Forskning og viden

Langtidseffekter af SPELL og Fart på Sproget

To tidlige sprogindsatser Sprogtilegnelse via legebaseret læsning (SPELL) og Fart på sproget (FPS) viser sammenhæng mellem sprogindsatserne og læsekompetencer i 2. klasse for nogle grupper af børn.

Formål

I 2013 og 2014 blev der gennemført lodtrækningsforsøg af to tidlige sprogindsatser: Sprogtilegnelse via legebaseret læsning (SPELL) og Fart på sproget (FPS). Samlet set deltog mere end 1.100 pædagoger og 13.000 børn i de to projekter.

SPELL og FPS blev hver især afprøvet i tre varianter, der varierede med hensyn til f.eks. gruppestørrelse, graden af understøttelse af pædagogerne eller inddragelse af forældrene.

Indsatserne er målrettet alle børnehavebørn og blev afprøvet under hverdagslignende forhold som et led i den almindelige pædagogiske praksis. De to indsatser er varianter af samme grundindsats, der varer 20 uger og har til formål at understøtte det sproglige læringsmiljø i dagtilbuddene.

Langtidsstudiet vurderer den langsigtede effekt af 5.622 4-5-åriges deltagelse i varianter af SPELL og FPS.

Langtidseffekten måles på børnenes resultater i den nationale test i læsning i 2. klasse, tre til seks år efter indsatserne sluttede.

 

Hovedresultater fra langtidsstudiet

Hovedresultaterne er:

  • Når man ser samlet på børnegruppen, dvs. uden at tage højde for forskelle i alder, køn, social baggrund og sprogligt niveau, er der ikke signifikante langtidseffekter af de forskellige varianter af SPELL og FPS.
  • Børn med anden etnisk baggrund og børn af mødre med en relativt kort uddannelse har et stort og vedvarende udbytte på alle tre deltest i den nationale test i læsning i 2. klasse, tre til seks år efter de deltog i SPELL.  For børn med anden etnisk baggrund er effekten i størrelsesordenen 36 % og 51 % af en standardafvigelse, og for børn af mødre med korte uddannelser på mellem 18 % og 23 % af en standardafvigelse. Dette gælder, såfremt børnenes pædagoger fik ekstra faglig støtte til at arbejde med SPELL.
  • Det er opløftende, at der er klare langtidseffekter af en kort sprogindsats i børnehaven på tilegnelsen af læsning for børnegrupper, som i mange undersøgelser har det svært i skolen.
  • Resultatet peger også på, at der generelt er behov for mere professionel udvikling, når nye sprogindsatser igangsættes i dagtilbud.
  • Der var marginalt positive langtidseffekter af SPELL i en variant, hvor forældrene fik bøgerne med hjem.
  • Der var også marginalt positive langtidseffekter på børnenes læsekompetencer i 2. klasse af en variant af FPS, hvor pædagogerne selv tilrettelagde aktiviteterne.
  • Langtidseffekterne kan være større og gælde flere børn. Et nyt studie viser nemlig, at børnenes langtidsudbytte af en tidlig indsats er påvirket af kvaliteten af de skoler, de kommer i efterfølgende.

 

Bag om undersøgelsen

Undersøgelsen af langtidseffekten af SPELL og Fart på sproget (FPS) er gennemført af professor Dorthe Bleses, lektor Anders Højen og konsulent Benedicte Donslund Vind. Alle fra TrygFondens Børneforskningscenter, Aarhus BSS ved Aarhus Universitet.

Langtidsstudiet er finansieret af TrygFonden i forbindelse med studiet af indsatsen Vi Lærer Sammen (VLS).

SPELL blev til i et samarbejde mellem forskere ved TrygFondens Børneforskningscenter, Syddansk Universitet og internationale forskere fra USA, Rambøll, Teknologisk Institut og seks kommuner (Faaborg-Midtfyn, Favrskov, Guldborgsund, Holstebro, Odense og Københavns Kommune) og blev gennemført med ekstern finansiering fra Det Strategiske Forskningsråd (nu Innovationsstyrelsen), Syddansk Universitet og Rambøll i perioden 2012-2015. Forlagene Gyldendal og Torgard medfinansierede indkøb af bøger.

FPS blev til i et samarbejde mellem forskere fra TrygFondens Børneforskningscenter, Syddansk Universitet og internationale forskere fra USA, Rambøll og otte kommuner (Aabenraa, Faxe, Gentofte, Halsnæs, Lejre, Rudersdal, Skive og Københavns Kommune) og blev gennemført med finansiering fra Socialstyrelsen Socialstyrelsen og Syddansk Universitet i perioden 2012-2015.

 

Du kan læse mere om de to indsatser her:

 

Du kan læse mere om indsatsen Vi Lærer Sammen her:

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.