Historiske fortællinger og arbejdet med dem

Denne artikel giver et indblik i to forskellige historiefaglige potentialer, der ligger i fortællingen: indlevelsen og den kritiske stillingtagen. Artiklen forklarer forskellen på de to, og hvorfor det er vigtigt ikke at blande dem sammen. Artiklen giver desuden et bud på, hvordan fortællingen konkret kan bidrage forskelligt til historiefagligheden ad disse to veje.

Hvad er – og hvad er ikke – en historisk fortælling?

En fortælling er et narrativ, som beskriver et forløb med begyndelse, midte og slutning. I den forstand vrimler historiefaget med historiske fortællinger, eksempelvis når læreren fortæller, hvorfor anden verdenskrig begyndte, når grundbogen fortæller om Slaget ved Hastings, eller når en spillefilm fortæller om Struensees vej til magten. Der er også andre måder at formidle fortid på end gennem fortællinger, for eksempel gennem arbejdet med genstande eller skriftlige primærkilder, der holdes op imod hinanden, gennem tidslinjearbejde eller via besøg på et levendegørelsescenter, med en æstetisk oplevelse i centrum. Fortællingen står dog ofte som bærende element i undervisningen.

Fordele og ulemper ved fortællingen som formidling af fortid

En historisk fortælling binder historiske kendsgerninger sammen i forfatterens egen fortolkning. Når en lærebog eksempelvis siger, at den væsentligste grund til det stockholmske blodbad var Christian II’s personlighed, er det en fortolkning, der sætter de historiske kendsgerninger anderledes sammen, end hvis begrundelsen var interne politiske stridigheder i det svensk-danske område. Den ene fortolkning udelukker ikke nødvendigvis den anden, men det er et særtræk ved fortællingen, at den har valgt én bærende fortolkning som kernen i fortællingen, og derfor giver fortællingen indtryk af, at denne ene fortolkning selv får karakter af kendsgerning.

Dette er problematisk i et fag, hvor et hovedfokus er at lære eleverne noget om flerperspektiviskhed, kildearbejde og historiebrug som noget, der skal gennemskues. Derfor har fortællingen også undergået en forvandling i måden, forskellige læreplaner har ment, der skal arbejdes med den på i faget.

Hvem skal fortælle?

I én yderpol findes fortælling som den overbevisende, sammenhængende fortolkning af historien, som eleverne skal indføres og indleves i. I den anden yderpol er fortælling noget, eleverne skal lære at konstruere, punktere og kritisere, gennem arbejdet med at lave modfortællinger til grundfortællinger og ved at være på vagt overfor manipulation.

Den ukritiske brug af fortællingen var dominerende i faghæfter fra første halvdel af 1900-tallet, men traditionen findes stadig på nogle skoler, hvor historiefaget omsættes til det, der kaldes fortælletime. Her er indlevelse i centrum, og det er en pointe, at eleverne sluger fortællingens fortolkning råt for at opnå netop indlevelse i et fortidigt perspektiv.

De nuværende Fælles Mål placerer sig imidlertid tættest på den anden yderpol. Det ses tydeligt ved, at arbejdsområdet fra 5. klasse og frem ikke bare hedder historiske fortællinger, men konstruktion og historiske fortællinger.

Fortælling er altså i høj grad relevant at arbejde med i et historiefag, og det er oplagt at forsøge både at udnytte de indlevelsesmæssige fordele og de historiebrugsrefleksive fordele, som et arbejde med historiske fortællinger rummer.

Kvalificeret brug af historiske fortællinger i historiefaget

En oplagt ambition fra lærerens side ligger altså i at forsøge at udnytte begge disse to forskellige fordele.

Indlevelsesdimensionen kræver, at fortællingen en gang imellem får uforstyrret plads. Det kan være gennem klip fra spillefilm, læsning af historiske romaner eller lærerens fortælling, hvor eleverne så helt af sig selv vil få fornemmelsen af at være til stede i det historiske scenarie. Men læreren må samtidig være opmærksom på at give eleverne mulighed for at komme ud af den manipulation, fortællingen tilbyder, ved også at have en flerperspektivisk tilgang til det indhold, der arbejdes med.

En flerperspektivisk tilgang kan kort sagt skabes ved altid at repræsentere mindst to versioner af en begivenhed. Hvis en elev på baggrund af relevant viden skriver en husmands fortælling om stavnsbåndets ophævelse samt en godsejers fortælling og en selvejende landmands fortælling, kommer der automatisk flere perspektiver på samme begivenhed i spil. Det kan også gøres ved, at læreren finder to spillefilmklip om samme fænomen, eksempelvis et klip fra Flammen og Citronen og et fra Hvidstengruppen. Her kan eleverne først indleve sig i dem respektivt og så forholde sig til, hvordan og hvorfor fortolkninger af dansk modstand under besættelsen kan være vidt forskellige om ikke nødvendigvis modstridende. Blot skal den indlevede og den kritiske tilgang ikke foregå samtidig, eftersom det ville ødelægge begge de to typer af potentialer, som arbejdet med historiske fortællinger rummer.

Afslutning og inspiration

Det er ikke svært at arbejde med fortælling i historiefaget, tværtimod sker det hele tiden, uden vi nødvendigvis tænker over det. Fra et historiefagligt perspektiv rummer fortællingen et væld af potentialer, som beskrevet ovenfor. Det er imidlertid vigtigt at arbejde både med sekvenser, hvor den får lov at tale for sig selv, adskilt fra de lige så vigtige sekvenser, hvor den udsættes for en kritisk undersøgelse eller udfordres af modfortællinger.

Læs mere om og få inspiration til, hvordan du kan arbejde med kompetenceområdet historiebrug i artiklerne:
Historiebrug i historieundervisningen og Historiske scenarier og arbejdet med dem.