Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten i samfundsfag – September 2021

Dette nyhedsbrev indeholder opsamling på årets eksamen, nyt om læreplaner og vejledninger, information om digitale gæstelærerforløb på EMU, en påmindelse om tilmelding til årets FIP-kurser.

Opsamling på årets eksamen

Årets sommereksamen, som jo igen blev en særlig en af slagsen, er nu overstået. Nedenfor har jeg lavet en kort opsamling på både den mundtlige eksamen men også den skriftlige, på trods af at sidstnævnte ikke blev særlig omfangsrig. Der var i alt 73 elever, der var til årets skriftlige studentereksamen i samfundsfag A.

Mundtlig eksamen

Jeg får i forbindelse med eksamen en del henvendelser om dette og hint, og i år har det jo nok været særlig udtalt, idet der var tale om tilpasning af eksamen med mulighed for at lade eksamensspørgsmål gå igen op til 5 gange og udelade temaer fra eksamensgrundlaget, som konsekvens af det store omfang af virtuel undervisningen. En forøgelse af antallet af gange eksamensspørgsmål kunne gå igen (fra de 3 gange som er tilladt i læreplanen for samfundsfag) skulle begrundes ud fra nødundervisningens karakter og omfang samt en leders godkendelse af afvigelse fra læreplanens krav.

Der var dog ligeledes en del spørgsmål, som det også er relevant at være opmærksomme på i forbindelse med fremtidige eksamener, og jeg har samlet nogle af dem nedenfor som en ekstra lille huskeliste.

  • De samlede prøvesæt i al væsentlighed skal dække de faglige mål og kernestoffet
  • Det ukendte bilagsmateriale udformes med afsæt i varieret empirisk materiale, og man bør undlade brug af decideret lærebogsmateriale i bilagsmaterialet. Eleverne anvender så deres faglige viden (kernestof) til at undersøge og diskutere det ukendte bilagsmateriales problemstillinger.
  • Det er en god ide, at minde eleverne om, at en synopsis er en tekst, der ikke kan stå alene – dvs. der er tale om en slags koncentreret talepapir, der ikke læses op. Synopsen ledsages i stedet af en mundtlig uddybning. Bedømmelsen af elevernes faglighed tager bl.a. afsæt i, i hvilken udstrækning de kan forklare, begrunde og uddybe de pointer, som er noteret i synopsen. En god hovedregel er derfor også, at en synopsis ikke er så lang, at man som elev mister overblikket. Jeg siger selv til mine elever, at den bør være max 2 sider.
Skriftlig eksamen

I alt 73 elever (mod normalt ca. 11.000 elever) var i år til skriftlig studentereksamen, heraf var klart flest (66) oppe i sættet ’Corona’ fra d. 27. maj 2021. Nedenfor kan I se, hvordan eleverne valgte, samt hvilke karakterer de fik.

 

Dag 1 – Corona

Dag 2 – Splittelse

Karakter

Delopgave A

Delopgave B

Delopgave C

Delopgave A

Delopgave B

Delopgave C

Karaktergennemsnit

5,3

2,1

3,3

2,7

3

 

Valgt af antal elever

11

14

41

3

4

0

%Andel

17%

21%

62%

43%

57%

0%

Det samlede snit for dag 1 var 3,4 og det samlede snit for dag 2 var 2,9, svarende til et snit på 3,3 samlet set. Ikke overraskende er det noget under det vanlige snit til studenter eksamen.

Årstal

Karaktersnit

2016

6,4

2017

6,3

2018

6,3

2019

6,4

2020

5,7

2021

3,3

 

Som også Bent Fischer-Nielsen skrev sidste år, så er det svært at konkludere noget på baggrund af en eksamen, hvor en større andel af eleverne var på særlige vilkår som følge af for meget fravær, altså sanktionerede elever, der ikke har fulgt undervisningen i tilstrækkeligt omfang. Det betyder også, at vi endnu har til gode at se eventuelle konsekvenser af den reducerede elevtid (nu samlet 80 timer). Opfordringen skal dog fortsat lyde, at man som kompensation for den reducerede fordybelsestid, bruger mere undervisningstid på skriftlige opgaver og indtænker skriftlighed i den daglige didaktiske praksis.

Nyt om læreplaner og vejledning

Det er fra dette skoleår, at den nye læreplan i samfundsfag c (stx) træder i kraft.
Essensen i ændringen er, at undervisningen i grundforløbet skal tilrettelægges som et tema med inddragelse af sociologi, politik og økonomi og der skal samtidig indgå både kvalitative og kvantitative data.
De tre discipliner skal desuden så vidt muligt indgå med lige stor vægt. Der er dermed ikke tale om kernefaglige ændringer men alene nogle ændringer i forhold til den didaktiske planlægning af undervisningen.
Jeg har kunnet se på FALS’ facebookgruppe at deling af inspiration og erfaringer er godt i gang, og det kan jeg kun bifalde.
I sidste nyhedsbrev fortalte jeg også kort om processen på min egne skole, hvor vi har haft en planlægningsgruppe, der har skitseret de overordnede rammer for forløbet samt de didaktiske dogmer og temaer for de indgående lektioner, mens den konkrete didaktisering af de enkelte lektioner har været uddelegeret, så alle kolleger har en anpart i planlægningen.
I forbindelse med 2017-reformen gjorde vi det samme, og jeg forventer, at dette skoleår byder på mange interessante samtaler med mine fagkolleger om fremtidige justeringer og tilpasninger. Jeg håber, at I også får mange gode samtaler med jeres kolleger om grundforløbet.

Alle vejledninger til fagets forskellige niveauer og uddannelsesretninger er i øvrigt opdateret, så der ligger en ny version til dette skoleårs begyndelse.  Der er i det store hele tale om småjusteringer, og de væsentligste er noteret nedenfor.

Kernestof

  • I afsnit om adfærd på sociale medier er det eksemplificeret, at man kan arbejde med, hvordan aktørers adfærd samt strukturelle dynamikker på de sociale medier kan være med til at understøtte nye protestbevægelser (fx #MeToo-bevægelsen).
  • I afsnittet om ligestilling mellem kønnene er det eksemplificeret, at eksempler på kønsproblematikker kan inkluderes via undersøgelse og diskussion af seksuel chikane i forskellige sammenhænge (eksempelvis i uddannelsessystemet eller på arbejdspladsen).

Metode

Det er tilføjet, at eleverne lærer, hvordan kvantitativ og kvalitativ data kan supplere hinanden og, at komparative undersøgelser kan være longitudinale eller tværsnitsundersøgelser.

Justeringerne alle er markeret med rødt i de gældende vejledninger, så de er nemmere at finde.

Husk i øvrigt, at I altid kan finde de gældende læreplaner og vejledninger for alle uddannelsesretninger og faglige niveauer

Hvis I undervejs i årets løb støder på uklarheder og uhensigtsmæssigheder i vejledningerne, så send mig endelig en mail og kom med forslag til justeringer. Jeg samler det hele og tager det med i overvejelserne, når jeg læser vejledninger igennem og justerer – en proces der finder sted hvert år i april/maj. Indimellem kommer der også ønsker fra politisk side om, at forskellige problemstillinger og problematikker adresseres i undervisningen i ungdomsuddannelserne. En del af dette års justeringer er eksempler herpå.

Digitale gæstelærerforløb på EMUen

Undervisningsministeriet har i samarbejde med EMUen udviklet en række digitale gæstelærerforløb, hvor anerkendte fagpersoner og fremtrædende danskere formidler et fagligt tema. Baggrund for de digitale gæstelærerforløb er, at et flertal af Folketingets partier den 18. februar 2021 indgik aftale om en række indsatser, der har til formål at håndtere de faglige og trivselsmæssige udfordringer, som covid-19 har medført.

For samfundsfag er særligt tre forløb relevante:

 

Datoer for FIP-kurser i næste skoleår

  • Kultur og samfundsfaggruppen – del 1 (hf) øst d. 2/11-2021
  • Kultur og samfundsfaggruppen – del 1(hf) vest d. 3/11-2021
  • Kultur og samfundsfaggruppen – del 2 (hf) d. 31/3-2022
  • Produktudvikling (htx) Odense d. 2/12-2021
  • Samfundsfag (stx/hf) vest d. 26/1-2022
  • Samfundsfag (stx/hf) øst d. 27/1-2022
  • Samfundsfag (hhx/htx) Odense d. 16/3-2022

Årsagen til, at der er en del 1 og del 2 for Kultur og samfundsfaggruppen er, at der vil være en workshop på FIP som fungerer som afsæt til et lille didaktisk projekt om det flerfaglige samarbejde på egen skole, og det samles der op på til FIP i marts.
Det overordnede tema for næste års FIP er ’globale kompetence’, og det gælder for samtlige fag, men derudover vil FIP blive brug til at samle op på årets indsatsområder (samfundsfag og aktualitet, samfundsfag B og det anvendelsesorienterede/professionsrettede perspektiv, skriftlighed, SOP-formulering på hhx/htx). Der vil også være lejlighed til at sparre og diskutere med fagkolleger.

Tilmelding kan ske via GL-E, og jeg glæder mig til at se rigtig mange af jer.

Kontakt til fagkonsulenten

Mit første år som fagkonsulent har været præget af digital kontakt med mange af jer, men jeg ser frem til et skoleår med flere reelle møder og almindelige samtaler på årets FIP-kurser, til FALS-generalforsamlingskurset, på decemberkurset i Hasseris, fagdidaktiske kurser eller diverse regionale kurser. Når det er sagt, så er det selvfølgelig fortsat muligt at kontakte mig digitalt, enten på mail eller telefon.

Jeg foretrækker at blive kontaktet per mail, men der kan selvfølgelig være tilfælde, hvor det giver bedst mening eller er nødvendigt at kontakte mig telefonisk, og så er det selvfølgelig helt på sin plads med en telefonopringning.

Jeg opfordrer i øvrigt fortsat til, I at bruger hinanden ude på skolerne og i det udmærkede kollegiale forum, som FALS’ facebookgruppe er.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.