Forløb

Beskrivelser af digitale læringsforløb på Social- og sundhedsskolen Fredericia Vejle Horsens

To forløb er udviklet og afprøvet med fokus på talenter og højtbegavede elever. Det ene er et supplement til ordinær undervisning. Det andet har eleverne arbejdet med i oplæringsperioden.

Forløbene er udarbejdet til social- og sundhedsassistentuddannelsen, men skabelonen til opbygning af digitale undervisningsforløb kan anvendes af andre erhvervsuddannelser.

 

Hvem er de særligt talentfulde elever?

Målgruppen for det samlede forløb er elever på social- og sundhedsassistentuddannelsen, som har valgt at følge uddannelsen på talentspor. Øvrige elever kan følge relevante dele af forløbet, hvis de har valgt at gennemføre et eller flere af de uddannelsesspecifikke fag på ekspertniveau, eksempelvis ”Sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering” eller ”Somatisk sygdom og sygepleje”.

 

Materialernes indhold og tilgængelighed

Hensigten er, at talenteleverne kan arbejde med de digitale materialer ud over den ordinære undervisning, på tværs af både skole- og oplæringsperioder.
Det ekstra materiale består af varierende arbejdsformer og forskellige modaliteter, fx video, quizzer og uddybende tekster, som samlet set giver talent-eleverne mulighed for at arbejde med det faglige stof på et højere niveau.

Det samlede materiale er tilgængeligt via skolens læringsplatform Moodle, som er velegnet til at opbygge det ønskede didaktiske design.

 

© Social- og sundhedsskolen Fredericia Vejle Horsens

Elevrettet indhold på læringsplatformen:

  • Introduktion til taltentspor og overblik over faglige mål på ekspertniveau
  • Fire forløb gennemføres i skoleforløb, som supplement til den ordinære undervisning
  • Et forløb  gennemføres i en oplæringsperiode
  • Evaluering af talentspor og fag på ekspertniveau.

 

Forløbenes opbygning

Hvert tematisk forløb indledes med et introduktionsmøde, hvor underviseren præsenterer talenteleverne for det nye emne og forløbets indhold. Herefter kan eleverne selv læse introduktion, orientere sig i materialerne og arbejde med opgaverne på læringsplatformen Elev Share (skolens LMS).

Forløbenes indledende opgaver er repetition af stof, der er gennemgået tidligere i undervisningen. 
Der er henvisninger til litteratur inden for emnet – både teoretisk og metodisk og links til relevante ressourcer og hjemmesider.

Herefter arbejder eleven individuelt med cases og tilhørerende opgaver for at komme i dybden med emnet på et højere taksonomisk niveau.

Der lægges op til, at både undervisere og vejledere faciliteterer elevernes læring undervejs i forløbet på tværs af skole- og oplæringsperioderne.

 

Didaktik

Metodisk er der især fokus på Flipped Learning, Collaborative Learning samt casearbejde med tilknyttede opgaver.
 

Flipped Learning

Eleverne kan tilgå fagligt indhold og selv forberede sig til at løse den tilknyttede opgave i læringsplatformen. Indholdet er præsenteret med video, hvor underviser asynkront og digitalt guider eleverne til at anvende det faglige indhold. Flipped Learning giver eleven mulighed for selv at administrere deres tid til fordybelse i læringsstoffet. Eleverne har overblik over egen progression gennem hele forløbet i systemets personlige staturbar. Det er dog vigtigt for motivation og læringsudbytte, at underviser som facilitator løbende følger op på elevernes faglige arbejde og evaluerer elevernes aktiviteter og indsatser.

 

Collaborative Learning

Forløbet understøttes af Collaborative Learning ved it-værktøjer, hvor eleverne synkront og asynkront kan debattere det faglige indhold. Opgaverne løses individuelt, men uploades i et forum, hvor eleverne skal give hinanden peer-review ud fra underviserens pre-definerede kriterier. Ved peer-review bringes eleven til at udforske og udfordre sin egen viden gennem dannelsen af argumenter. På den måde aktiverer man en høj grad af refleksion, og dermed dybdelæring. Underviser indgår i det kollaborative rum som facilitator.

  • Asynkrone værktøjer:
    • Fagligt Forum
    • Meddelelser
    • Opgave-forum
       
  • Synkrone værktøjer:
    • Online konferencerum ”Talent” 

 

Casearbejde

Forløbet er praktisk og anvendelsesorienteret opbygget med udgangspunkt i borgercases. Opgaverne løses individuelt, men bearbejdes kollaborativt ved fælles refleksion og peer-feedback. Underviser fungerer som facilitator efter behov.

 

Eksempler på digitale forløb for talentfulde elever

1. Forløb i skoleperioden - eksempel

Læringsforløbet ”Sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering” blev gennemført på Social- og sundhedsskolen Fredericia Vejle Horsens som supplement til den ordinære undervisning. Forløbet handler om funktionsevnevurdering og betydningen af aktiviteter og livskvalitet for det enkelte menneske i et rehabiliteringsforløb. ICF-modellen blev inddraget som teoretisk model for arbejdet med caseopgaver.

Se opbygning af forløbet på læringsplatformen.

 

 

2. Forløb under oplæring - eksempel

TOBS er et forløb, som talenteleverne skal arbejde med under oplæringen. Det strækker sig over en hel oplæringsperiode med løbende opgaver spredt over hele perioden.

Forløbets omdrejningspunkt er observationsværktøjet TOBS (Tidlig Opsporing af Begyndende Sygdom). Målet med forløbet er, at give eleverne færdigheder i at anvende TOBS og skærpet opmærksomhed på en borgers fysiologiske tilstand, herunder mulig udvikling af sygdom.

TOBS som redskab er relevant for elevernes uddannelse og fremtidige arbejde, da det er et observationsværktøj, der anvendes i sektoren på daglig basis. Værktøjet er konkret og brugbart i forhold til sygeplejefaglige handlinger. Det anvendelsesorienterede aspekt bidrager til at fastholde elevens motivation for at arbejde med opgaverne.

Målet med forløbet er at styrke kobling af teori og praksis - og koblingen mellem skole og oplæring. Både undervisere og vejleder har adgang til materialer, opgaver og besvarelser, hvilket styrker og understøtte elevens oplevelse af et sammenhængende uddannelsesforløb.

Der har været gode erfaringer med at lade eleverne udarbejde en kort præsentation af forløbet, som de skal præsentere for deres vejleder i forbindelse med opstart af oplæringsperioden. Dette medvirker til at understøtte elevernes arbejde med opgaven i perioden og til at motivere eleverne til at tage ansvar for arbejdet med opgaverne på læringsplatformen. Skolen sikrer, at vejlederne kender til opgaven og er informeret, hvis de har elever i, som skal arbejde med opgaven i oplæringsperioden.

Opgaverne består af refleksions- og videnspørgsmål i forhold til TOBS, som eleven og vejlederen sammen kan bruge til at understøtte elevens læring og udvikling. SOLO-taksonomien er anvendt i opbygningen af forløbets spørgsmål for at synliggøre elevens progression i forhold til anvendelse af TOBS. Der lægges op til, at eleven i slutningen af oplæringsperioden formår at selvevaluere i relation til TOBS.

Da eleverne arbejder med forløbet i oplæringsperioden, vil det primært være oplæringsvejledere, som arbejder med opgaven sammen med eleverne. Det kræver, at vejlederen kan arbejde med TOBS. Undervisere, der vejleder elever i opgaverne forud for oplæringen, skal have kompetence i forhold til faget ”somatisk sygdom og sygepleje”.

 

Se oversigt over hele forløbet

Krav til underviserkompetencer

For at kunne støtte og vejlede talent-eleverne bedst muligt gennem forløbet, skal underviseren have godt kendskab til uddannelsen, faget og fagets mål på ekspertniveau. Endvidere skal underviseren have indsigt i den faglige praksis, som eleverne vil møde i oplæring og på en kommende arbejdsplads, en relevant erhvervsfaglig baggrund er naturligvis en fordel.

 

Krav til forberedelse

For at kunne give optimal støtte gennem forløbet som facilitator, skal underviseren inden start af hvert kursus have læst og studeret materialesamlingen og opgavernes indhold og opbygning. Yderligere skal underviser have kendskab til de faglige metoder og links, som henvises til i forløbet. 
 

 

Skolens refleksion over forløbet

Det er skolens erfaring, at der er god gevinst i at bruge tid og ressourcer i tilrettelæggelsesfasen på at sikre, at emner, fagligt indhold, cases og artikler er relevante og aktuelle i forhold til elevernes uddannelse og deres kommende arbejdsfelt.

Projektet har vist, at det er krævende for eleverne at arbejde med forløb udover den daglige undervisning, da det stiller yderligere krav om faglig fordybelse. Trods de krævende opgaver er det skolens vurdering, at eleverne har fået et læringsudbytte, som de kan drage nytte af i den daglige undervisning og oplæringsforløb.

Det skal overvejes, hvor mange opgaver der skal være under et enkelt forløb, da det er vigtigt, at eleven har realistisk mulighed for fordybelse og refleksion, frem for frustration over for mange opgaver.

Hvis eleverne i en skoleperiode har særligt stort pensum, bør det overvejes, om et forløb skal spredes ud over flere skoleperioder.

Projektet har vist, at det er krævende for eleverne at arbejde med forløb ud over den daglige undervisning, da det stiller yderligere krav om faglig fordybelse. Trods de krævende opgaver er det skolens vurdering, at eleverne har fået et læringsudbytte, som de kan drage nytte af både i den daglige undervisning og oplæringsforløb.

 

Kreditering

Udarbejdet af Social- og Sundhedsskolen Fredericia Vejle Horsens

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.