Artikel
Fem sites med fokus på bæredygtighed
Underviser og forfatter Andy Højholdt anbefaler fem hjemmesider med konkret inspiration til din undervisning. Siderne har fokus på et bredt bæredygtighedsbegreb.
ASTRA
På ASTRAs hjemmeside kan du finde idéer og inspiration til undervisningen – primært fra 4. klasse og op. Afsættet er de naturfaglige fag, og fokus er på udvikling af elevernes handlekompetence.
UNESCOs materialebank
I UNESCOs materialebank finder du inspiration til arbejdet med en bred definition af bæredygtighed. UNESCOs fire søjler er inddraget i udvælgelsen. Materialet er skabt af skoler, der arbejder med bæredygtig udvikling, og der er særligt vægt på handlekompetence.
Verdenstimen
Verdenstimen.dk er en del af det internationale initiativ World’s Largest Lesson. Her finder du inspiration til undervisning i alle skolens fag – og ikke mindst alle verdensmålene.
Skoven i Skolen
Skoven-i-skolen.dk har en bred tilgang til undervisning, hvor hovedvægten er på undervisning i naturen – med hoved, hånden og hjertet i forening. Der er inspiration til alle skolens fag fordelt på årstider, lokalitet og klassetrin. Der er på platformen særligt fokus på udeskole og udeundervisning bredt set.
CONCITO – Danmarks Grønne Tænketank
Her finder du en samling af digitale undervisningsmaterialer rettet mod grundskolen. Materialet har især fokus på naturfaglige dimensioner som klima, forbrug, ressourcer, affald og fødevarer.