Manuskriptet og den gode fortælling - om håndværket og kreativiteten

Artiklen retter sig primært mod A- og B-niveau i mediefag.

Manuskriptet er forudsætningen for en filmisk fortælling. Samtidig er det kun et af mange led i en skabelsesproces, hvor fortællingen hele tiden underkastes et kritisk blik. Vi sparer tid ved at begynde skriveprocessen med overblik og struktur, fortsætte med forløb af den enkelte scene og slutte med dialogen. Derfor må vi kende alle fortællingens former.

Fortællingens former

Fortællinger kommer i mange former. Som plotkoncentratet i en-sætningers logline. Som en kortfattet synopsis, der optegner de centrale personer og hændelser. Som et treatment, der rummer samtlige scener. Som et manuskript, der rummer alle handlinger og replikker. Som en færdig film, hvor instruktørens vision er realiseret i samarbejde med skuespillere og filmhold. Hver af disse fortælleformer har deres egen funktion som stadier i den kreative proces.

Logline

I idefasen har vi fastlagt hovedpersonens ønske, den indre og ydre modstand samt de valg, som leder til fortællingens udfald. Fortællingen er kogt ned til en logline, der så specifikt som muligt viser det unikke og det interessevækkende ved fortællingen.

I det kritiske blik på logline får vi en fornemmelse af fortællingens retning, struktur og essens. Rummer den et dilemma, et paradoks eller et element af dramatisk ironi, er vi godt på vej.

Treatment

I forbindelse med kortfilm kan vi springe synopsis over og gå direkte til treatment, hvor vi uden dialog beskriver handlingsgangen så konkret og detaljeret som muligt. I den lineære fortælling vil hver scene rumme en form for konflikt, følge nødvendigt på det foregående og stille et dramatisk spørgsmål, som bliver ført videre i en senere scene.

Dialogen beskrives ofte her med tale-handlinger: Undskylder, befaler, lover osv.. Vi udskriver ikke dialogen i det store skænderi, men derimod årsagen til, emnet for, udviklingen af og reaktionen på skænderiet. Jo mere detaljeret udviklingen er beskrevet, jo nemmere bliver det siden at skrive dialogen i manuskriptet.

I det kritiske blik på treatmentet tjekker vi, om hver scene og hvert handlings-beat følger nødvendigt på den foregående med en stigende spænding.

Kortfilmens begrænsninger

I kortfilm virker det stærkere fortællemæssigt at tømme én scene for muligheder end at springe rundt i tid og rum. Det kræver usædvanligt gode grunde at bryde det lineære flow med flashbacks og drømmesekvenser, når målet er at fortælle så kort og engagerende som muligt. Det er ofte en fordel at sætte en grænse på maks. tre lokationer og tre personer.

Desuden skal man helst i hver scene komme så sent ind og så tidligt ud som muligt. Samtidig skal vi dog tage hensyn til den fortællemæssige rytme. Især personernes valg og de dramatiske vendepunkter kræver pauseringer omkring sig. Dette er forskellen på ydre og indre handling. I action-genrer kan handlinger være overraskende og chokerende, men generelt kræver svære beslutninger og dramatiske handlinger et tøvende tilløb inden og en efterfølgende pause for optimal følelsesmæssig effekt.

Manuskriptet

Manuskriptet er basalt en beskrivelse af den ydre handling; det, vi kan se og høre. Manuskriptet giver ikke adgang til personernes tanker, følelser eller forhistorie. På samme måde rummer manuskriptet hverken billedsprog, fyldige beskrivelser eller anvisninger til instruktør og filmhold.

Den vigtigste forskel mellem treatment og manuskript er dialogen og visualiseringen af den enkelte scene. I dialogen har enhver replik en funktion og en subtekst. Funktionen har vi allerede opridset i treatmentet. Nu skal dialogen udtrykke denne så raffineret og dramatisk som muligt.

Subtekst

Alle replikker bør have en subtekst - en bevidst eller ubevidst hensigt. Når en person siger, “Jeg elsker dig”, mener vedkommende ofte noget andet: “Elsker du mig?”, “Hvorfor elsker du mig ikke mere?”, “Jeg synes også, du er en røv.”, “Du må ikke forlade mig.”, “Skal vi tage tøjet af?”. Replikken er en talehandling, der kan spørge, anklage, fornærme sarkastisk, trygle, besnære. Vi forstår altid replikken og dens subtekst ud fra en sammenhæng.

Visualisering og den naturlige historie

Selv den bedste dialog virker kedelig, hvis to personer bare sidder mageligt og udveksler replikker. Derfor må scenen visualiseres med en ydre handling. Måske er den ene ved at bage brød. Dette er den naturlige historie, der kan give dramatisk og filmisk liv til en scene. Den danske manuskript-underviser Mogens Rukov introducerede ideen om den naturlige historie, som de hverdagshandlinger, vi genkender fra virkeligheden. Måden en person udfører disse hverdagshandlinger kan fortælle meget om hendes karakter, personlighed og følelser. “Ingen bager brød på samme måde”. Undviger hun en konflikt, eller søger hun afløb for et raseri, kan det komme til udtryk i den naturlige historie med opslugthed af at måle mel af eller slag i bolledejen..

Manuskriptet gennemgår mange revisioner. I første version skrives alle scenerne ud, så vi kan se dem for os og den nødvendige dialog skrives helt ud. Her skriver vi altid for langt, banalt og sjusket. Det gør ikke noget. Vi kan siden slette og revidere, indtil alle er tilfredse med manuskriptet. I mediefag bør vi dog begrænse os til maksimalt tre gennemskrivninger.

I det kritiske blik på manuskriptet tjekker vi, om de kvaliteter vi fandt i treatment er bevaret. Derudover fokuserer vi på dialogen og er særligt opmærksomme på, om en replik kan erstattes af en handling eller et blik.

Balancen mellem troværdighed og drama

En fortælling skal på samme tid være troværdig og dramatisk. Derfor må vi ved hvert kritiske blik i processen reflektere over personernes valg, og de sammentræf, som gør fortællingen overraskende. Er de troværdige inden for fortællingens rammer? Er de dramatiske? Er der noget at miste og at vinde for personerne? Når vi har besvaret disse spørgsmål tilfredsstillende, er manuskriptet færdigt.

Brugen af manuskriptet

Herfra kan vi realisere filme med den viden, at alle væsentlige fortællemæssige spørgsmål er afklaret, før kameraet kører. Under optagelserne vil man støde på forhindringer og nye muligheder. Holdet og skuespillerne vil føle sig inspireret til andre løsninger og andre replikker. Vi må derfor ikke være bange for at gøre optagelserne til en del af skriveprocessen og dermed øge vores valgmuligheder, når vi skal samle stoffet i klipperummet.

Kreditering

Henrik Uth Jensen, Gefion Gymnasium, i samarbejde med CFU