Forløb
Grønne tanker om byggebranchen: Er Hjerl Hede gammeldags eller bæredygtigt?
Forløbet fokuserer på bæredygtig byggeri, ved at gennemgå udviklingen fra historiske bindingsværkshuse til nutidens parcelhuse og Tiny Houses.
Formålet med forløbet er at give eleverne et historisk perspektiv på byggefaget. Eleverne vil både formidle og arbejde med gamle byggestile og afprøve gamle teknikker. Forløbet forbinder dette til nutidens og fremtidens byggeri på grund af de mange fællestræk mellem de gamle byggemetoder og nutidens bæredygtige tankegang. Eleverne kan med forløbet anskue byggeri ud fra to ekstra dimensioner. Den ene dimension er "industriel", som eleverne også møder i deres videre uddannelsesforløb. Den anden dimension er den moderne ”miljøbevægelse”, som primært består af private aktører, der ønsker at bygge og bo bæredygtigt og eksperimenterende.
Målgruppe
Elever på grundforløbets 1. del med fagretningen: Bygge og Anlæg.
Eleven skal særligt:
- Kunne vælge og anvende it og multimodale medier hensigtsmæssigt, reflekteret og kritisk til kommunikation, informationssøgning og formidling.
- Kunne gennemføre målrettet og kritisk informationssøgning med relevans for erhverv, uddannelse og dagligdag.
Forløbets varighed
21 lektioner, samt to og en halv dag til besøg.
Hvilke grundfag indgår i forløbet?
Grundfaget dansk.
Hvilke erhvervsfag indgår i forløbet?
- Faglig dokumentation
- Faglig kommunikation
- Samfund og sundhed
Alle med et særligt fokus på at eleverne skal kunne beskrive alternative værktøjer, faglige metoder, materialer m.v. i forbindelse med faglige opgaver, forstå og anvende faglige udtryk og begreber, samt deltage i dialog om egen rolle og indflydelsesmuligheder i samfundet.
Tilrettelæggelse af forløbet
Forløbet er opdelt i 3 dele. Alle dele er udarbejdet med mulighed for individuelt arbejde, gruppearbejde samt drøftelser i plenum. Eleverne skal have adgang til brug af mobiltelefon til fotodokumentation, portfolio og præsentationer.
Skolen skal både aftale besøg på fx ”Grobund”, og med en tømrervirksomhed før byggepladsbesøg. Forløbet kan udvides med et besøg i et moderne bæredygtigt bofællesskab som fx bydelen ”Nye” ved Århus.
Selve forløbet
- Varighed: 12 lektioner + 1 dag til besøg på Hjerl Hede
- Fag: Der indgår både dansk og erhvervsfag.
- Indhold: Eleverne arbejder med faglig læsning og lærer om faglige begreber i forhold til bindingsværk. Der indgår et besøg på Hjerl Hede for at fotodokumentere faglige begreber med henblik fremstilling af egen tekst om bindingsværk.
- Afslutning: Produktet kan være en præsentation eller en fagbog og sidstnævnte kan indgå i danskfagets portfolio.
- Varighed: 3 lektioner + 1/2 dag til besøg.
- Indhold: Forløbet indeholder besøg på en lokal byggeplads. Her er der særligt fokus på bæredygtighed - herunder affaldssortering og livscyklusanalyse. Dette med henblik på, at gøre eleverne klogere på materialeforbrug og bortskaffelse af byggeaffald, men også for at give eleverne en fornemmelse af, hvilke faggrupper og samarbejder, der er på en byggeplads.
- Varighed: 6 lektioner + 1 dag til besøg på landsbyen Grobund ved Ebeltoft.
- Indhold: Her bliver eleverne udfordret på den traditionelle tankegang om villa, vovse og volvo. Forløbet skal ruste dem til at træffe gode beslutninger omkring valg og brug af byggematerialer, allerede mens de er i gang med at uddanne sig til tømrere. Derfor vil forløbet præsentere dem for et bæredygtigt alternativ. Der er fokus på kendskab til nye byggematerialer, men også en opfordring i forhold til at tage stilling til jordens fremtid og mangel på ressourcer, så de unge forhåbentligt bliver inspireret til eftertanke i forhold til fremtidens byggeri. Efter besøget på Grobund kigger vi ind i fremtidens boformer. Vi undersøger om, det er muligt at leve i off-grid i et Tiny House i deres egen kommune.
- Afslutning: Eleverne udarbejder som afslutning et opslagsværk om byggematerialer, der kan indgå i danskfagets portfolio.
Evaluering og refleksion
Der gives individuel feedback på de opgaver, der er tilknyttet danskfaget, og faglæreren er garant for, at alle faglige metoder og begreber er korrekte.
Du kan få mere at vide om projektet ved at kontakte Mercantec på skolens hovednummer + 45 89 50 33 00.
Kreditering
Trine Majbrit Knudsen
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.