Nyhed
Nyt fra fagkonsulenten i spansk - december 2023
Bliv orienteret om blandt andet FIP 2024 samt afprøvning af en ny skriftlig eksamensform med to forsøgsordning.
Kære spanskkolleger
Jeg håber, at I har haft en dejlig juleferie, og at I kommet godt ind i det nye år.
Tak for sidst til alle jer, jeg mødte og talte med på Spansklærerforeningens årsmøde i Kolding. Det var meget inspirerende og festligt.
I dette nyhedsbrev kommer jeg ind på:
- Evaluering af årets prøvesæt og elevbesvarelser.
- Konferencer, arrangementer, inspirationsmateriale og rapporter.
- Videnbank.
- FIP 2024.
- Forsøg med skriftlig prøve i spansk stx.
- Nyhedsbreve.
- Spørgsmål, henvendelser og bidrag.
Evaluering af årets prøvesæt og besvarelser
I kan finde evaluering af årets prøvesæt og besvarelser på BUVMs hjemmeside.
Konferencer, arrangementer, inspirationsmateriale og rapporter
Jeg minder jer om, at der på Emu.dk ligger både inspirations- og undervisningsmateriale, ligesom der på NCFFs hjemmeside findes sidste nyt om fremmedsprogsforskning.
Konferencer
Jeg deltog, sammen med mange andre nordiske sprogkolleger, i den nordiske konference om feedback i sprogundervisningen i Uppsala i oktober 2023. Konferencen blev afholdt af NCFF i samarbejde med Nasjonalt senter for engelsk og fremmedspråk i opplæringen (Fremmedspråksenteret) i Norge og Fortbildningsavdelning för skolans internationalisering (FBA) ved Institutionen för pedagogik, didaktik och utbildningsstudier ved Uppsala Universitet.
Det var inspirerende og spændende at høre oplæg samt at møde og samtale med gode kolleger.
Videnbank
NCFF har lanceret sin nye videnbank - banken vil løbende blive udbygget med viden fra udviklingsprojekter, undersøgelser og forskningen.
FIP 2024
I kan stadig nå at tilmelde jer FIP marts 2024 via jeres skole og GL.
FIP-tema 2024 bliver, som nævnt, bl.a. national standard samt digital og teknologisk dannelse. Der er som altid vigtig information og videndeling, så det anbefales, at mindst én spansklærer fra hver skole deltager. Jeg ser frem til at møde jer.
Forsøg med skriftlig prøve i spansk stx
Det er vist ikke nogen hemmelighed, at der længe har været et ønske blandt spansk- og andre sproglærere om at afprøve en ny skriftlig eksamensform. Denne mulighed er nu kommet for på spansk stx, da ministeren i oktober 2023 godkendte to forsøgsordninger til afprøvning allerede til sommer 2024.
Alt skulle, som nævnt på årsmødet, gå meget hurtigt med levering før frist. Derfor var det rigtig heldigt, at jeg havde en bank med gode ideer og ønsker fra jer indsamlet på bl.a. FIP 2023 og via Spansklærerforeningen. Tak for alle jeres spændende inputs.
Der er således kommet to forsøgsformer, der afprøves i sommer 2024. Alle tilmeldte klasser skal til prøve, og bliver vurderet af censorer, der bliver specielt klædt på til opgaven. Det er en stor og spændende mulighed for at afprøve og evaluere. Jeg ser meget frem til at opsamle erfaringer om forsøgene.
Der er vejledende retteark til begge prøveformer. Forsøgene evalueres efterfølgende af lærere, elever og BUVM. Jeg ser meget frem til at se på og vurdere forsøgene og særligt se, hvad vi eventuelt kan lære af samt afprøve i fremtiden.
-
Forsøg 1
Minder om den eksisterende prøve.
Prøvens delprøve 1 uden hjælpemidler er udvidet til 1,5 time, og delprøve 2 varer stadig 3 timer. Til delprøve 2 er eneste hjælpemidler en generisk grammatisk værktøjskasse og en specifik ordliste tilpasset det enkelte opgavesæt. Begge prøver afvikles på papir. Værktøjskassen kan tilgås af alle interesserede, ligesom mine informationsslides om forsøgene ligger på forsøgets hjemmmeside og på Librería.
-
Forsøg 2
Er en kombineret skriftlig og mundtlig prøve.
Det betyder, at eleverne får den nuværende skriftlige prøve med delprøve 1 og 2, som de efterfølgende prøves i til den mundtlige eksamen. Til den mundtlige prøve fremlægger de deres skriftlige prøve på spansk, perspektiverer til kendt stof, og til sidst samtaler de cirka fem minutter om deres arbejdsproces. Der afgives en samlet karakter.
Alle er meget velkomne til at komme med inputs og erfaringer undervejs. Tak til jer for at have tilmeldt jer forsøgene.
Forsøg på grundskoleområdet
På grundskoleområdet er der også et spændende forsøg til sommerens skriftlige prøver, hvor der i spansk, engelsk og tysk afprøves at skrive i et lukket skrivefelt uden adgang til stave- og grammatikkontrol i Word.
Det er ligeledes noget, vi har drømt om at afprøve på gymnasieområdet. Således bliver dette forsøg også meget spændende at følge. Se her (uvm.dk).
Nyhedsbreve
Mine nyhedsbreve udkommer i Spansk Nyt og på Emu.dk. Husk, at I kan abonnere på nyhedsbreve på EMU. Tilmelding forekommer nederst på EMU-siden, hvor der kan vælges spansk.
Spørgsmål, henvendelser og bidrag
Tak for jeres spørgsmål og henvendelser. Fortsæt endelig med at kontakte mig, hvis I har spørgsmål eller kommentarer - det er med til at styrke vores fag, da jeg ofte indskriver svar og præcisioner i vejledning til læreplan og i supplerende materiale, så flere kolleger kan have glæde af det.
I er som altid også meget velkomne til at kontakte mig, hvis I ønsker at bidrage med ideer og oplæg til fx FIP samt komme med ønsker til materiale på EMU.
Afslutningsvis ønsker jeg jer alle et godt nytår og fortsat godt skoleår. Jeg ser frem til at møde jer både online og fysisk rundt i landet på FIP-kurser og i andre faglige sammenhæng til samvær, faglige diskussioner og videndeling.
Bedste hilsner og på gensyn
Tine Brandt
Fagkonsulent, Tine.Brandt@stukuvm.dk
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.