Redskab

Evalueringsspillet

Evalueringsspillet evaluerer eleverne deres udbytte af et projektforløb. Med spillets journalistkort interviewer eleverne hinanden om udbyttet, hvorefter de udfylder læringskort og læremålsskive.

Evalueringsspillet er designet til at give eleverne blik for, hvordan de arbejder med projekter og til at styrke deres kompetencer i forbindelse med projektarbejde.

Redskabet er relevant for:

  • Elever på mellemtrinnet og i udskolingen i alle fag, hvor der arbejdes med projektforløb

Feedbackformer:

  • Mundtlig feedback fra lærer 
  • Selvevaluering

Hvad er Evalueringsspillet?

Prøv også

Evaluerende lærer-elevsamtale,

hvor du og en elev har en reflekterende samtale foran klassen. 

 

I Evalueringsspillet bruger eleverne i makkerpar spillets journalistkort til at udspørge hinanden om konkret læring fra et netop afsluttet projektforløb. Når eleverne har udspurgt hinanden, bytter de kort og finder en ny makker. Efterfølgende udfylder eleverne spillets læringskort og læremålsskive.

 

Evalueringsspillet og elevens egen refleksion

 

Læringskortet og læremålsskiven inviterer eleverne til at reflektere over, hvad de har fået ud af forløbet i forhold til for eksempel kreativitet, samarbejde, engagement eller viden. Eleverne diskuterer til sidst læremålskiven med dig som lærer. De nærmere spilleregler findes via linket nederst på siden.

Evalueringsspillet opfordrer eleverne til at reflektere over deres læring fra projektforløbet, samt hvordan de kan udvikle sig i forbindelse med fremtidige projekter.

 

Evalueringsspil, feedback og formativ evaluering

Den afsluttende diskussion af læremålsskiven med dig kan derudover give anledning til, at du kan give eleven formativ feedback på forløbet.

unpublished

Værd at overveje i din forberedelse


Evalueringsspillet er udviklet til at evaluere elevers entreprenørkompetencer, men kan også bruges i andre sammenhænge.


Det er en god idé, at du omsætter projektforløbets formål til nogle kriterier eller fokuspunkter, du evaluerer ud fra, og at du deler disse med eleverne, når I går i gang med forløbet. Dette hjælper eleven til at reflektere over egen udvikling i relation til formålet, når de spiller Evalueringsspillet.
 


Da Evalueringsspillet bruges som afslutning på et forløb, er det vigtigt at minde eleverne om at tage deres læring fra spillet med sig i fremtidige projektforløb. Eleverne kan fx notere på deres læringskort, hvad der virkede godt, som de vil fortsætte med, og om de vil gøre noget anderledes næste gang, fx i forhold til samarbejde i projektgruppen eller måden at søge faglig viden.
 


Evalueringsspillet kan være en god måde at afslutte et forløb, men værktøjet kan ikke stå alene i en formativ evalueringspraksis. Det er derfor vigtigt, at du som lærer tænker over, hvilke andre formative elementer, som også har fokus på at understøtte elevernes udvikling, som værktøjet kan spille sammen med.
 


Det er vigtigt, at du fastholder og bruger den viden, du opnår med Evalueringsspillet, i den videre undervisning af eleven.


Sådan bruger du Evalueringsspillet

 

Du kan bruge spillet på forskellige måder. Her kan du få inspiration til én måde til at bruge spillet på:

  1. Start med at formidle og diskutere projektforløbets formål og mål med eleverne. Evalueringsspillet gennemføres med udgangspunkt i dette.
     
  2. Undervis eleverne i Evalueringsspillet. Tag udgangspunkt i spillets spilleregler, som du kan finde her (orcapress.ffe-ye.dk)
     
  3. Vær opmærksom på at justere spillet, så det passer til det projektforløb, I har været igennem. Nogle af spillets journalistkort er fx ikke relevante, hvis forløbet ikke har indebåret fx gruppearbejde eller tværfaglighed.

 

Kreditering 

Evalueringsspillet er udviklet af Fonden for Entreprenørskab, der har stillet ressourcer til rådighed for Test- og evalueringsbanken. 

 

Find flere redskaber til formativ evaluering 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.