Artikel

Distribution af produktioner

Vi kender det alle. Eleverne knokler og sveder i rigtig mange timer for at gøre deres eksamensproduktion helt perfekt.  Desværre ses den færdige produktion ofte kun af en snæver kreds af forældre, nære venner og evt. eksaminator og censor. Så hvordan kunne man lave en mere bred distribution af produktioner? Det handler denne artikel om.
 

Et af de nye faglige mål er at eleverne er bevidste om, hvilke muligheder de har for distribution af deres produktioner. Allerede i præproduktionen skal der tænkes nøje over målgruppe, platforme, delingsværktøjer eller fx kommunikationssituation,, når den færdige produktion skal distribueres.

 

Netbaserede videotjenester

Youtube, Vimeo og Facebook er de typiske delingsværktøjer for elevproduktioner. Det kan være fint. Fordelen ved disse værktøjer er, at de er let tilgængelige, potentielt kan ramme en stor målgruppe, og at eleverne sandsynligvis allerede er i stand til at bruge dem.
Ulempen kan være, at produktionerne kan ‘drukne’ i et hav af informationer, for ofte ses disse produktioner kun af en lille skare. Det er dog muligt for eleverne for relativt små beløb at oprette mindre annoncekampagner over f.eks. både Facebook og Instagram. Her har man mulighed for at definere helt faste målgrupper for sin produktion, tidsintervaller eller visningsmåder. Konkret vil man altså kunne målrette en kampagne til f.ek.s unge mellem 20-24 år bosiddende i et helt bestemt geografisk område, som er i gang med uddannelse og/eller har bestemte fritidsinteresser. Det er et udviklende værktøj, som især klæder eleverne på til at styre en meget målrettet kommunikation til meget specifikke målgrupper. Det er mestringsværdigt, hvis man vil arbejde i f.eks. kommunikations- og marketingsbranchen.

 

Eksterne samarbejdspartnere

Lokale virksomheder, frivillige organisationer eller  ngo’er har ofte behov for at kommunikere kort og præcist med deres målgrupper. Her kan eleverne arbejde med og producere inden for de korte formater som oplysnings- og reklamekampagner. Et eksempel herpå kunne være elever fra Alssundgymnasiet Sønderborg, der vandt en national konkurrence udskrevet af bl.a. Ministeriet for Ligestilling om at sige nej til sex, hvis man ikke har lyst. Et andet eksempel kunne være at producere små reklamekampagner til facebook til et mindre lokalt firma. Det kræver ofte et tæt samspil med den eksterne partner, som igen kan føre til god elevmotivation. Resultatet er ofte, at eleverne leverer rigtig fine - næsten fuldt professionelle - produktioner.

 

Talentkonkurrencer

Der findes også en række festivaler, der henvender sig til talenterne og vækstlaget i den danske filmbranche, som er oplagte at producere til. Det kræver selvfølgelig, at man i præproduktionen er opmærksom på, om den enkelte festivaler har specifikke krav til temaer, varighed, alder etc. Det er som oftest fiktion- og kortfilmsformatet der appelleres til på disse festivaler. Bl.a. Odense Film Festival, Filmkraft, The Next Film Festival, 60seconds Festival, EKKOshortlist. Også internationalt er der en række festivaler, der har konkurrencer for unge filmtalenter. Se mere på Film Freeway.

 

De regionale TV-stationer

En række københavnske gymnasier har gennem et par år haft et tæt samarbejde om at producere dokumentarer til TV2 Lorry. Det har primært været faktabaseret indhold fordelt over forbrugerprogrammer, nyhedsindslag, features og intime dokumentarer. TV2 Lorry er meget interesseret i at få indhold fra unge mennesker, da det er en målgruppe de normalt kæmper for at fastholde. Potentialet er stort, og elevproduktioner og indslag har flere gange været  bragt i TV2 Lorrys hovednyhedsudsendelse, som ses af ca. 225.000 mennesker. Opsøg derfor den regionale TV-station og hør, om ikke der er basis for et samarbejde. (Vær opmærksom på, at billed- og især lydkvalitet ofte skal være af ret god kvalitet for at vises på TV. Derudover er deadlines ofte også en væsentlig faktor for stationerne).

Eksempler på samarbejder findes let ved at søge på TV2 Lorry - her er fx en omtale af et event med Københavns Åbne Gymnasium.

 

Kreditering 

Materialet er udarbejdet af Carsten Iskov Kopp, lektor på Københavns åbne Gymnasium.

 

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.