Nyhed
Nyt fra fagkonsulenten i de klassiske fag - maj 2024
Læs om ændringer i læreplanen for latin C, ekspertgruppens anbefalinger angående kunstig intelligens og andre digitale hjælpemidler samt SRP-projektet.
Kære kolleger
Foråret og eksaminerne står for døren, og inden vi får set os om, springer studenterne ud. Nedenfor har jeg beskrevet tre nyheder, der er relevante for de klassiske fag.
Ændringer i læreplanen for latin C
Det er endeligt blevet muligt at imødegå et stort ønske fra jer angående eksamen i latin C. Læreplanen vil blive justeret, så eksamensspørgsmålene fremover må gå igen tre gange frem for de nuværende to gange. Jeg ved, at læreplanens nuværende formulering har været en stor udfordring - særligt på store hold - og jeg håber, at justeringen vil give mere luft i undervisningen og plads til at arbejde med kernestoffet på forskellige måder.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2024.
Ekspertgruppens anbefalinger angående AI og andre digitale hjælpemidler
Som I ved, har undervisningsministeriet nedsat en ekspertgruppe til at undersøge og komme med anbefalinger angående kunstig intelligens og andre digitale hjælpemidler i forbindelse med prøver. I slutningen af april afleverede ekspertgruppen deres anbefalinger. Disse tager udgangspunkt i, at AI og andre digitale hjælpemidler er til stede i elevers hverdag, og at de under deres uddannelse skal lære at bruge teknologien reflekteret og forstå den på linje med øvrige tilgængelige værktøjer. Derfor anbefaler de, at der fremover både skal være prøver uden digitale hjælpemidler og prøver, hvor de kan indgå. Det skal sikre, at det både er muligt at prøve elevernes basale færdigheder uden hjælpemidler og deres kompetencer, hvor digitale hjælpemidler kan inddrages.
Anbefalingerne vil danne baggrund for videre arbejde med prøveområdet i ministeriet. Hvis I har holdninger til, hvordan den ideelle prøveform i de klassiske fag skal udformes i fremtiden, eller hvordan AI og andre digitale hjælpemidler kan/skal inddrages i undervisningen, vil jeg meget gerne høre fra jer. I kan læse alle ekspertgruppens anbefalinger og overvejelser her.
SRP-projekt
I tidligere nyhedsbreve har jeg opfordret jer til at sende SRP-opgaveformuleringer med oldtidskundskab til Katri Bügel Jørgensen og med latin (særligt c- og b-niveau) til Ann Bolbjerg.
Disse opgaveformuleringer og andre erfaringer er blevet samlet i to artikler, hvor forskellige aspekter ved Studieretningsprojektet er beskrevet. De to artikler kan findes her på emu: oldtidskundskab og latin.
Hvis nogle af jer sidder med gode idéer til projekter, oplæg, emner til FIP, erfaringer I gerne vil dele eller noget helt andet, er I meget altid velkomne til at kontakte mig.
Jeg håber, at I alle får et dejligt forår og en god eksamensperiode.
De bedste hilsner
Allan Uhre Hansen
Tlf: +45 24 49 70 81
E-mail: allan.uhre.hansen@stukuvm.dk
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.