Aktivitet

Sentiment analysis i engelsk og matematik

Hvordan kan man bruge statistik til at analysere tekster på engelsk? Flerfaglig aktivitet, der introducerer eleverne til et simpelt værktøj, de kan bruge til kvantitative tekstanalyser.

Aktiviteten varer ca. 3 timer og er egnet til blive afviklet i forlængelse af tekstanalyse i engelsk. Engelsk- og matematiklæreren er på skift til stede i undervisningen.

Formålet med aktiviteten er at bringe de to fag i spil på samme tid, og på en sjov og let måde belyse forskelle mellem kvalitative og kvantitative metoder til tekstanalyse.

Aktiviteten berører det faglige mål i engelskfaget, der handler om, at ”gøre rede for indhold, synspunkter og sproglige særtræk i engelsksprogede tekster”.

I matematik er det statistik, der er i centrum med et globalt anvendelsesorienteret perspektiv.

Planlægning og overvejelser

Aktiviteten tager udgangspunkt i, at eleverne på forhånd har arbejdet med deskriptiv statistik i matematik og tekstanalyse i engelsk, men aktiviteten kan sagtens bruges på et tidligt stadie som en øjenåbner. 

Inddel eleverne i par, der skal arbejde sammen.

Engelsklæreren vælger engelsksprogede nedskrevne taler eller oplæg fra forskellige statsoverhoveder eller kendisser. Der skal bruges 8-10 stykker til en klasse. Disse danner baggrund for den videre analyse. Udvælg tekster med både positive og negative følelser eller budskaber. Man kan udvælge tekster i forskelligt sværhedsgrad, og matche dem med parrenes kunnen eller evt. selv lade eleverne vælge.

Lærerne afprøver på forhånd siderne og de 2 kvantitative analyseværktøjer: Free Sentiment Analyzer og Text Analyzer.

 

Aktivitetens opbygning

Aktiviteten er inddelt i tre dele.

 

Del 1 - Engelsk

Aktiviteten indledes med, at eleverne placeres i par omkring nogle borde. Hvert par får herefter tildelt 2 taler, gerne i wordformat, så de senere let kan kopiere teksten ind i værktøjerne. Parrene skal nu lave en klassisk analyse af teksten og komme med et bud på stemningen i teksten.

Er den overvejende positiv eller negativ? Hvor vil de placere teksten på en skala fra -100 til 100, hvor 100 er mest positiv og -100 mest negativ? Eleverne angiver nogle engelskfaglige begrundelser for deres valg. 

 

Del 2 – Matematik

Efter den kvalitative analyse af talen i engelskfaget indledes en diskussion med eleverne om, hvordan matematik og statistik kan bruges til analyse.

Skriv elevernes forslag op på tavlen, og sørg for, at der også er én sætning med klassifikation og optælling af negative og positive ord. 

Med udgangspunkt i diskussionen laver eleverne en kvantitativ analyse af teksten og angiver til sidst en stemningsscore fra -100 til 100.

Nu introduceres de to værktøjer. I Free Sentiment Analyser er der i forvejen kopieret en tekst ind som kan bruges som eksempel på, hvordan værktøjerne fungerer. Eleverne benytter nu de to værktøjer til at analysere deres tekster.

 

Del 3 – Opfølgning

Parrene skal nu efter tur angive, hvilken score deres tekster har opnået ved brug af de tre fremgangsmåder. Disse resultater kan passende skrives i et dokument, som deles med hele klassen.

Diskuter resultaterne med fokus på, om der være et uhensigtsmæssigt mønster. -  Er der en tendens til at være for positiv eller negativ med brug af eksempelvis værktøjet?

 

Evaluering

Aktiviteten evalueres som en klassediskussion, hvor de enkelte grupper byder ind. Følgende punkter kan inddrages i en diskussion:

  • Fik I samme resultat via de forskellige metoder?
  • Hvilke fordele og ulemper er der ved de forskellige metoder?
  • Kan I finde på andre anvendelser af sentiment analysis?
  • Er det noget I kunne tænke jer at bruge som supplement til den klassiske analyse?

 

Kreditering

Peter Christiansen, Niels Brock Innovationsgymnasium, i samarbejde med CFU

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.