Forløb

Hvad indeholder en mobiltelefon?

Eleverne ledes igennem en IBSE-model, hvor de behandler mobiltelefoners livscyklus. Fra råstoffer til affald kommer eleverne omkring nogle af vor tids vigtige og aktuelle problematikker.

Dette forløb introducerer eleverne til redoxkemi og træner elevernes globale kompetencer i form af global faglighed og horisont.

Gennem arbejdet med mobiltelefoners livscyklus, introduceres nogle af vor tids vigtige og aktuelle problematikker: håndteringen af jordens ressourcer og begrænsningerne i disse, miljø- og sikkerhedsmæssige aspekter af udvinding, håndtering og bortskaffelse af de stoffer, der er i mobiltelefoner, samt etiske spørgsmål omkring produktionen og forbrug af mobiltelefoner. 

Desuden trænes eleverne i informationssøgning samt i mundtlig og skriftlig/visuel fremstilling.

Forløbets opbygning

Omfang og rækkefølge af de enkelte dele af forløbet kan varieres, alt efter hvor meget tid man har til rådighed og den specifikke elevgruppe.  

Her beskrives derfor kun de enkelte dele af forløbet uden en egentlig angivelse af rækkefølge eller omfang. Dog kan man finde et forslag til en forløbsplan i dokumentet ”Forløbsplan_mobiltelefoner.docx”. 

Forløbet er tænkt opbygget efter en IBSE-model, hvor eleverne engageres igennem egne undersøgelser; det værende sig både i form af eksperimentelle undersøgelser og informationssøgning. 

 

Fang:                                                                                               

Forløbet kan introduceres med et ”fang” fx i form af filmen ”Blod i mobilen” eller klip fra denne film eller fra de andre film angivet under Materialer og/eller en kort artikel omkring de ressourcer, der anvendes til produktion af en mobiltelefon. Se igen under listen af Materialer for mulige artikler.  

 

Forsk (A): 

Nu er eleverne sporet ind på emnet, så næste skridt er at lade eleverne selv søge yderligere information omkring indholdet af stoffer i en mobiltelefon.   

Denne informationssøgning kan styres og stilladseres i større eller mindre grad afhængigt af klassen. I første omgang var tanken at begrænse informationssøgningen til kun at omhandle indholdet i en mobiltelefon og baggrundsviden om de (grund)stoffer, der er i en mobiltelefon, og deres anvendelse i telefonen.  

Opsamling på informationssøgningen på klassen – her kan man passende trække tråde til tidligere undervisning i fx organisk kemi og det periodiske system. Evt. samles informationen i et fælles dokument.  

© Hanne Krøyer og Jens Weibel

Forsk (B): 

Nu tager læreren kort over og sætter fokus på udvindingsprocesserne, og bruger dem som udgangspunkt for at lære redoxkemi. Her starter eleverne med at lave eksperimentelt arbejde med metaller i spændingsrækken og undersøger, hvorledes man kan fremstille fx rent kobber og sølv.  

Det eksperimentelle arbejde stilladseres vha. en introduktion og et passende arbejdsspørgsmål. Ved ikke at anvende en standardøvelsesvejledning får man mulighed for at lade eleverne eksperimentere mere frit, og det giver derudover større mulighed for differentiering. 

 

Forklar (B): 

Efter det eksperimentelle arbejde samles op på elevernes observationer. 

Igen er det næsten uendelige muligheder for, hvordan en sådan opsamling kan foregå. Uanset om man lader grupperne sammenligne observationer og arbejde med tolkningen af disse hver for sig, to og to eller i matrix, ender man (nok) med en fælles opsamling, hvor læreren gennem spørgsmål guider eleverne frem til at opstille spændingsrækken og opstille reaktionsskemaer for de reaktioner, der er sket. 

Herefter gennemgår læreren teori om redoxreaktioner med udgangspunkt i elevernes eksperimentelle arbejde og i emnet.   

 

Træning: 

Eleverne får træningsopgaver med redoxreaktioner (se under Materialer). 

Mængden af træningsopgaver tilpasses igen efter omstændighederne, og kan passende differentieres. 

 

Forsk (C): 

Herefter vendes blikket mod de globale aspekter af dette emne. Eleverne undersøger i grupper, de ressource-, sundheds- og miljømæssige aspekter, samt eventuelle etiske problemstillinger, der er i forbindelse med både udvinding, indvinding, produktion, brug og bortskaffelse af mobiltelefoner.   

Dette er igen en anledning til at snakke med eleverne om informationssøgning.  

Hvordan man afgrænser opgaven for de enkelte grupper, kan gøres på mange måder igen afhængigt af klassen og særligt antallet af grupper i klassen. Man kan lade eleverne udforske et stof pr. gruppe, eller et trin i mobilens livscyklus. Man skal dog være opmærksom på, at mængden af materiale og relevante aspekter varierer meget. Under Materialer findes et forslag til en inddeling, der nogenlunde sikrer mulighed for en jævn arbejdsbyrde for alle grupper. I dette forslag er desuden gjort er forsøg på at indikere sværhedsgraden/omfanget af de enkelte delemner, således man har mulighed for differentiering. 

Her kan man, hvis tiden tillader det, passende udvide elevernes undersøgelser med små eksperimenter såsom en nikkeltest af deres egne mobiltelefoner. 

 

Forklar (C): 

Eleverne fremstiller et produkt, fx planche, poster, video, podcast, kampagne, brochure (kun fantasien sætter grænser), hvor de præsenterer resultatet af deres undersøgelse. 

 

Evaluering

Faglig evaluering af elevernes produkt. Yderligere evaluering beror på den enkelte klasse og lærer.   

 

Tidsplan for forløb (moduler af 60 min)

Indhold

Kommentar:

1

Fang: Se dokumentaren "Blod i mobilen". Minimum: 45 minutter. Derefter tid til arbejdsspørgsmål og diskussion.

Evt. Kan dokumentaren gives for som lektier på mitcfu.dk, så der er mere tid til klassediskussion.

2

Forsk: Eleverne sættes til at undersøge indholdsstoffer I en mobiltelefon. Læreren samler op.

Informationen samles i et fælles dokument for klassen.

3

Forsk: Læreren introducerer til redoxkemi. Øvelsen "Undersøgelse af metaludvinding" udføres.

Øvelsen udføres, inden der er introduceret til redoxkemien. Inden øvelsen startes bedes eleverne overveje hvorledes udvindingsprocessen foregår, og hvorfor det kan være relevant at se for forskelige tilstandsformer for metallerne. Eleverne skal have mulighed for at eksperimentere relativt frit.

4

Forklar: Opsamling på elevernes observationer.

Forskellige muligheder for opsamling, men man skal (forhåbentlig) ende med en eller anden version af spændingsrækken.

5

Træning: Eleverne får opgaver om redoxreaktioner

 

6

Træning: Eleverne får opgaver om redoxreaktioner

Læreren samler op med eleverne

7

Oxidationstal introduceres og disse opgaver løses.

 

8

Forsk: Eleverne undersøger i grupper de miljømæssige og etiske problemstillinger til emnet og forbereder planche, poster, video, podcast, kampagne, brochure etc. til præsentation af resultatet af deres undersøgelse.

 

9

Forsk: Eleverne undersøger i grupper de miljømæssige og etiske problemstillinger til emnet og forbereder planche, poster, video, podcast, kampagne, brochure etc. til præsentation af resultatet af deres undersøgelse.

 

10

Der samles op og evalueres på elevernes undersøgelser.

 

 

 

Kreditering

Hanne Krøyer, Lektor ved Grenå Gymnasium; Jens Weibel, lektor ved Aarhus Gymnasium C

Siden er opdateret 13. januar 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.