Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten - december 2019

Nyhedsbrevet fra fagkonsulenten i Religion omhandler enkeltfaglig prøve i religion C (KS), SRP og videnskabsteori, programmerne for FIP i dette skoleår, samt den udvidede mulighed for brug af videoklip til eksamen.

 

Enkeltfaglig prøve

Hvis man er én af de mange, der skal til at i gang med at gøre klar til enkeltfaglige prøve i religion C som del af Kultur- og Samfundsfaggruppen, så husk at der på EMU’en er hjælp at hente, da der på de sidste to års FIP-kurser har været en del fokus herpå. Også kommende censorer uden erfaring med KS kan med fordel kigge i materialet. Sørg gerne for på forhånd at have kommunikeret med censor omkring, hvilke metoder m.m. det forventes, at eleverne kan anvende på det udleverede materiale.

 

SRP

Mange skal også så småt til at i gang med den første omgang SRP efter 2017-reformen. Som noget nyt er det med de ændrede regler muligt for religion at indgå, i fald det sker i samarbejde med et studieretningsfag på A-niveau. Som en del af studieretningsprojektet, inkl. de tilhørende flerfaglige forløb, arbejder eleverne med basal videnskabsteori, der på grundlæggende niveau skal lære eleverne at reflektere over, hvordan man arbejder indenfor forskellige fag og hovedområder. Der skal ifølge læreplanen indgå arbejde med basal videnskabsteori i et omfang af minimum 20 timer i forbindelse med forløbene forud for at eleverne selvstændigt skal udarbejde deres SRP.

Det er ikke et krav at sådanne overvejelser fremgår af det skriftlige produkt, men de skal indgå ved den mundtlige prøve. Eleven kan dog vælge, fx i et metodeafsnit, at inddrage deres overvejelser i opgaven, hvilket kan danne udgangspunkt for drøftelserne herom ved den mundtlige prøve. Der ligger på EMU’en et skriv om arbejdet med videnskabsteori i forbindelse med SRP, hvor der uddybes yderligere herom.

Religionsfaget kan byde sig til med flere forskellige metoder, der trækker på humanistiske og samfundsvidenskabelige teorier og metoder, og endda også kan inddrage naturvidenskabelige tilgange. I vejledningen til læreplanerne for C og B udfoldes religionsfagets teorier og metoder på s. 7-8.

 

Program for FIP 2020

Programmet for FIP-kurserne i religion er ved at være på plads, og er at finde på GLs tilmeldingsside. Kurset vil være organiseret således at der er et fælles program indtil frokost, hvorefter der udbydes en række sessioner med forskelligt fokus. Her vil man bl.a. kunne høre mere om at arbejde med musik i religionsundervisningen og om, hvordan man didaktisk kan gribe hovedværkslæsning på B-niveauet an. Formiddagen vil bl.a. indeholde et oplæg om det skriftlige arbejde i faget med fokus på nye rammer for SRP, og et om at arbejde komparativt tematisk på tværs af religioner. Kurserne ligger i 24. og 25. februar hhv. på Gefion Gymnasium & Århus Akademi.

Også kurserne i Kultur- og Samfundsfaggruppen er ved at være på plads, og der vil efter jul være et program af hente på GLs side. Kurserne i KS ligger 1. og 2. april.

 

Om videoklip til eksamen

Den udvidede mulighed for at bruge fx videoklip til eksamen giver fortsat anledning til en række spørgsmål. Et i faget klassisk spørgsmål er, hvornår noget er ’ukendt’? Fx: hvis man har vist en filmatisering af en tekst i timerne, kan teksten så indgå ved eksamen? Og modsat: Hvis man har læst en tekst, kan man så til eksamen anvende et klip af en filmatisering heraf? Det afgørende må i en sådan sammenhæng være at det andet medie/remedieringen åbner for andre analytiske pointer, analysestrategier eller lign. Det kan fx være ved at benytte andre virkemidler eller ved afvigelse fra originalforlægget. Der er herudover intet til hinder for, at man selv producerer materiale til brug ved eksamen. Det kunne fx være interviews med religiøse aktører eller optagelser fra helligsteder.

 

Nyheder fra ministeriet

Af nyt fra ministeriet kan nævnes at der netop har været et lovudkast i høring omkring elevfordeling, som har været et omdiskuteret emne i længere tid. Lovudkastet er baseret på en aftale mellem alle Folketingets partier, undtaget Nye Borgerlige, og åbner for at ”fordelingsudvalg vil kunne fastsætte lokale elevfordelingsregler for at løse eller imødegå udfordringer af faglig, pædagogisk eller social karakter på grund af elevsammensætningen. En institution, som oplever sådanne udfordringer, kan kræve, at fordelingsudvalget fastsætter lokale elevfordelingsregler. Hvis man ikke kan blive enigt i fordelingsudvalget om det, vil der være klageadgang til regionen, som herefter vil have mulighed for selv at fastsætte de fornødne lokale elevfordelingsregler.”

Herudover har ministeren udtalt et ønske om forenkling af optagelsesregler, og at dette skal tages op med forligskredsen bag gymnasieloven. Ministeren har tillige varslet at den sidste ministers fraværsbekendtgørelse skal ændres. Der vil formentlig være mere nyt herom når vi ses til februar.

 

Christian Vollmond

Siden er opdateret 19. marts 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.