Artikel
Om evalueringen af den styrkede pædagogiske læreplan
Børne- og Undervisningsministeriet evaluerer i 2018-2021 dagtilbuddenes arbejde med den styrkede pædagogiske læreplan.
Børne- og Undervisningsministeriet evaluerer dagtilbuddenes arbejde med den styrkede pædagogiske læreplan i 2018-2021. Evalueringen henvender sig både til nationale og kommunale politikere og til de kommunale forvaltninger og dagtilbud, som har ansvaret for at implementere og forankre den styrkede pædagogiske læreplan.
Den lovgivningsmæssige ramme om den styrkede pædagogiske læreplan trådte i kraft 1. juli 2018 og skal være realiseret den 1. juli 2021.
Evalueringen består af følgende elementer:
- Spørgeskemaundersøgelse blandt forvaltning og dagtilbud i hhv. 2018 og 2021. Her er fokus på, hvordan og i hvilket omfang dagtilbuddene arbejder med intentionerne i den styrkede pædagogiske læreplan.
- En casestudieundersøgelse om dagtilbuddenes arbejde med at sikre lige deltagelsesmuligheder for alle børn. Danmarks Evalueringsinstitut udarbejder spørgeskemaundersøgelserne og casestudieundersøgelsen.
- Evaluering af den styrkede pædagogiske læreplan set fra et børneperspektiv. Dette element indeholder casestudier og spørgeskemaundersøgelse blandt femårige børn, og der er fokus på medbestemmelse, voksnes deltagelse og tilrettelæggelse af leg samt læreplanstemaernes samspil i hverdagssituationerne. Dansk Center for Undervisningsmiljø udarbejder denne delevaluering.