Historisk metode er mere end kildekritik

Undervisningen i historie i gymnasiet baserer sig delvist på et postulat: At vores adgang til fortiden går gennem kildetekster. Det er ikke elevernes erfaring, og de fleste historielærere får da også reelt deres viden fra fremstillinger skrevet af faghistorikere, der har læst og fortolket kilderne for os. I praksis anvender vi sjældent traditionel historisk metode.

I daglig tale anvender vi begrebet ’historisk metode’ om både det samlede kompleks af historiebearbejdelse og historiebevidsthed – men også den lille underafdeling, som vi kalder kildekritik. Men alt for mange elever går ud af gymnasiet med forestillingen om, at historisk metode er det samme som kildekritik. Lad os derfor prøve at skille tingene lidt fra hinanden i det følgende.

Klassisk kildekritik

Som historieforbrugere får vi som sagt oftest indblik i historien gennem andre historikeres formidling. Som faghistorikere, derimod, har vi kun en vej til fortiden: nemlig gennem kildelæsning. Vi har derfor i faget udviklet en systematik, der gør os i stand til at læse kilder på samme måde, den såkaldte kildekritik. Dette er ikke det samme, som at alle historikere når frem til samme resultat ved læsning af de samme kilder. Men det sikrer, at vi kan diskutere resultaterne af vores læsning på et fælles grundlag.

Der findes en enorm mængde af skemaer og kildelæsningsmodeller, men de dækker alle over det samme ønske: at finde ud af hvordan og på hvilken måde vi kan bruge kilden til at belyse det spørgsmål vi arbejder med. Derfor undersøger vi hvem, der har skrevet kilden til hvem og hvornår og hvorfor.

Mange elever opfatter naturligt nok ordet kildekritik som en øvelse i at kritisere kilden negativt. Det er derfor vigtigt at vi gør det klart for eleverne at ’kritik’ skal forstås på samme måde som i fx musikkritik, altså som en ’anmeldelse’ af kilden. Og den kan naturligvis være både god og dårlig. Hvorvidt en kilde er god eller mindre god afhænger selvfølgelig også af, hvad kilden skal bruges til (det funktionelle kildebegreb).

Teori og metode

Men at fastslå en kildes værdi kan ikke stå alene. For at forholde sig til kilden og til historien er det nødvendigt at inddrage teori. Historieteori hjælper til at forstå, hvad der får historien til at bevæge sig en bestemt retning. På spørgsmål som hvorfor Romerriget brød sammen eller hvorfor Hitler kom til magten hjælper teorier os til at lede i en bestemt retning. Historikere låner teorier fra andre fag og områder, ligesom vi også har lånt store dele af vores kildekritik fra beslægtede fag, som arbejder med tekstlæsning. Det kan være teorier om økonomi, innovation, diskurser eller erindringshistorie, der styrer historikerens arbejde og får hende til at lede efter sit kildemateriale et bestemt sted – eller at arbejde med t materialet på en bestemt måde.

Historiesyn og historiefilosofi

Ovenover alt dette ligger ofte et bestemt historiesyn eller en historiefilosofi. Om historikeren finder det positivt, at forandringer finder sted (progressivt historiesyn) eller negativt (regressivt historiesyn) farver fremstillingen af historien. Det samme gør den overordnede forståelse af historiens overordnede mønstre, historiefilosofien. Har man en opfattelse af, at historien gentager sig selv (cirkulær historiefilosofi), vil man drage andre konsekvenser af kilderne, end hvis man mener, at historien bevæger sig fremad på en lige linje (lineær historiefilosofi).

Det er altså vigtigt, at eleverne forstår, at kildekritik som eneste historisk metode svarer til at underlægge murstenene en grundig undersøgelse, men at glemme at bygge huset. Kildekritikken er blot et middel til at vurdere kilders brugbarhed. Først herefter går det egentlige arbejde i gang, en proces hvori refleksioner over historisk teori, historiesyn og historiefilosofi må indgå.

Kreditering

Mikkel Thrane Lassen, Lektor Gefion Gymnasium