Aktivitet

Første time i religion

Eleverne kender religion fra omverdenen og skolen, men faget ser anderledes ud i gymnasiet. Hvordan skaber man en god overgang for religionsfaget i folkeskolen til religionsfaget på et gymnasialt niveau?

Denne øvelse handler om at skabe genkendelse hos eleverne. De har sandsynligvis alle en forforståelse af, hvad religion er. De mange former religionerne kan antage, og alle de steder man kan møde religion, danner grobund for nysgerrighed. Brug denne forforståelse til at motivere eleverne til at ville vide mere - og lære mere om fagets genstand: religion.

En model for forforståelse af religionsfagets genstandsområde

Følgende model er et bud på alle de forskellige steder eleverne er stødt på religion, før de kom i gymnasiet. Den er opsat, så den går fra det fjerne, hvor eleven måske bare har bemærket noget, der kan karakteriseres som religion, til det nære, hvor eleven selv praktiserer religion.

En model for forforståelse af religionsfagets genstandsområde
Turistrejser
Offentlige rum
Museumsbesøg
Skole og undervisning
Venner
Familie
Egen praksis
Andet

Aktivitet

Med udgangspunkt i ovenstående model skal eleverne arbejde med deres forforståelse af religion og religionsfaget. Dette gøres ud fra flere taksonomiske niveauer. Først et beskrivende niveau, dernæst et analytisk niveau og sidst et diskuterende og reflekterende niveau. Det kan være en god ide at præsentere modellen og forklare kategorierne først.

  • Eleverne sættes til individuelt at udfylde modellen med eksempler, de selv har oplevet. Det er vigtigt, at eleven beskriver det, de har set eller gjort, så præcist som muligt.
  • Derefter skal eleverne, gerne i mindre grupper, sammenligne deres udfyldte modeller. Dette gøres for at sprogliggøre deres beskrivelser. De kan evt. hjælpe hinanden med at forklare og korrigere, hvad de har beskrevet. Hvis en elev fx har skrevet, at de så en hinduistisk kirke i Thailand, kan det være, at en anden elev ved, at det hedder et tempel.
  • Eleverne skal lave en kort analyse af deres udfyldte model. Det gøres ved at sætte religiøse kategorier (forskellige religioner) på. Således kan de undersøge, om de har mødt mest kristendom, islam, buddhisme eller hinduisme osv. De kan også vurdere, hvor detaljeret deres viden er om de forskellige religioner, de har mødt.
  • Sidste del af øvelsen handler om at reflektere over sin egen forforståelse. Eleverne kan i mindre grupper undersøge, om deres erfaringer er ” religion” eller ”om religion”. Dette kræver et kort læreroplæg om udefra- indefra synsvinklen og fagets genstandsområde.

Evaluering

Den udfyldte model kan tages op løbende i undervisningen og dermed udgøre et redskab til selvevaluering for den enkelte elev. Inden eksamen kan man lave øvelsen igen. Der skulle meget gerne være anledning til at udfylde modellen yderligere, og helst med det der er blevet undervist i.

Kreditering

Dorte Ziggy Thelander, Vestegnen HF & VUC, i samarbejde med CFU

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.