video: Det kommunikative og funktionelle sprogsyn

Eleverne er i gang med et forløb med titlen: Das Leben in der Familie, og denne aktivitet er en del af dette længere forløb. Aktiviteten inddeles i tre faser:

  • Før-fasen kan fokusere på elevernes indholdsmæssige forforståelse og på at præsentere centrale chunks i teksten. Fordelen ved at præsentere en del af tekstens chunks i før-fasen er, at eleverne bliver forberedt til at læse og forstå en ny tekst, og dermed kan få en god læseoplevelse, hvor ukendte ord ikke spænder ben for forståelsen.
  • Under-fasen kan lægge vægt på tekstlæsning.
  • Efter-fasen kan indeholde nedslag på sproglige strukturer og ordforråd i den læste tekst, placeret i en meningsfuld overordnet kontekst.

Tilrettelæggelse

Læreren kan i sin tilrettelæggelse af tekstarbejdet udvælge de indholdsmæssigt centrale chunks i teksten til arbejdet i før-fasen. På denne måde træder indholdet tydeligt frem for eleverne, før teksten læses. Det er af stor betydning, at eleverne løbende arbejder med chunks, og at de kan identificere chunks på egen hånd. Ligeledes er det vigtigt, at eleverne er bekendte med, at chunks er en stor hjælp, når der kommunikeres, både mundtligt og skriftligt, idet disse flerordsfraser letter såvel produktion (det at tale og skrive) samt reception (det at lytte og læse) af sprog.

Litteratur: Eiliger Vater af Ditte Clemens.

Forslag til spørgsmål der kan overvejes inden aktiviteten gennemføres:

  1. Hvilke centrale chunks fra teksten skal der udvælges til arbejdet i før-fasen?
  2. Hvor mange chunks skal udvælges?
  3. Hvilke kriterier lægger til grund for udvælgelsen?

Aktivitetens opbygning

Aktivitetens er inddelt i tre faser.

1. Før-fasen: Introduktion

Denne fase forbereder eleverne til at læse teksten ved at tage udgangspunkt i deres indholdsmæssige forforståelse og præsentere centrale chunks i teksten. Aktiviteten kan indledes med en klassesamtale om det at have travlt eller være stresset ud fra spørgsmål som:

  • Hvem har travlt?
  • Hvorfor har de travlt?
  • Har du selv travlt?
  • Hvilke konsekvenser har det for livet og familien?

Centrale chunks i samtalen kan fastholdes på tavlen. Herefter kan teksten med overskriften: Eiliger Vater præsenteres, idet læreren kort fortæller, hvad teksten handler om.

Derefter kan der uddeles sedler med ca. 10 vigtige chunks, som forekommer i teksten - en chunk pr. seddel. Eleverne kan nu i grupper af to arbejde med CL-aktiviteten Huskesedler:

  • Første runde: Skriv dine initialer på de chunks, du forstår.
  • Anden runde: Sortér sedlerne: Disse chunks forstår vi alle/ disse chunks forstår ikke alle - de forklares derfor/ disse chunks forstår vi ikke, de slås op i en ordbog.

Slutmålet er, at alle deltagernes initialer står på alle sedler.

2. Under-fasen: Tekstlæsning og pararbejde

Nu kan teksten læses. I første omgang er der tale om individuel læsning i ca. 10 minutter, hvor eleverne selv får mulighed for at læse og forstå teksten.

Dernæst kan teksten læses højt som makkerlæsning, og her har eleverne mulighed for at spørge deres partner om chunks eller ord, de ikke forstår.

3. Efter-fasen: Arbejde med chunks og afsluttende klassesamtale

Læreren kan efter læsning af teksten introducere følgende opgaver, som kan besvares i de eksisterende partnergrupper:

  1. Find 10 chunks i teksten, som beskriver faren. De skal alle stå i 3. person, singularis, eksempelvis er rennt durch´s Bad, niemals hört er mir zu. Skriv dem op.
  2. Benyt de 10 chunks til at skrive en ny tekst med overskriften: Verschlafener Vater. De 10 chunks skal anvendes, og

    a. stå i præteritum, er rannte ins Bad, niemals hörte er mir zu.

    b. en differentieringsmulighed: kan også drejes over i det modsatte, for eksempel er schlich ins Bad, immer hörte er mir zu.
  3. De nyskrevne tekster kan præsenteres for én anden gruppe, der giver feedback på 1 og 2, jf. Feedback på skriftlighed

Herefter kan følge en klassesamtale, hvor læreren samler op på verbets bøjning i 3. person singularis i præsens og præteritum. Der kan sammenlignes med verbernes bøjning på dansk og på andre sprog. Teksten kan revideres på baggrund af klassesamtalen og den givne feedback og sendes til læreren.

Evaluering

Aktiviteten kan afsluttes med, at eleverne hver især noterer 10 for dem vigtige chunks, som de tager med fra arbejdet med teksten.

Der kan efter gennemførelse af aktiviteten sættes fokus på spørgsmål som:

  • Hvordan kunne arbejdet med teksten evalueres på en anden måde?
  • Hvilke andre opgaver, der også arbejder integreret med grammatik, kunne der stilles til den samme tekst?
  • Kan erfaringer fra denne aktivitet bruges i det fremtidige arbejde med funktionel grammatik?

Kreditering

Aktiviteten er udarbejdet af Jette von Holst-Pedersen, lektor i tysk på Københavns Professionshøjskole.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.