Redskab

Humanioras empiri, teori og metoder

Et af de faglige mål i SRP er, at eleven skal kunne udvælge, anvende og kombinere forskellige faglige tilgange og metoder. Få overblik over empiri, teori og metoder i det humanistiske hovedområde.

Krav i fagligt samspil

Et faglige mål til SRP er, at eleven kan gøre sig metodiske og basale videnskabsteoretiske overvejelser i forbindelse med behandling af en kompleks faglig problemstilling.

 

Indledning

Et fag repræsenterer kun sig selv og ikke et bestemt hovedområde, når det indgår i et samarbejde med andre fag. Men videnskabsfagene er historisk funderet i et fagligt fællesskab med andre fag, som de har et tættere slægtsskab med, og hvor der er en længere tradition for et fagligt samarbejde. 

 

De humanistiske fags empiri 

De humanistiske fags fokus er på af kulturprodukter i videste forstand fra nutid til fortid; produkter og begivenheder, der indgår i menneskers aktiviteter som historiske væsener og er udtryk for de måder, hvorpå mennesker giver omverdenen betydning og bearbejder historie og tradition i nutiden. De humanistiske fag beskæftiger sig med fem hovedfelter:

  1. historie og hverdagskultur
  2. litteratur, kunst, æstetik
  3. bevidsthed og erkendelse
  4. sprog, medier og kommunikation
  5. værdier og etik.

 

De humanistiske fags teorier og metoder 

Teori og metode er i første række knyttet til beskrivelse, analyse og fortolkning af kulturprodukter og deres betydninger, intentioner og konsekvenser.

Fagene inddrager opbygning, tilblivelse og virkning i de opfattelser, fortolkninger og omformninger, hvormed mennesker møder den virkelighed, de selv indgår i og bidrager til med deres virksomhed.

Derudover indgår der i mere begrænset omfang kvalitative metoder i forbindelse med kortlægning af udbredelse af vaner, kulturnormer og medieforbrug.

Humanistisk viden vedrører forudsætningerne for og resultaterne af menneskers aktivitet, og hvordan denne aktivitet forholder sig både nyskabende og traditionsbærende til sociale og historiske livsbetingelser. (Kilde: Læreplan for almen studieforberedelse fra 2014)

 

Eksempler på metoder

For at hjælpe eleverne i gang med at identificere de humanistiske fags metoder kan man give dem et overblik:

Retorisk analyse, litterære læsemetoder, sproglig stilistisk analyse, kommunikationsanalyse, formalanalyse, filmisk næranalyse, dramaturgisk analyse, musikalsk analyse, kvalitativ, kvantitativ og komparativ metode, materialekritik, tekstanalyse og dokumentation, etikanalyse, religionsfænomenologisk metode, religionssociologisk metode, begrebsanalyse, aktivitetsanalyse.

 

Kreditering

Hanne Heimbürger, CFU KP

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.