Forløb

Hinduismens guder på jorden

Forløb om myter og ritualer i hinduismen, der lægger særlig vægt på dyrkelse af kvindelige guder, som er én ud af tre kultiske retninger i hinduismen.

Der indgår flere små film i forløbet, der støtter formidlingen af en farverig og fremmedartet religion. Forløbet er på 7-8 moduler à 90 min. og kan anvendes på religion C.

Formål

De faglige mål er, at eleverne skal kunne: Da hinduismen er en mangfoldig tradition med et utal af guder og dyrkelsesformer, kan det være en god ide at fokusere på noget specifikt i en gennemgang - i dette tilfælde især de kvindelige guder. På den måde går man i dybden frem for et bredere og mere generelt snit. Det kan især være en fordel på c-niveau, hvor forløb ofte er kortvarige.

  • redegøre for væsentlige sider af yderligere én større, nulevende religion med en længere historie og global betydning og udbredelse
  • karakterisere og analysere forskelligartede materialer med anvendelse af religionsfaglige begreber

Undervisningsforløbet forudsætter kendskab til kristendom og islam og grundlæggende religionsfaglige begreber. Forløbet veksler mellem læreroplæg, filmvisning, parøvelser og arbejde i mindre grupper.

Forløbets opbygning

Modul 1
Fokus: Introduktion til hinduisme

Materiale på modulet

  • Filmen 5 skarpe om hinduismen, DR (18 min., kan streames på MitCFU.dk).

Aktiviteter

  • Læreren holder et kort oplæg om forskellen på vestlig og østlig religiøs tankegang.
  • Filmen 5 skarpe om hinduismen vises. Klassen deles op i fem grupper, der hver især får ansvar for én af de 5 centrale pointer (jf. “de 5 skarpe”). De laver en plakat, som skal indeholde tegninger, citater m.v. om den pointé, som de har fået tildelt . Afslutningsvis hænges plakaterne op spredt rundt i lokalet, og en repræsentant fra hver gruppe står ved gruppens plakat. Resten går vilkårligt rundt fra plakat til plakat og hører om de skarpe fra de enkelte repræsentanter.

Modul 2:
Fokus: Fortsat intro og hinduismens guder

Lektie: Fremstilling om de enkelte guder fra en lærebog.

Materiale på modulet

  • Kildetekster fra Upanishaderne om grundlæggende hinduistiske begreber
  • Information og billeder fra internettet


Aktiviteter

I mindre grupper analyserer eleverne én eller flere kildetekster om grundlæggende begreber i hinduismen. De skriver noter ned, og der samles op i plenum.

I mindre grupper skal eleverne søge information på nettet om hinduismens guder. Hver gruppe får til opgave at undersøge én specifik gud. De skal finde et billede af guden, som de skal beskrive og analysere. De skal inddrage deres viden fra lektien og nettet om guden i analysen. De sætter billede og tekst ind i et fællesdokument, fx Google Docs. Grupperne fremlægger for hinanden i plenum, og læreren samler op.

Modul 3
Fokus: Myter i hinduismen

Materiale:

Ramayana: Story of Diwali

  • Kildetekst fra Shiva Purana om skabelsen i hinduismen.

Aktiviteter

  • Film om Ganesha og Rama vises. Parvis genfortæller eleverne de vigtigste ting i handlingen i begge film for hinanden. De finder derefter mytiske træk i fortællingerne. De skriver noter ned, og der samles op i plenum.
  • Kildetekst om skabelsen i hinduismen analyseres i mindre grupper. Der findes mytiske træk i fortællingen og sammenlignes med skabelsen i 1. Mosebog. De skriver noter ned. Én af grupperne bliver tilfældigt udtrukket til at fremlægge i plenum.

Modul 4
Fokus: Ritualer i hinduismen

Lektie: Fremstilling om ritualer i hinduismen fra en lærebog.

Materiale på modulet

  • Film om Ganesh puja (5 min.)
  • Ritualbeskrivelse af en puja fra en lærebog.

Aktiviteter

  • Læreren holder et oplæg om ritualer i hinduismen med udgangspunkt i lektien. Billeder og film om Ganesh puja inddrages.
  • I mindre grupper analyserer eleverne en ritualbeskrivelse af en puja. De beskriver de forskellige elementer i ritualet, inddrager relevante begreber og anvender en ritualmodel. Det kunne fx være Jørgen Podemann Sørensens ritual-myte-model. De skriver noter ned. En frivillig gruppe forbereder på samme tid en iscenesættelse af pujaen, hvortil læreren har medbragt relevante rekvisitter. Arbejdet afsluttes med en opsamling på analysen og udførelse af puja i plenum.

Modul 5
Fokus: Tempelfestivalen Thiruvila og shakisme

Materiale på modulet

Aktiviteter

  • Eleverne analyser i mindre grupper tempelfestivalen Thiruvila med udgangspunkt i materialet. De beskriver de forskellige elementer i ritualet, inddrager relevante begreber og anvender en ritualmodel. De skriver noter ned. Én af grupperne bliver tilfældigt udtrukket til at fremlægge i plenum.
  • Film om shaktisme i Indien vises. Eleverne udvælger parvis tre vigtige elementer i shaktidyrkelsen fra filmen. De skriver stikord ned, og der samles op i plenum.

Modul 6
Fokus: Levende gudinder i Nepal

Materiale på modulet

Aktiviteter

  • Læreren holder et kort oplæg om Nepals historie og religion.
  • Film om kumari fra BBC vises. Eleverne udvælger parvis tre vigtige pointer fra filmen. De skriver stikord ned. Derefter mødes parrene to og to og udveksler pointer.
  • Filmen De tidligere gudinder vises. Eleverne taler i nye par om, hvordan livet som kumari er, og hvilken rolle de spiller for befolkningen og landet. De vurderer fordele og ulemper ved livet som kumari, og hvad pigerne mister og vinder, når de får et normalt liv igen. De skriver noter ned, og der samles op i plenum.

Modul 7-8: Evaluering

Eleverne laver i mindre grupper små film, der med udgangspunkt i de faglige mål demonstrerer, hvad de har lært i forløbet. De kan fx lave en introduktionsfilm til hinduismen generelt eller shaktidyrkelsen, filme en iscenesættelse af en myte eller et ritual m.v. Filmene vises efterfølgende i plenum.

Forslag til videre arbejde

Der kan arbejdes videre med andre aspekter af hinduismen som fx kastesystemet, hinduisme i Danmark eller pilgrimsfærd. Man kan også låne UNESCO-samlingen "Hinduisme - at leve med guderne" med genstande, tekster og aktivitetsforslag.

Kreditering

Kirsten Bärnholdt, HF-Centret Efterslægten, i samarbejde med CFU

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.