Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i tysk - oktober 2021

Nyhedsbrevet orienterer bl.a. om FIP 21/22, nye EMU-materialer, evaluering af årets skriftlige prøver, henvisninger til arrangementer, rapporter og nyudgivelser.

Jeg håber, I har fået en god start på skoleåret og på grundforløbet, som snart er slut.

Siden sidst har jeg bl.a. haft den glæde at møde knap 50 engagerede hhx-lærere i Husum, hvor Handelsskolernes Tysklærerforening holdt årsmøde. Det var skønt igen at kunne mødes fysisk.
D. 29. oktober holder Tysklærerforeningen for Gymnasium & HF generalforsamlingskursus i Middelfart. Her håber jeg ligeledes at møde rigtig mange af jer.

D. 29. november til d. 1. december afholdes det fagdidaktiske kursus, og på trods af at antallet af kandidater på landsplan er faldet, er antallet i tysk gået frem, således at der (p.t.) er 30 tilmeldte kandidater. Kurset ledes af Mette Hermann (Frederikssund Gymnasium) med oplæg af Karen Mimi Møller (Aarhus Business College), Søren Dahl (Roskilde Katedralskole) og Mette Brusgaard (Svendborg Gymnasium).

Tyskfaget har fået en del bevågenhed i foråret og en sprograpport udarbejdet af følgegruppen til den sprogstrategi, som den daværende VLAK-regeringen 2017 satte i søen, er på trapperne. Ligeledes har der været en del artikler i fagblade inden for industrien, der fokuserer på manglen på medarbejdere med tysk som ”tillægskompetence”. Det er dejligt at se, at der er bred opbakning til tyskfagets eksistens og relevans, når der nu kom så radikalt et forslag om at afskaffe faget.

1. FIP 2021/22

Oplægholderne til årets FIP er ved at være faldet på plads. På alle tre FIP (hhx, stx/valgfag øst og vest) vil halvdelen af dagen være koncentreret om globale kompetencer og særligt det interkulturelle aspekt. På de to FIP’er for stx/valgfag tager Hanne Nørby Knudsen (Midtfyns Gymnasium) og Kate Fuchs (Alssundgymnasium Sønderborg) sig af den ene del, mens Mathilde Nygaard Beck (Egaa Gymnasium) står for den anden del, der kommer til at omhandle et omdiskuteret emne, nemlig Google Translate i undervisningen. Der er åbent for tilmeldinger og et helt færdigt program med beskrivelser af oplæggene følger inden længe. På FIP for hhx vil Rune Delfs (Niels Brock internationale Gymnasium) står for delen om de de globale kompetencer, mens Mathilde Nygaard Beck ligeledes her vil holde oplæg.

Dato og sted ses her:

Kursus

Dato

Placering

FIP stx/valgfag – vest

9. marts 2022

Rosborg Gymnasium

FIP stx/valgfag – øst

16. marts 2022

Roskilde Katedralskole

FIP hhx

30. marts 2022

IBC Fredericia

 

2. EMU-materialer

Der er kommet tre nye materialer til EMU’en.

Mette Brusgaard, lektor i tysk og engelsk ved Svendborg Gymnasium, har lavet et forløb med titlen ”Im Dorf oder in der Großstadt leben”. Forløbet er detaljeret beskrevet og fokuserer på, at eleverne får trænet den fri mundtlighed. Med til forløbet hører et arbejdsark og instrukser med bl.a. gambitøvelser og kompensationsstrategiøvelser. Forløbet kan findes her.

Lasse Holmgren Brunø, lektor i tysk og dansk ved Aalborg Katedralskole, har samlet SRP-eksempler, således at man kan se både fagkombinationer og indhold i de pågældende SRP’er. Han har ligeledes udarbejdet en powerpoint-præsentation, der omhandler videnskabsteori og metoder i tyskfaget. Begge dele kan findes her.

Karen Mimi Møller, lektor i tysk og dansk ved Aarhus Business College, har udarbejdet et forløb med titlen ”Klima og Nachhaltigkeit”. I forløbet er der særlig vægt på ordforrådstilegnelse, kommunikationskompetencer og grammatik i kontekst. Forløb og arbejdsark mm. kan findes her.

3. Evaluering af årets skriftlige prøver (stx)

Evaluering af årets skriftlige prøver kan ses her.

Her kan man læse om karaktergennemsnittet, fordelingen af karaktererne og censorernes kommentarer til prøvesættene.

 

4. Henvisninger til arrangementer, rapporter mm.

Arrangementer

a. Generalforsamlingskursus i Tysklærerforeningen for Gymnasiet& HF afholdes i Middelfart fredag den 29/10-21. Kurset har overskriften ”Karrierelæring – tysk som tillægskompetence”. For nærmere detaljer og program – se foreningens facebook-side.

b. Bücherherbst i Århus (Kulturgesellschaft Aarhus i samarbejde med Tysklærerforeningen for Gymnasiet & HF og Handelsskolernes Tysklærerforening).

Rainer Moritz (leder af Literaturhaus Hamburg) fortæller om efterårets Neuerscheinungen. Det finder sted torsdag d. 4. november kl. 19.30-21 i mødelokale 2 Aarhus Universitet, Studenterhuset, Nordre Ringgade 3, 8200 Aarhus.

c. Fællesskandinavisk konference Tal! om mundtlighed d. 28. og 29. oktober (NCFF). Læs mere her.

Materialer

a. NCFF har fået produceret materiale om karrierelæring til brug i gymnasieskolen. Materialet er udarbejdet af Karsten Viholm (Grenaa Gymnasium) og Anne Lønberg Eskesen (IBC Kolding). Det kan findes her: https://ncff.dk/til-din-undervisning/ungdomsuddannelser/karrierelaeringsmaterialer/

Puljer

a. Grøn iværksætterpulje med 10 millioner til ungdomsudannelserne. 

 

Med venlig hilsen

Louise Ebbesen Nielsen

Fagkonsulent i tysk

Direkte tlf.: +45 30 70 31 28

E-mail: louise.ebbesen.nielsen@stukuvm.dk

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.