Artikel

Understøttende tekstlæsning styrker elevernes læseudvikling

Denne artikel giver inspiration til, hvordan lærere på erhvervsuddannelserne kan understøtte elevernes læsning af svære tekster. Artiklen tager udgangspunkt i danskfagets indhold, men i virkeligheden ville man kunne bruge strategierne i forbindelse med tekstlæsning i mange andre fag.

Teksterne på erhvervsuddannelserne er i virkeligheden meget svære

Vi ved, at der også på erhvervsuddannelserne (eud) findes en stor gruppe elever, som har læseudfordringer. Når de begynder på en erhvervsuddannelse, har de måske en forventning om, at der bliver færre tekster at læse. Måske tror eleverne også, at teksterne ikke er så svære, fordi en erhvervsuddannelse ikke er så ‘boglig’, men også her kan det hurtigt vise sig, at de tager fejl.

For det første mange tekster er helt anderledes, end det, eleverne kender fra grundskolen. Det er ikke nødvendigvis lærebøger, men brugstekster, og for det andet er netop den slags tekster fyldt med fagbegreber (Buch, 2015). Derfor kan man sige, at eleverne møder et helt nyt og anderledes tekstunivers, når de starter på eud.

Det kan man tage højde for i sin danskundervisning, gerne i samarbejde med faglærere.

 

Samarbejde med faglærere

Faglige læsestrategier styrker elevernes læsning og skal således læres i danskfaget. Og de kan med fordel læres på en svær tekst fra et af et af elevernes erhvervsfag, så arbejdet bliver helhedsorienteret.

Men dansklæreren alene vil ikke kunne finde læseformål og udarbejde spørgsmål til tekster, hun ikke kender, så derfor er det vigtigt med et samarbejde mellem faglærer og dansklærer. Faglæreren kan hjælpe med at udpege det vigtige i fagtekster - det er jo netop en fagperson, der kan gøre dette.

I det næste vil jeg uddybe to forskellige strategier, der understøtter elevernes læseudvikling, og som derfor med fordel kan bruges på erhvervsuddannelserne. Man kan læse mere om disse strategier i en af referencerne nedenfor (Buch, Bremholm, & Lützen, 2020).

 

Stilladseret læsning

Stilladseret læsning en metode, der læres i fællesskab og senere kan bruges af eleverne selv. Metoden går ud på, at læreren sætter tekstens indhold i en kontekst, så eleverne får en baggrundsviden at læse ud fra.

Dernæst læses teksten højt i kortere afsnit, og læreren understreger det vigtigste i afsnittet. Under oplæsning og understregning kan læreren og eleverne stille opklarende spørgsmål, eller læreren kan uddybe eventuelle huller.

Til slut stillelæser eleverne teksten igen hver for sig. Når teksten er læst færdig, skriver eleverne det understregede af.

På den måde lærer eleverne både at finde den vigtigste information i en tekst og at tage noter til teksten.

Når eleverne er blevet vænnet til metoden, behøver de ikke længere afskrive det understregede, men kan stilladeres til at skrive deres egne noter. Metoden er tidskrævende, men skaber til gengæld en solid grobund for at kunne læse og forstå svære tekster senere hen (Metoden er inspireret af Rose & Martin, 2012).

Læseguides

Læseguides er også en læsemetode, der skal læres i klassen, og som giver eleverne nogle gode læsestrategier, de senere kan bruge på egen hånd. Læseguiden skal være kort og håndterbar, så den ikke forstyrrer elevens læsning af selve teksten, og samtidig er den også netop, som ordet siger, en guide, der skal føre eleven gennem teksten.

En læseguide udarbejdes gennem fire trin, som består af at læreren udvælger en tekst, definerer et læseformål, opdeler teksten i passende afsnit og udarbejder aktiviteter til hvert afsnit til eleverne til teksten.

Aktiviteterne er fx, at eleverne skal understrege centrale indholdselementer i et afsnit, læse og reflektere over indholdet vha. refleksionsspørgsmål eller organisere stoffet i punkter eller lignende. Umiddelbart lyder det som et stort arbejde at lave en læseguide, men i virkeligheden er det snarere at omsætte de arbejdsspørgsmål, man alligevel ville have lavet, til en læseguide i stedet. 

Eleverne skal have nogle gode læsestrategier

Formålet med strategierne er at vise eleverne, hvordan man læser en svær fagtekst. 
Strategierne bygger på omfattende forskning af, hvordan dygtige læsere læser svære tekster og intentionen er, at eleverne ikke skal læse lettere tekster, når de står over for en fagtekst, men hellere lære at bruge nogle gode læsestrategier til at læse de svære tekster med (Buch & Lützen, 2016). Fordi de jo alligevel vil møde svære tekster senere i livet, og derfor er bedre tjent med at lære nogle varige strategier end med at blive præsenteret for et forenklet tekstunivers.

 

Kreditering

Skrevet af Bettina Buch, docent, ph.d. Proffessionshøjskolen Absalon.
Bettina Buchs vidensområde er danskfagets didaktik med særligt fokus på literacy og literacydidaktik, herunder sprogteori, særligt Systemisk Funktionel Lingvistik, SFL, og genrepædagogik


Bremholm, J. (2015). Læseguide - hvad, hvorfor og hvordan. København: Nationalt Videncenter for Læsning.

Buch, B. (2015). Tekster og genrer på erhvervsuddannelserne - med særligt henblik på overgangen fra grundskole til erhvervsuddannelse. Aarhus Universitet/Aarhus University, Copenhagen. Retrieved from https://dansksaadan.wordpress.com/ph-d-afhandling/

Buch, B., Bremholm, J., & Lützen, P. H. (2020). Bedre tekstlæsning på ungdomsuddannelserne. Strategier og læseguides. (Astrid Hjort Balle, Ed.). Dafolo.

Buch, B., & Lützen, P. H. (2016). Nye metoder til bedre læsning på HF. Idékatalog. København: Nationalt Videncenter for Læsning og VUC Videncenter. Retrieved from http://vuc.dk/fileadmin/user_upload/PDF/VUC_Videnscenter/Idekatalog_Metoder_til_bedre_laesning.pdf

Rosdahl, A. (2014). Fra 15 år til 27 år. PISA 2000-eleverne i 2011/12. Copenhagen: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Retrieved from http://uvm.dk/~/media/UVM/Filer/Udd/Folke/PDF14/Juni/140617 Fra 15 27 aar.ashx

Rose, D., & Martin, J. R. (2012). Learning to Write, Reading to Learn. South Yorkshire: Equinox Publishing Ltd.

 


Siden er opdateret 27. april 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.