Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i tysk - april 2022

I dette nyhedsbrev kan du blandt andet læse om FIP, justeringer vedrørende sommerens eksaminer og undervisningsbeskrivelsen.

Nu nærmer påsken sig med hastige skridt, og jeg håber, I kan holde fri og lade op. Det har man i den grad brug for oven på en vinter med massiv sygdom og corona til de fleste af os, der endnu ikke havde haft det. Selv tager jeg til Berlin, hvor jeg ikke har været i umindelige tider.

I den forgangne tid siden sidste nyhedsbrev i december har jeg afholdt 4. fagdidaktiske dag for en række motiverede pædagogikumkandidater. Denne blev afholdt i januar. Herudover har jeg sammen med opgavekommissionerne haft travlt med at færdiggøre og korrekturlæse sommerens prøvesæt. Som jeg også sagde til jer, der var på FIP, så er den skriftlige eksamen jo aflyst. Det betyder dog ikke, at der ikke er nogle, der skal op – eksempelvis skal selvstuderende stadig aflægge den skriftlige prøve. Opgaverne bliver frigivet senest dagen efter eksamensdatoen (i år finder den skriftlige eksamen sted d. 19. og d. 23. maj) og lagt på prøvebanken.dk, således at man kan anvende dem som træningsopgaver.

Jeg har herudover afholdt en række FIP-kurser og også talt om globale kompetencer i sprogfagene på dette års leder-FIP for jeres rektorer og ledere. Det var en spændende opgave og interessant at tale med jeres ledere om, hvordan sprogfagene ser ud fra et ledelsesperspektiv.

Jeg har også haft et par møder med Tysklærerforeningen for gymnasiet & hf, der i år har lagt deres generalkursus i Hamburg d. 2.-4. november. Jeg har mulighed for at deltage d. 4. november og håber at se mange af jer. Programmet er på trapperne, ved jeg, og det ser spændende ud! Handelsskolernes Tysklærerforening holder årsmøde i september i Middelfart, og jeg deltager fredag d. 23. september. Jeg håber ligeledes at se mange af jer her.

I dette nyhedsbrev orienterer jeg om afholdelsen af FIP 21/22, om FIP 23, sommerens prøver, F&A (Fragen und Antworten), henvisninger til arrangementer, rapporter, nyudgivelser mm.

Til slut vil jeg ønske jer alle sammen en rigtig god påske.

 

Med venlig hilsen

Louise Ebbesen Nielsen

Fagkonsulent i tysk

 

1. FIP 2021/22: Globale kompetencer

I marts blev de tre FIP-kurser for stx og hhx afholdt. Jeg blev desværre ramt af corona, så jeg var forhindret i at deltage på FIP-kurset i Roskilde. Hanne Nørby Knudsen fra Midtfyns Gymnasium, Kate Fuchs fra Alssundgymnasiet i Sønderborg og Rune Delfs fra Niels Brock Internationale Gymnasium holdt alle oplæg om globale kompetencer på FIP. De gav bud på, hvordan man – meget konkret – kunne arbejde med dette i tyskundervisningen og delte øvelser og teksthenvisninger med deltagerne. Mathilde Nygaard Beck fra Egaa Gymnasium holdt oplæg om maskinoversættelse og indførte deltagerne – til skræk og rædsel – i, hvad Google Translate kan og ikke kan. Hun gav også eksempler på, hvordan man kan bevidstgøre eleverne om maskinoversættelsernes begrænsninger, særligt i forhold til deres egen læring, ligesom hun gav eksempler på, hvordan man kan forholde sig til og stille opgaver i den daglige undervisning. Oplægget på FIP var tænkt som et anstød til videre diskussion i faggrupperne af, hvordan man skal forholde sig til de udfordringer, oversættelsesprogrammerne giver i den daglige undervisning, men også som en imødekommelse af den store frustration, jeg mærker fra jeres side. Denne problematik har ministeriets yderste bevågenhed, og også fagkonsulenterne i de andre sprogfag og jeg diskuterer jævnligt de problematikker, der er forbundet hermed.

 

2. FIP 2022/23

Temaet på næste års FIP, som formodentlig kommer til at ligge i marts 2023, er overgange (med særligt fokus på folkeskolen), og jeg er i gang med at lægge program. Strukturen bliver anderledes, og der afholdes ét samlet FIP for hele landet. I den forbindelse vil jeg gerne midt på dagen have en blok, hvor deltagerne kan melde sig på forskellige workshops. Hvis du har noget, du godt kunne tænke dig at dele med dine kolleger på FIP, så tøv ikke med at kontakte mig. Skriv gerne en lille manchet til, hvad din workshop kunne omhandle, så hører du fra mig.

 

3. Justering vedr. sommerens eksaminer

Bekendtgørelse om visse regler om prøver og andre midlertidige foranstaltninger i sommerterminen 2022 og sygeterminen 2022 i de gymnasiale uddannelser og gymnasiale fag i eux-forløb som led i forebyggelsen og afhjælpningen i forbindelse med covid-19, der udmønter den politiske aftale om sommerens prøver, er nu offentliggjort og kan findes her: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2022/401

En vejledning til bekendtgørelsen er på vej og skulle blive offentliggjort medio april.

Jeg påtænker i forlængelse heraf at afholde et fyraftensmøde i samarbejde med Tysklærerforeningen for gymnasiet & HF. Nærmere information om dette følger.

 

4. Undervisningsbeskrivelsen

Sidste år fik jeg en del henvendelser fra folk i forbindelse med censorgerningen. Jeg vil derfor gerne igen understrege, at det er meget vigtigt, at I udfylder undervisningsbeskrivelsen, så censor har en chance for at se, hvad eleverne har gennemgået. Tænk på, hvad der er godt at vide for censor (eksempelvis hvor vægten inden for et tema har ligget, hvilke tekster der har været gennemgået og hvornår de er fra mm). En skabelon til undervisningsbeskrivelsen kan findes her: https://www.uvm.dk/gymnasiale-uddannelser/proever-og-eksamen/tilrettelaeggelse-og-afholdelse-af-proever/skabelon-til-undervisningsbeskrivelser

 

5. F&A (Fragen und Antworten)

Hvor mange emner skal der opgives til den mundtlige eksamen (uafhængig af corona)?

Jeg er blevet spurgt om, hvor mange emner man skal opgive til den mundtlige eksamen. Der er ikke angivet noget mininum i læreplanen. Eneste krav er derfor, at man med de opgivne emner dækker de faglige mål.

 

6. Henvisninger til arrangementer, rapporter mm.

Arrangementer

NCFF’s årlige konference 24. november: NCFF har nu indsamlet ca. 250 fokusgruppeinterviews fra grundskole og ungdomsuddannelse med fokus på elevernes oplevede motiverende og demotiverende faktorer ift. at vælge fremmedsprog aktivt til. Den 24. november afholder NCFF sin årlige konference med netop dette fokus: Barrierer for sprog – både på det organisatoriske/strukturelle niveau og det mere personlige. Se mere på www.ncff.dk

Materialer

NCFF har oprettet en ny underside, hvor man kan finde materialer og inspiration til sprogundervisningen. Se mere på: https://ncff.dk/til-din-undervisning

Rapporter

Reformkomissionens rapport: Nye reformveje 1. Kan læses her:

https://reformkommissionen.dk/media/25523/nye-reformveje-1_web.pdf

Siden er opdateret 30. april 2022 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.