Forløb
Matematik i værkstedet
Undervisning i matematik skal foregå i samspil med de øvrige fag, så eleverne opnår den største forståelse af matematikken som en del af deres uddannelses faglighed. Her gives inspiration til tilrettelæggelsen.
Formålet med forløbet er give eleverne erfaring med matematikkens anvendelighed og rolle i deres erhvervsuddannelse. I materialet anvendes matematik i udførelsen af konkrete opgaver inden for el-lære og måleteknik knyttet til måling og beregning af ohm.
Forløbet kan bruges i samarbejde mellem grundfaget matematik og et relevant uddannelsesspecifikt fag på GF2.
Undervisningens opbygning
Undervisningens aktiviteter består af tre dele:
- Introduktion, hvor koblingen mellem teori fra matematik og det uddannelsesspecifikke fag tydeliggøres.
- Opgaveløsning, hvor eleverne gennem løsningen af konkrete opgaver bringer matematik i anvendelse.
- Opsamling, hvor der samles op på, hvordan eleverne konkret har anvendt matematik i løsningen af opgaverne.
Del 1: Introduktion
Som introduktion til elevernes opgaver, gennemføres der en brainstorm i klassen, der handler om at gøre det synligt for eleverne, hvor matematik bruges og kan blive brugt. læreren kan komme med eksempler på, hvornår matematik indgår i elevernes erhvervsuddannelse og relevante arbejdspladser. Eksemplerne må meget gerne være med billeder, der viser, hvor matematik bruges eller kan bruges.
Efter brainstormen introduceres eleverne til de konkrete opgaver, som de skal løse.
Del 2: Eleverne løser opgaver
I bilag 1 er der vedhæftet et eksempel på et kompendium, som kan bruges i undervisningen i måleteknik. Der er indbygget matematik i kompendiet. Det handler konkret om ohms lov i måleteknik. Kompendiet kan bruges i det omfang, som det er muligt i det pågældende undervisningsforløb.
Det er ikke vigtigt i forbindelse med løsningen af opgaverne, at eleverne er meget bevidste om, at de anvender matematik. Dette må gerne ske ’umærkeligt’ undervejs. Det vigtige er, at eleverne ’får matematikken i hænderne’. Derudover vil det være godt, hvis eleverne kan få lov til at løse opgaverne i de rigtige omgivelser – i et værksted.
I det konkrete redskab, skal læreren sørge for, at eleverne har følgende til rådighed:
- En strømforsyning
- 1 stk. multimeter
- 1 stk. tangamperemeter
- 1 stk. modstand 47Ω
- 1 stk. modstand 100Ω
- 2 stk. modstande 220Ω
- 1 stk. modstand 470Ω
- 1 stk. modstand 1000Ω
- 1 stk. prøveledning rød
- 1 stk. prøveledning sort
- 10 stk. prøveledninger gul
- 2 stk. fatningsblok med lyskilde
Læreren sørger for at gennemgå sikkerheden i forbindelse med, at eleverne skal lave opstillingerne. Derudover sørger læreren også for at gennemgå de komponenter, som eleverne skal bruge. Herunder anvendelsen af dem. Når eleverne løser opgaverne, er det også vigtigt, at læreren er til stede for at hjælpe eleverne undervejs og holde øje med sikkerheden.
Del 3: Opsamling
Når eleverne er igennem kompendiet, skal samles der op i klassen. Eleverne inddeles igen i grupper og drøfter følgende:
- Hvad er I mest stolte af at lykkes med, da I skulle lave opgaverne?
- Hvordan har I brugt matematik, da I skulle lave opgaverne? Kom med konkrete eksempler på hvornår og hvordan, I har brugt matematik.
- Kan I komme i tanke om situationer i jeres hverdag, på skolen eller på arbejde, hvor I kan bruge det, som I har lært? Kom gerne med eksempler.
- Hvad vil I nu svare på det spørgsmål, vi lavede en brainstorm til at starte med?
Eleverne har 20 minutter til gruppearbejdet. Derefter sørger læreren for at samle op fælles på klassen.
Videreudvikling af redskabet
Selvom redskabet handler meget konkret om måleteknik, så kan særligt den første og tredje del af redskabet bruges i forbindelse med mange andre fag og fagområdet. Her skal du som lærer så i gang med at udarbejde dine egne opgaver til et kompendium, hvor eleverne skal bruge matematik til at løse konkrete opgaver.
Kreditering
Materialet er udarbejdet af Pluss Leadership, UC Syd, Center for Ungdomsforskning og Center for Anvendt Filosofi (Aalborg Universitet) for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Materialet er udviklet i samarbejde med 18 erhvervsskoler i forbindelse med Børne- og Undervisningsministeriets program om karakterdannelse i erhvervsuddannelserne.
Find alle materialer fra projektet på siden om karakterdannelse og faglig stolthed på emu.dk
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.