Artikel

Religion lugter - Om brug af artefakter i religionsundervisning

Brugen af artefakter får eleverne væk fra skærmen i undervisningen og får dem samtidig til at bruge alle sanser. Derved kan forskellige elevtyper motiveres.

Variation og motivation

Religion lugter, religion smager, religion skal ses, mærkes og høres. I undervisningen i religionsfaget på stx og HF kan vi, ved at udnytte dette, gøre undervisningen vedkommende og alsidig for vores elever. Det kan vi gøre ved at indtænke materialiteten, når vi planlægger modulerne. Vi kan bringe bedeflag, røgelse, vievand, oblater, klokker, amuletter, beklædningsgenstande, bedetæpper og -kranse og diverse gudestatuer med ind i klasserne.

Der er et stort potentiale i at bringe eleverne i direkte kontakt med de fysiske genstande. Variationen i undervisningen og det oplevelsesaspekt, der er forbundet med at få en genstand i hånden (eller på tungen, på kroppen, i næsen…) vækker næsten altid elevernes nysgerrighed og engagement. Genstandene og den flersanselige tilgang skærper elevernes opmærksomhed og giver dem lyst til at gå på opdagelse og forholde sig undersøgende til det de møder. Artefakterne lægger op til en umiddelbar og sanselig tilgang i faget og appellerer dermed også til mindre fagligt stærke elever, der måske giver op på forhånd, når undervisningen startes mere teoretisk.

Hukommelse og dialogisk læring

Nogle gange kan det opleves for tidskrævende at inddrage de religiøse artefakter i undervisningen. Eleverne har ofte brug for meget tid til tekstlæsning og analysearbejdet med disse, og man kan hurtigt føle, at der spildes kostbar tid, når man vælger at arbejde med genstandene. Meget tyder dog på, at tiden er godt givet ud, og at der er fordele for elevernes læring ved alligevel at gøre netop dette. Når vi udsættes for multimodale oplevelser, hvor flere af vores sanser stimuleres samtidig, gavner det nemlig evnen til at huske. Den neuropædagogiske forskning har vist, at der på tværs af sansninger, bevidste oplevelser og sproglige repræsentationer skabes neurale koblinger i hjernen, der styrker hukommelsen. Vi husker det konkrete bedre end det abstrakte, fordi det konkrete er forbundet til vores sanser og dermed lagres mange forskellige steder i hjernen. Det kan derfor også i et neurologisk perspektiv anses for hensigtsmæssigt at lade den teoretiske læring og den sansebaserede gå hånd i hånd. (Schilhab, 2017, s.9-11 og 40-41)

Et andet argument for at inddrage de religiøse artefakter er, at de understøtter dialogisk undervisning. Olga Dysthe hævder, at genstande giver rum for forskellige fortolkninger. Eleverne har det sjovt og bliver nysgerrige og undersøgende i deres tilgang til faget, og de møder færre facitsvar i arbejdet med artefakterne. På den måde bliver der plads til forskellige forståelser og holdninger. Læring og betydningsdannelse finder netop sted, når eleven er deltagende i den autentiske dialog med læreren og de øvrige elever. Dysthe argumenterer for at flerstemmighed, uenighed og forskellige fortolkninger er en afgørende ressource, der fremmer forståelse, fordi forskellige holdninger aktiverer refleksion (Dysthe, 2017, s. 8-10).

Religion som et komplekst fænomen

Hvis vi vil tydeliggøre overfor eleverne, at den sekulære religionsvidenskab gør op med tanken om, at religion i første omgang handler om noget indre - at tro, er det oplagt at supplere arbejdet med tekstlæsning og dogmatik med øvelser og kortere eller længere forløb, der tager udgangspunkt i den materielle dimension. Når vi gør det, ligger det lige for at lade eleverne komme i kontakt med de fysiske genstande og ikke bare billeder af disse.

Man kan argumentere for, at når alle elevernes sanser aktiveres i undervisningen, så øges muligheden for, at eleverne lærer andre verdensbilleder at kende og bliver i stand til leve sig ind i disse, selv når de divergerer fra deres eget. På den måde virker genstande ligesom fx rollespil og diverse auditive og visuelle elementer til at fremme det, Enger omtaler som Worldview Literacy (Enger 2017). De sansebaserede oplevelser kan skabe kontakt mellem elevernes egen livsverden og de religiøse verdener, som måske ellers opleves kulturelt, geografisk eller tidsmæssigt fjernt fra dem.

Hvor de religiøse tekster nogle gange kan lede til essentialisme og en forståelse af at f.eks. ’muslimer’ - over en kam - mener noget bestemt, og ’kristne’ - næsten 2 mia. mennesker verden over - tror det samme, og hvis ikke de gør, må de have misforstået deres egen religion, har genstandene ikke den samme tilbøjelighed. Genstandene er som oftest knyttet til et specifikt sted eller en bestemt situation. De udgiver sig derfor ikke på samme vis for at være universelle eller for at blive brugt og forstået på én måde. Derfor kommer man også hurtigt til at arbejde med religion i al dens mangfoldighed. Når vi vender os fra dogmatikken mod den materielle og æstetiske side af religionerne, vender vi os også fra det mennesker ’tror’ mod det, de ’gør’.

Artefakter i undervisningen

At give teorien forankring i en kropslig oplevelse ved at bruge artefakterne i undervisningen, kan i praksis gøres på et utal af måder. Genstandene kan være et element, der indgår i rollespil, hvor eleverne f.eks. gennemspiller et ritual. Men også mindre omfattende greb, hvor klassen fx. tager skoene af, ifører sig en hovedbeklædning og placerer sig på tæpper på gulvet, når der arbejdes med dikotomien helligt-profant. Elevernes oplevelse af materialitet kan opnås ved at lade eleverne spise oblater, når de arbejder med nadver, tænde røgelse i klassen, når der arbejdes med offer eller dreje bordene i klassen, så alle vender mod Mekka, når der arbejdes med axis mundi.

Artefakterne kan ligeledes anvendes som analyseobjekter. Det kunne fx. være i komparative undersøgelser af Buddha-figurer, der varierer i geografisk og historisk oprindelse, eller i en analyse af magiske objekter eller amuletter, hvor eleverne arbejder med at beskrive og analysere genstandenes formelle aspekt, materiale, farver, proportioner, detaljeringsgrad osv., deres ikonografi, betydning og anvendelse.

Nogle gange er det ikke bare underviserens kreativitet der sætter grænsen, men også vores adgang til de fysiske genstande. Da det kan være tidskrævende at finde relevante artefakter, kan det være en god ide i faggrupperegi at opbygge en fælles samling af genstande til brug i religionsundervisningen. På nogle skoler har man valgt at arbejde med faglokaler for alle fag. Dette giver selvsagt en unik mulighed for at etablere og benytte en samling af artefakter. En anden mulighed er, at benytte sig af det udvalg af tema-kasser med artefakter, der kan lånes gennem CFU, og Unesco samlingerne, som er etnografiske undervisningsmaterialer, kan lånes gennem Moesgård Museum. Endelig kan det i visse tilfælde være meningsfuldt at bede eleverne medbringe religiøse genstande fra deres hjem.

Kreditering

Camilla Lohmann Øe, Frederiksberg HF, i samarbejde med CFU


Dysthe, Olga (2017). Flerstemmighed – når børn taler med på museet. ANTOLOGI - Børn, kulturarv og museer, redigeret af Benedicta Pécseli.

Schilhab, Theresa (2017). Læringens DNA. Aarhus Universitetsforlag.

Enger, Dorte (2017) Postmodern religious criticism and worldview literacy, RE Today V 34.


I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.