Aktivitet

Anvend chatbots som træner

Kan en chatbot bruges som personlig træner for eleverne?
Læs her hvordan teknologien kan inddrages som en aktivitet i idrætsundervisningen.

Aktiviteten kan benyttes i idrætsundervisningen på både B- og C-niveau. 

Anslåede tidsforbrug: 45 minutter - aktiviteten kan fylde mere eller mindre i løbet af et modul.
 

I denne aktivitet vil du kunne se bud på, hvordan præcisering af kommunikationen med chatbots forbedrer resultatet markant. Aktiviteten kan bruges i alle 3 genrer eller i træningsprojektet. 

En del af at lære at bruge chatbots handler om, at benytte såkaldt 'prompt crafting'. Prompt crafting er ”kommunikationen” mellem brugeren og den kunstige intelligens. Det gælder om at være så præcis og detaljeret i sin kommunikation, at resultatets kvalitet øges. Eleverne skal derfor lære at prompte med chatbots. 

 

  • Et første bud på en prompt til et løbetræningsprogram: 
    ”Lav et løbetræningsprogram”. 

    Her ses svar fra chatbotten, der ligner et standardprogram for begyndere på 6 uger med 3 ture om ugen. Nogle af løbeturene skal foregå i moderat tempo, mens andre skal foregå med 200 meters intervaller. Resultatet er fint, men også gennemsnitligt og i samme form, som de resultater, der kan googles frem.
     

  • For bedre resultat:
    Prompten skal have flere mål og rammer. Den kan eksempelvis målrettes en Coopertest: ”Lav et intervaltræningsprogram til løb, hvor der er fokus på konditionsforbedring og forbedring af resultatet i en coopertest”.

    Her får eleverne et mere specifikt svar. Der er stadig tre løbeture om ugen, men formen er skiftet til udelukkende at være intervaller, hvor der skiftes mellem løb i højt tempo, i moderat tempo og jog. De foreslåede intervaldistancer varierer fra 200 til 1400 meter.
     

  • Yderligere præcisering:
    Indsæt et kondital: ”Lav et intervaltræningsprogram til løb, hvor der er fokus på konditionsforbedring og forbedring af resultatet i en coopertest. Mit nuværende kondital er 65”.

    Resultatet er et træningsforslag tilpasset det høje kondital. Intervallængden er fra 200 meter til 800 meter, men bliver gentaget nogle flere gange. Derfor ligger den samlede intervaldistance på omkring 2500 meter - så der er ingen tvivl om, at hårdheden af træningen er øget.

Aktivitetens opbygning

Aktiviteten er opdelt i 2 dele samt en evaluering. Disse dele er udfoldet nedenfor og kan anvendes som en vejledning.


Del eleverne i grupper à 3, hvoraf mindst én har adgang til en chatbot, fx chatGPT:

  • Giv eleverne en træningsmæssig problemstilling. Det kan være udarbejdelse af et træningsprogram til en bestemt træningsform - eksempelvis en række øvelser til at øve forhånden i tennis, angrebsøvelser i basketball, løb eller styrketræning.

Produktkravet er et træningsprogram eller en oversigt over øvelsesforslag til en bestemt teknisk eller taktisk færdighed.


Eleverne skal ud fra chatbottens forslag:

  • Afprøve det foreslåede træningsforslag eller dele af det i praksis.
  • Vurdere om beskrivelsen er detaljeret nok.
  • Vurdere om forslaget er afpasset til gruppens niveau, så det hverken bliver for nemt eller svært at gennemføre.
  • Prøve at ændre på prompten over flere gange og derved optimere træningsforslaget.

Bed eleverne om at svare i plenum eller i matrixgrupper på følgende spørgsmål:

  • I hvor høj grad var chatbottens første træningsforslag brugbart?
  • Hvorfor var der forskel på chatbottens første forslag og det forslag, I endte med at udføre?
  • Hvad fik I fagligt ud af jeres interaktion med chatbotten?

Find mere inspiration

 

Kreditering

Henrik Lindgaard Møller, Varde Gymnasium, i samarbejde med CFU

I samarbejde med:

Materialet er udarbejdet af Centre for Undervisningsmidler (CFU) - en del af af Danmarks Professionshøjskoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.