Gode råd til eksamensplanlægning - idræt

Forhold, som idrætslæreren med fordel kan tage højde for inden eksamensplanen offentliggøres, i perioden mellem eksamensplanens offentliggørelse og selve eksamen og/eller ved selve eksamen.

Eksamensbekendtgørelsen og Karakterbekendtgørelsen     

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er en lang række forhold vedrørende prøven i idræt, som man ikke kan finde information om i læreplanerne for idræt. Det er vigtigt, at man også er bekendt med Eksamensbekendtgørelsen og Karakterbekendtgørelsen.

  

Undervisningsbeskrivelsen

Sørg for i god tid før prøven at gøre eleverne bekendt med undervisningsbeskrivelsen, som bør indeholde en liste over det læste materiale, målsætninger for de enkelte forløb og en rimelig detaljeret oversigt over, hvad fokuspunkterne i de enkelte forløb har været. Det er grundlaget for eksamen – og derfor naturligvis vigtigt for både elever og censor.

 

Drejebog

Det anbefales, at man arbejder med drejebøger i løbet af året. Man kan evt. afslutte hvert forløb med en fælles drejebog, så eleverne har denne at gå ud fra, når de skal arbejde mere fokuseret med drejebøgerne op mod den eventuelle prøve. 

Grovskitse for afvikling af den praktiske prøve

Hvis en mulig prøve forudsætter brug af andre faciliteter end skolens egne, udarbejder idrætslæreren på baggrund af de seks forløb i god tid en grovskitse for afvikling af den praktiske del af prøven (når skolens ledelse kender eksamensplanen; nærmere tidspunkt aftales med ledelsen). 

Af skitsen skal det fremgå, 

  • hvilke faciliteter der forventeligt skal bruges hvornår og hvor længe
  • Læreren skal huske at beregne det maksimale antal eksamensminutter, der rent matematisk kan blive brug for.
  • Hvis man fx har otte tremandsgrupper og sammensætter 12 forløbspakker, hvoraf svømning indgår i de seks af forløbspakkerne, så kan maksimalt seks grupper trække svømning, og man skal derfor maksimalt bruge svømmefaciliteten i ca. 6 x 18 minutter til eksamen, hvilket vil sige ca. 2 timer.
  • Skitsen sikrer, at skolens ledelse om nødvendigt kan booke faciliteterne til brug for forberedelse til og afvikling af prøven, fx atletikstadion og svømmehal.
  • Det er nødvendigt, at skolens ledelse tager sig af dette, da idrætslæreren på dette tidspunkt ikke må vide, om holdet skal til prøve eller ej.

 

 

Efter forløbspakken er trukket

Når alle grupper har trukket en forløbspakke, ved eksaminator hvor mange grupper/elever, der skal op i de enkelte forløb, og grovskitsen af prøveafviklingen kan rettes til

Det skal tilstræbes, at alle grupper afvikler mindst én aktivitet den første prøvedag for at skabe så lige betingelser for eleverne som muligt. 

Det er vigtigt, at skolens ledelse har planlagt, at eksaminator ikke har andre aktiviteter i de 24 timers forberedelsestid, fordi den endelige plan for afviklingen af den praktiske del af prøven først kan udarbejdes, når eksaminanderne gruppevist har trukket forløbspakkerne. 

Eksaminator meddeler den endelige plan til eksaminanderne og censor så hurtigt som muligt. 

 

Case-opgaver sendes til censor

Læreren skal sende case-opgaver til censor senest fem hverdage før eksamen. Drejebøger og eksamensplan kan af gode grunde ikke sendes på dette tidspunkt. Drejebøger får censor først ved den praktiske prøves start. Eksamensplanen får censor, så snart den er udarbejdet.

Siden er opdateret 20. februar 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - BY/NC/SA Navngivning / Ikkekommercielt / Del på samme vilkår. http://creativecommons.org/licenses/by-nc-sa/2.5/dk/.
Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme
Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.