Aktivitet

Sentence building

Indskoling: Denne aktivitet giver et eksempel på, hvordan arbejdet med grammatik kan integreres i arbejdet med at læse en billedbog i begynderundervisningen i engelsk.

 

Aktiviteten er henvendt til indskolingen
Anslået tidsforbrug: 1-2 lektioner

Formålet med aktiviteten er, at eleverne får fornemmelsen af, at sproget er skabt af meningsfulde enheder, der fortæller os, hvem der deltager (participants), hvad der sker (processes) og hvornår, og hvor det foregår (circumstances) gennem leg med sproget. Ved at have fokus på disse ’chunks’ i stedet for enkeltord, kan eleverne få en fornemmelse af grundlæggende syntaks og dermed arbejde med grammatikken på en funktionel måde.

 

Forudsætninger, form og indhold

Der er i aktiviteten taget afsæt i en konkret bog, men aktiviteten kan let overføres til arbejdet med andre billedbøger.

At arbejde med funktionel grammatik vil sige, at der primært er fokus på sproget som kommunikation og som betydningsskabende resurse.
Læs mere om funktionel grammatik i artiklen Funktionel grammatik i engelskundervisningen og casen My hood.
Se video: Det kommunikative og funktionelle sprogsyn

Aktiviteten her skal ses som en enkelt ud af flere i forbindelse med et arbejde med billedbogen, Big Rain Coming, der er skrevet af Katrina Germein og illustreret af Bronwyn Bancroft. Forud for denne aktivitet er der således arbejdet med før- og underlæseaktiviteter. Dermed kan denne aktivitet placeres i slutningen af et længere forløb, som en efterlæsningsaktivitet, hvor eleverne i aktiviteten sætter fokus på, hvordan sproglige elementer er med til at skabe betydning i historien. Eleverne skal således være fortrolige med handlingsforløbet i historien, inden denne aktivitet påbegyndes.

Introduktionen til aktiviteten består dermed af en enkelt højtlæsning af historien. I selve aktiviteten skal eleverne gå rundt i mellem hinanden og med deres krop (gen)skabe sætninger fra historien. Som opfølgning skal de med støtte skrive sætningerne ned.

Historien i Big Rain Coming foregår i den nordlige og meget varme og tørre del af Australien, hvor alle venter på den livgivende regn med længsel. Handlingen forløber over en uge og kulminerer med, at det endelig begynder at regne.

I arbejdet med billedbøger i begynderundervisningen i engelsk, bør fokus være på formidlingen af gode historier, glæden ved at blive opslugt af den gode fortælling og ikke mindst fornøjelsen ved selv at fortælle egne eller digte med på andres historier. Gennem historier får eleverne adgang til et rigt og varieret sprog, som ikke er konstrueret til lejligheden, men som har til formål at engagere, begejstre og fortrylle en læser.

 

Tilrettelæggelse

Til aktiviteten skal der bruges:

  • Kopier i farver af sætningsenheder fra bogen (Se boks med sætningsenheder/bilag)
  • Små papirclips til at sætte papirskiltene på elevernes tøj.
  • Duploklodser med sætningsenheder fra historien, hvis variationsaktiviteten skal laves – denne beskrives i afsnittet om aktivitetens opbygning.
  • En ’sentence maker’ hvis fase tre gennemføres -  denne beskrives i slutningen af afsnittet om aktivitetens opbygning.

Nedenfor findes en oversigt over nogle af sætningsenhederne fra historien. I den første kolonne ’circumstances’ findes sætningsenheder, der angiver tidspunkter i handlingen. I lige præcis denne historie er disse styrende for handlingen. I den anden kolonne, ’participants’ ses deltagerne i historien, og i den tredje kolonne findes processerne (altså verberne). Endelig findes i den sidste kolonne, ’circumstances’, der angiver hvor, det foregår. Oversigten findes også som PDF nederst på siden.

Skema over sætningsenheder
© Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

Forslag til spørgsmål, der kan overvejes, inden aktiviteten gennemføres:

  • Hvordan kan eleverne forberedes på at skulle lytte til (og ’læse’) historien?
  • Hvilke forskellige opgaver kan eleverne stilles, mens de lytter til (og ’læser’) historien, for at sikre, at de kommer igennem historien mange gange?

 

Aktivitetens opbygning

Aktiviteten er opbygget i tre faser.

1. Introduktion
Historien kan i første fase læses højt for eleverne. Eftersom denne aktivitet indgår som et led i et længere forløb med billedbogen som omdrejningspunkt, kender de allerede historien, hvorfor højtlæsningen egentlig bare skal rammesætte selve aktiviteten.

2. At arbejde med sætningsenheder
Eleverne kan alle få hæftet et lille skilt på sig, hvor der står en sætningsenhed fra historien. Disse enheder er delt op i circumstances (blå), participants (røde) og processes (grønne.

Eleverne kan – eventuelt til musik – gå rundt imellem hinanden og på lærerens signal stoppe op og finde sammen i forskellige kombinationer og således konstruere forskellige sætninger. Der skal være to blå, en rød og en grøn i hver kombination.

Alle elever kan deltage, men nogle har muligvis mere brug for lærerens stilladsering end andre. Læreren kan derfor med fordel gå rundt imellem eleverne, mens de laver aktiviteten, og støtte, hvor der er behov.

Hvis det virker for kaotisk at lade eleverne gå rundt mellem hinanden, kan sætningsenhederne skrives på duploklodser. I denne variant kan eleverne konstruere sætninger ved et bord i stedet.

Billede af sætningsskema
© Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

3. Opfølgning
Det er en god idé at give eleverne mulighed for at skrive de fundne sætninger ned. Derfor kan der laves en ’sentence maker’, så de kan sidde i fred og ro og finde de rigtige kombinationer, som de herefter skriver ned. Hvis historien er hængt op i klassen, er det også en god støtte for eleverne.

Billedtekst: Sentence maker. Skær/klip fire gange to revner i et stykke karton. Herefter indsættes de udklippede sætningsenheder fra historien. De kan nu køre op og ned, og eleverne kan danne forskellige sætninger fra historien.

 

Evaluering

Evalueringen kan foregå ved, at eleverne sammensætter små meningsfulde sætninger med afsæt i historien.

Der kan efter gennemførelsen af aktiviteten sættes fokus på spørgsmål som:

  • Hvordan kunne det videre arbejde med denne historie forløbe:
    • Hvordan ville den samme fortælling tage sig ud i Danmark, hvor vi ikke længes efter regn?
    • Der er et tydeligt tidsforløb i historien. Hvordan ville man kunne fortælle en lignende historie, der var organiseret over tidspunkter på dagen eller over årets måneder?
    • Der er mange lange nominalgrupper i historien(The panting dogs at Roberta’s camp og The fat green frogs): Hvordan kan de bruges som afsæt for elevernes arbejde med funktionel grammatik?
  • Hvilke andre billedbøger kunne der arbejdes med på denne måde i engelskundervisningen?

 

Kreditering

Denne aktivitet er lavet af Susanne Karen Jacobsen, lektor ved Københavns Professionshøjskole, og er stærkt inspireret af Jacobsen, S. K., Olsen, M. and Søgaard, K. (2017) Let’s get started! Engelsk med billedbøger i indskolingen. Lærerens ressourcebog. samfundslitteratur.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.