Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i spansk - august 2023

Det nye skoleår er i gang, og i dette nyhedsbrev kan du bl.a. læse om evalueringen af årets prøvesæt, kommende arrangementer og revidering af vejledning til læreplanen.

Kære spanskkolleger

Velkommen tilbage fra sommerferie. Jeg håber, at I har haft en dejlig ferie og nu er parate til at kaste jer over endnu et nyt skoleår!

I dette nyhedsbrev kommer jeg ind på

  • Censorkursus og opfriskningsworkshop 2023
  • Skriftligt censormøde 2023
  • Eksamenssæt i prøvebanken
  • Evaluering af årets prøvesæt og elevbesvarelser
  • Mundtlig prøve 2023 og eksamenstekster
  • Konferencer, arrangementer, inspirationsmateriale og rapporter
  • Seksualundervisning
  • FIP 2023 og 2024
  • Revidering af vejledning til læreplan
  • Nyhedsbreve
  • Spørgsmål, henvendelser og bidrag

Censor- og opfriskningskurser om vurdering af skriftlige opgavebesvarelser 2023

Jeg afholdt i år, i samarbejde med PET(Eksamensafdelingen), opfriskningskurser for årets skriftlige censorer inden den skriftlige prøve for at klæde censorerne på til at vurdere elevernes besvarelser. Desuden afholdt jeg i samarbejde med spansklærerforeningen workshop med vurdering af elevbesvarelser for alle interesserede. Det er min klare opfattelse, at der var bred tryg- og enighed om vurdering og karakterfastsættelse af elevernes besvarelser. Tak for jeres store interesse for og deltagelse i workshop og kurser.

Skriftlig censur 2023

Allerførst en stor tak til de skriftlige censorer for at være med til det yderst vigtige arbejde med at vurdere elevernes besvarelser og dermed sikre den nationale standard inden for spanskfaget.

Også tak for at deltage i diverse generalprøver inden det virtuelle censormøde den 13.juni. Det er desværre ingen hemmelighed, at selve afholdelsen af det virtuelle format ikke levede op til den form, som eksamensafdelingen havde bestilt hos Virtual Hive. Jeg ved, at mange af jer har givet jeres tilbagemeldinger om formatet til eksamensafdelingen via mail og spørgeskemaer, så jeres input bliver taget med til næste års censormøder. Også jeres input om vanskeligheder med fx modtagelse af delprøve 1 vil blive taget med i eksamensafdelingens planlægning af næste års eksamensperiode.

Hvad angår votering, var der stor enighed blandt censorerne, ligesom der i stor stil var konsistens mellem elevernes besvarelse af delprøve 1 og 2. På trods af frygt for brug af diverse ikke tilladte hjælpemidler såsom chat-gpt var antallet af indmeldte snydesager begrænset.

Evaluering af årets prøvesæt og besvarelser

Så snart jeg har de officielle tal fra STIL (Styrelsen for it og undervisning) laver jeg som vanligt en evaluering af eksamenssæt og elevbesvarelser samt karakteroversigt. Jeg kan nævne, at antallet af eksaminander i år er tilbage på normalen, dvs. som før covid-19-årene. Jeg melder ud via Spansklærerforeningen, når evalueringen ligger på BUVMs hjemmeside.

Eksamenssæt i prøvebanken

Som I allerede ved, kan I finde tidligere benyttede eksamenssæt i prøvebanken. Og som nævnt i andre sammenhænge kan eksamenssættene med fordel bruges på tværs af skoleformer til både emnelæsning og træning af elevernes skriftlige kompetencer. Den merkantile vinkling i hhx-opgavesæt kan bl.a. styrke og bidrage til karrierelæringsperspektivet på stx. I eksamenssammenhæng er det naturligvis vigtigt at være opmærksom på de formelle forskelle såsom krav på ordantal i delprøve 2 og den merkantile opgave i delprøve 2 på hhx. Alle prøvesæt fra og med 2017 er som bekendt tidsvarende jf. Læreplan 2017 og Lærerens hæfte inklusive det generiske vejledende retteark.

I forbindelse med udlevering af opgavesæt til eleverne henviser jeg som altid til Lærerens hæfte Læreplaner 2017 | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk), censorinformation og evaluering af de skriftlige opgavesæt, så man bedst muligt kan stilladsere og klæde eleverne på til at besvare det aktuelle opgavesæt. For censorer | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk) og Evaluering af prøver | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk)

Mundtlig prøve 2023 og eksamenstekster

Mange elever var også i år til mundtlig prøve. Jeg har i den forbindelse fået mange henvendelser og vil i den anledning særligt pointere vigtigheden af at lave eksamenstekster af en kvalitet, der lever op til vor tids digitale standard: dvs. renskrive tekster på pc, lave nye tydelige læsbare kopier med gloser, linjetæller, etc. jf. kravene i vejledning til læreplan. Rigtig mange eksamenstekster er flotte og indbydende, så blot en venlig reminder. Gamle utydelige kopier med håndskrevne gloser o.lign. stiller vores elever dårligt, og lever ikke op til den nationale standard – det bør jo ikke være en eksamensudfordring for eleverne at tyde håndskrift men at forstå en spansk tekst. Dette indskrives ligeledes i vejledning til læreplan.

Konferencer, arrangementer, inspirationsmateriale og rapporter

Jeg minder jer om, at der på Emu ligger både inspirations- og undervisningsmateriale, ligesom der på NCFFs hjemmeside findes sidste nyt om fremmedsprogsforskning samt rigtigt godt og anvendeligt materiale til undervisningen.

Konferencer

Feedback i sprogundervisningen – nordisk konference den 26. og 27. oktober 2023

NCFF afholder i samarbejde med Nasjonalt senter for engelsk og fremmedspråk i opplæringen (Fremmedspråksenteret) i Norge og Fortbildningsavdelning för skolans internationalisering (FBA) ved Institutionen för pedagogik, didaktik och utbildningsstudier ved Uppsala Universitet i Sverige en konference. Tilmelding senest medio september. Konferencen omhandler feedback i sprogundervisningen. Læs mere her.

Streamingevent om AI og ChatGPT arrangement (streaming event om chatGPT)

Den 12. april 2023 afholdt Danmarks nationalleksikon, lex.dk, i samarbejde med Danske Universiteter, Danske Professionshøjskoler, Danske Gymnasier og Danmarks Biblioteksforening, en konference om betydningen af AI og ChatGPT. Se og Læs mere her.

Materialer

Der ligger materiale på EMU om Det digitale læringsrum med udgangspunkt i oplæg fra årets FIP i marts 2023. Få ideer til arbejde med bl.a. udtale og ordforrådstræning:

Chatbot i spansk og italiensk | emu danmarks læringsportal

Det digitale øverum i 2. fremmedsprog | emu danmarks læringsportal

Rapporter

EVA offentliggjorde medio maj en rapport om ”Elevernes læring og trivsel på de gymnasiale uddannelser under COVID-19-pandemien”. Rapporten kan tilgås her.

Medio maj kom 6. og afsluttende følgeforskningsrapport til gymnasiereformen. Rapport kan læses her.

Sprograpporten, som I jo også kender, ligger her Ny rapport fra følgegruppe: fremmedsprog er fortsat udfordret | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk)

Videnbank

NCFF har lanceret sin nye videnbank - banken vil løbende blive udbygget med viden fra udviklingsprojekter, undersøgelser og forskningen.

Seksualundervisning

Som bekendt er seksualundervisning obligatorisk for alle elever på stx, toårig hf og hhx fra og med dette skoleår. Loven lægger op til en fri tilrettelæggelsesform, hvor området både kan indgå i de enkelte fag, i flerfaglige forløb og på temadage. Det er op til den enkelte skoleleder at afgøre, hvordan undervisningen tilrettelægges i de enkelte klasser. Der lægges dermed ikke op til krav om, at området skal indgå i særligt udvalgte fag. Jeres skoler har måske allerede planlagt forløb, som I er velkomne til at dele. Desuden kommer der didaktisk materiale på EMU med særligt udgangspunkt i spanskundervisningen. - Hold øje.

FIP 2023

Der blev afholdt fire FIP-kurser i marts 2023. Der var bl.a. oplæg og workshop om spanskundervisning i grundskolen, overgang fra grundskole til gymnasium, spil i undervisningen, brug af digitale hjælpemidler i sprogindlæring samt den merkantile vinkel. Se og hent program og oplæg her stx og hf kortlink.dk/2kd5c hhx https://kvucdk.padlet.org/tibr2/fip-spansk-hhx-2023-c2q7qo1r4txpi2ql

FIP 2024

I kan stadig nå at tilmelde jer FIP marts 2024 via jeres skole og GL. Fip-tema 2024 bliver som nævnt bl.a. national standard samt digital og teknologisk dannelse. Der er som altid vigtig information og videndeling, så det anbefales, at mindst én spansklærer fra hver skole deltager.

Revidering af vejledning til læreplan

Alle vejledninger til læreplaner på tværs af fag ligger som bekendt nu i nyt ensartet layout. Det gælder også vejledninger til læreplanerne i spansk. Citater fra læreplanen er i citationstegn. Alle vejledninger bliver som vanligt revideret i august. I år er følgende tre justeringer foretaget bl.a. på baggrund af jeres henvendelser og spørgsmål:

1. Om forståelsen af ”specielt vanskelige gloser” er nu uddybet: gloserering af specielt vanskelige gloser:

”Således kan specielt vanskelige gloser glosseres. Med specielt vanskelige gloser menes gloser, som enten ikke kan slås op eller er meget svære at finde i ordbogen samt ord eller ordkæder, der har en særlig betydning i den konkrete tekstsammenhæng, de indgår i. Vanskelige verbalformer kan ligeledes glosseres ligesom realia, der er vigtig for at forstå teksten. På samme måde som der opgives gloser til de skriftlige eksamensopgaver, opgives der også gloser til eksamensteksterne: Dvs. glosering for at skabe tekstforståelse hos eleven.”

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at den mundtlige eksamen er ikke en eksamen i ordbogsopslag, men at en tekst, der kræver specielt mange gloser ofte er for vanskelig for eleven både at læse og samtale om!

Jeg henviser ligeledes til infovideo om eksamenstekster på EMU, der yderligere udfolder dette. Info om eksamenstekster | emu danmarks læringsportal

2. Om eksamenstekster:

”Eksamenstekster til mundtlig prøve er af en kvalitet, der lever op til vor tids digitale muligheder og standard: dvs. tydelige renskrevne læsbare ikke-håndskrevne tekster med overskrift, instrukser, kilde, gloser, linjetæller, etc, jf. kravene i vejledning til læreplan.”

Gamle utydelige kopier med håndskrevne gloser o.lign. stiller vores elever dårligt, og lever ikke op til den nationale standard – det bør jo ikke være en eksamensudfordring for eleverne at tyde håndskrift men at forstå en spansk tekst.

3. Om undervisningsbeskrivelsen:

Undervisningsbeskrivelsen dokumenterer, at undervisningen har været tilrettelagt i overensstemmelse med læreplanen. Undervisningsbeskrivelsens hovedformål er at sikre, at eleverne har den nødvendige information vedr. eksamen, og at censor kan forberede sig til at varetage sit hverv som censor. Med henblik herpå udfyldes en undervisningsbeskrivelse, hvis hovedformål er at beskrive de temaer, som det samlede undervisningsforløb har været organiseret i. Der er ikke centralt fastlagte formkrav til undervisningsbeskrivelser. Det er således muligt at anvende de forskellige studieadministrative systemer til at udfærdige undervisningsbeskrivelser, eller der kan anvendes lokalt udformede skabeloner. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har udarbejdet en vejledende skabelon, som evt. kan anvendes.

En undervisningsbeskrivelse skal indeholde:

  1. En samlet oversigt over de gennemgåede forløb i faget.
  2. Et kort resumé af forløbets indhold og fokus, herunder hvilke centrale problemstillinger, der har været arbejdet med.
  3. Angivelse af, hvilke faglige mål og hvilket kernestof i henhold til læreplanen der har været centrale i forløbet.
  4. Det gennemgåede materiale fordelt på kernestof og supplerende stof, herunder omfang.
  5. Undervisningens tilrettelæggelse i henhold til læreplanens krav om arbejdsformer.

Det er vigtigt, at det indholdsmæssige og tematiske fokus for hvert forløb beskrives fyldestgørende, herunder perspektiveringens temaer. Emnets titel og anvendte tekster kan ikke gøre det ud for en sådan beskrivelse. Beskrivelsen kan med fordel være kort, men skal kunne sætte en udenforstående ind i det overordnede indholdsmæssige og tematiske fokus i de enkelte forløb.

Vejledningen til undervisningsbeskrivelser kan findes her: Skabelon til undervisningsbeskrivelser | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk)

Nyhedsbreve

Mine nyhedsbreve udkommer i Spansk Nyt og på EMU. Husk, at I kan abonnere på nyhedsbreve på EMU. Tilmelding nederst på EMU-siden hvor der kan vælges spansk.

Spørgsmål, henvendelser og bidrag

Tak for jeres spørgsmål og henvendelser. Fortsæt endelig med at kontakte mig, hvis I har spørgsmål eller kommentarer, for det er med til at styrke vores fag, da jeg ofte indskriver svar og præcisioner i vejledning til læreplan og i supplerende materiale, så flere kolleger kan have glæde af det.

I er som altid også meget velkomne til at kontakte mig, hvis I ønsker at bidrage med ideer og oplæg til fx FIP samt komme med ønsker til materiale på EMU.

Afslutningsvis ønsker jeg alle et godt skoleår. Jeg ser frem til at møde jer både online og fysisk rundt i landet på FIP-kurser og i anden faglig sammenhæng til samvær, faglige diskussioner og videndeling.

Bedste hilsner og på gensyn

Tine Brandt

Fagkonsulent, Tine.Brandt@stukuvm.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.