Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten - marts 2020

Om bl.a. skriftlig og mundtlig eksamen, samt to opfordringer: bliv skriftlig censor og besvar spørgeskema. Dertil supplerende vejledning om engelsk i SRP og inddragelse af stilistik i assignment 4 på STX A og en status på årets FIP-kurser for STX.

I det følgende kan du bl.a. læse om nogle af de aspekter, der er særligt relevante i faget i perioden frem mod eksamen, men først vil jeg gøre opmærksom på et spørgeskema om engelskundervisernes behov og udfordringer på tværs af uddannelsessystemet udarbejdet af VIA University College og støttet af Det Nationale Center for Fremmedsprog (NCFF). Formålet med undersøgelsen er, at få viden om, hvilke behov og udfordringer engelskunderviserne på tværs af uddannelsessystemet ser som de vigtigste for at kunne videreudvikle engelskfaget. Det vil derfor være en stor hjælp, hvis du kan finde tid til at besvare spørgeskemaet, så erfaringer, behov og udfordringer blandt engelsklærerne kan blive kortlagt.

Det tager 10-15 minutter at besvare spørgeskemaet – lidt længere hvis du ønsker at uddybe dine svar. 

 

Tak for årets FIP-kurser STX

I januar 2020 løb skoleårets to FIP-kurser for STX af stablen med flot fremmøde. Omkring 180 kollegaer fra ca 100 skoler var med til at skabe rammerne for to inspirerende og konstruktive dage med højt humør

Det fælles tema for alle fags FIP-kurser er i år innovation og karrierelæring, og dagens to oplæg om dette gav gode ideer til, hvordan disse to aspekter kan indarbejdes i engelskfaget. Oplægsholderne betonede den vigtige pointe, at vi ikke skal lave faget om, men tænke i en anden tilrettelæggelse, så eleverne også træner deres innovative og kreative kompetencer i arbejdet med fagets kernestof og de faglige mål på den ene side, og får mulighed for at reflektere over egne valg, ønsker og muligheder i arbejdet med tekster på den anden.

Dagens tredje oplæg gav idéer til, hvordan elementer fra den formelle debat kan bidrage til at øge elevers mundtlighed og bevidsthed om faglig præcision. Deltagerne fik lejlighed til at afprøve debatformen, og det var min store fornøjelse at være vidne til det forholdsvist sjældne syn af to gange 90 engelsklærere, der samtidigt debatterede (fagligt?) og grinede højligt.

Alle tre oplæg er også med på FIP for HF hhv. 11. marts på Århus Akademi og 19. marts på KVUC. Der er stadig plads på begge kurser, og jeg håber at se rigtigt mange af jer på de to dage.

Materialet fra dagen ligger på emu.dk, hvor du også finder en nyudviklet drejebog til innovation i engelsk. I løbet af foråret vil du også kunne finde supplerende materiale, der giver dig inputs til arbejdet med den formelle debatform i undervisningen.

Jeg ser allerede frem til at møde jer på næste års FIP-kurser. Arbejder du eller din skole med interessante aspekter af faget, som du tænker kunne være relevant for kollegaerne, er du velkommen til at skrive eller ringe til mig.

Hold derudover øje med datoerne for næste års FIP på www.gl.org i slutningen af skoleåret.

 

Opgavesæt vintereksamen 2019

Alle opgaverne fra vintereksamen 2019 ligger på Materialeplatformen. Det er også her du finder ’Lærerens Hæfte’ til både HF B og STX A og B, som beskriver opgavernes opbygning og indhold. Jeg vil også opfordre dig til at se nærmere på de opgavesæt, der ligger til de øvrige ungdomsuddannelser, som indeholder inspirerende og anvendeligt materiale.

 

SRP

I år er det første gang vi skal prøve kræfter med det nye SRP-format, hvor den skriftlige opgave suppleres af en mundtlig prøve. Det bliver spændende at se, om elevernes valg af SRP-fag ændrer sig, og hvilke nye samarbejdsfag eleverne vælger.  Jeg får dagligt spørgsmål fra kollegaer om muligheder for nye områder i samarbejdet med nye fag, om afgrænsning af hvornår et materiale egner sig til at indgå i et SRP med engelsk samt om, hvorvidt et projekt egner sig som enkeltfagligt. De fleste af spørgsmålene vil du kunne finde svar på i den Vejledning til engelsk i SRP, som du finder på emu.dk.

En del af spørgsmålene er af mere generel SRP-karakter. De fleste af disse spørgsmål finder du svar på i FAQ om SRP, som ligeledes ligger på EMU under ’Studieretningsprojektet’.

 

Eksamen 2020

Til sommereksamen 2019 går (næsten) alle elever til prøve efter 2017-læreplanen. Det betyder at alle lærere og censorer kan fokusere på det samme, og det bliver rigtigt rart! Nedenfor finder du en opsamling af nogle af de væsentligste opmærksomhedspunkter i forbindelse med eksamen.

 

Mundtlig eksamen

Forud for den mundtlige eksamen er det vigtigt at eksaminator sørger for korrekt udfyldte undervisningsbeskrivelser, der viser fyldestgørende undervisningstilrettelæggelse – sammensætningen af forløb, der dækker kernestof og opfylder læreplanens krav til tilrettelæggelse – og tydeligt angiver fokus i beskrivelsen af indholdet.

En funktionsdygtig undervisningsbeskrivelse skal kunne bruges af elever/kursister til at orientere sig i, hvilke emner de kan komme til eksamen i. Censor skal kunne bruge den til at orientere sig i, hvilken vinkel de pågældende emner er blevet læst fra. Du kan læse mere om kravene til undervisningsbeskrivelsen i vejledningerne og i mit indlæg i Anglo Files nr. 193 fra september 2019.

Det skal understreges, at der ikke findes særregler for tilrettelæggelsen af hold uden fremmøde, og når der på sådanne hold arbejdes anderledes end i almindelig klasseundervisning, bør undervisningsbeskrivelsen afspejle dette således, at censor kan aflæse hvilke tekster er grundigt bearbejdet og analyseret, og hvilke blot er inddraget fx tematisk. Undervisningsbeskrivelsen skal give et billede af, hvad der er foregået i undervisningen konkret, og omfang skal angives på en sådan måde, at der ikke sås tvivl om niveauets faglige dybde eller om opfyldelsen af læreplanens krav. Dette er ekspliciteret i kravet om omfangsangivelse, som er udfoldet i vejledningerne til faget.

Der er desuden krav om, at digitale undervisningsmaterialer og hjælpemidler som f.eks. online ordbøger, e- og i-bøger, der er blevet anvendt i undervisningen og som ikke kan opbevares på eksaminandens egen computer, SKAL fremgå af undervisningsbeskrivelsen i form af direkte links, eksaminanderne kan klikke sig ind på. Dette har betydning for både den mundtlige og den skriftlige prøve og skal sikre, at der ikke er tvivl om, hvilke hjælpemidler eksaminanderne har adgang til ved prøven.

 

Antal af emner

På A-niveauet er der krav om mindst 9 emner (på opgraderingshold B-A mindst 5 emner), på B-niveauet mindst 6 emner (på opgraderingshold C-B mindst 4 emner) og C-niveauet mindst 3. Både kernestof og supplerende stof skal være repræsenteret i emnerne.

Konstruktionen af emner har betydning for eksamen, hvor prøvematerialet tematisk skal relateres til et af de læste emner. Det er ikke nødvendigvis alle de læste emner, der skal inddrages i den afsluttende prøve. De emner, der er udgangspunktet for prøvematerialet, skal tilsammen dække de faglige mål og kernestoffet. Eksaminanden skal på forhånd vide, hvilke emner der indgår som grundlag for prøven.

 

FAQ om mundtlig eksamen

På EMU vil du forud for eksamensperioden finde en opdateret FAQ om mundtlig eksamen, som giver svar på nogle af de hyppigst stillede spørgsmål.

 

Skriftlig eksamen

Skriftlige censorer

Jeg vil om vanligt opfordre dig meget til at blive skriftlig censor – og det haster! Har du et ønske om at være med til at løfte denne vigtige opgave, skal du bede den eksamensansvarlige på din skole om at indberette dig i eksamenssystemet xprs og i den forbindelse krydse af, om du ønsker STX- eller HF-censur, således af du kan styre efteruddannelsesaspektet ved at censurere opgaver, der matcher dit arbejde.

Hvis du vælger STX-censur, skal du være opmærksom på, at du kan blive tildelt opgaver på både A- og B-niveau eller opgaver fra begge eksamensdatoer. Du kan altså blive nødt til at sætte dig ind i to opgavesæt og to niveauer.

Det er vigtigt, at du som skriftlig censor er åben overfor den enkelte opgave og for at eleverne kan løse opgaverne på forskellige måder – især hvis du retter opgavesæt, du ikke er fortrolig med på forhånd. Dette uddybes i det informationsmateriale til censorer, herunder retteark og censorvejledninger, som lægges på UVMs hjemmeside forud for den skriftlige eksamen. Det er obligatorisk læsning for censorer – og jeg vil anbefale alle at læse det, da det kan bidrage til at kvalificere undervisningen, at underviseren er skarp på bedømmernes fokuspunkter.

Alle opgaver afleveres i Netprøver, undtagen de sidste få hold på 2013-reform, hvor delprøve 1 fortsat skal sendes med anbefalet post. Jeg skal i den forbindelse understrege vigtigheden af, at du sørger for at kontrollere, at du er indmeldt i systemet med den rigtige adresse hvis du er flyttet siden sidste års censur, så opgaverne kan nå rettidigt frem. Jeg vil også gøre opmærksom på, at opgaverne ikke må medbringes til og sendes fra udlandet.

Jeg skal desuden understrege, at skriftlig censur er et lukket møde mellem to fagpersoner, som udelukkende finder sted på censormødet. Som censor har du tavshedspligt jf. Bekendtgørelse om prøver og eksamen §27, stk 2, og det betyder, at det ikke er tilladt at drøfte hverken dele af eller hele opgavebesvarelser eller opgavesættene. Dette omfatter også diskussioner på sociale medier, som IKKE er tilladt.

Datoer vedr. skriftlig eksamen

Der afholdes skriftlig eksamen på følgende dage:

  • Onsdag 20. maj 2020 (STX A og B, HF B)
  • Torsdag 28.maj 2020 (STX A og B)

Censormødet finder sted tirsdag 16. juni 2020 i Odense Congress Center.

 

FAQ om skriftlig eksamen

På emu.dk finder du FAQ om skriftlig eksamen, som svarer på de hyppigst stillede spørgsmål om eksamen, herunder en uddybning af, hvordan man kan differentiere i bedømmelsen af de sproglige prøver.

 

Assignment 4 STX A

Jeg får en del henvendelser om fokuspunkterne i assignment 4 i STX A-opgaven, nærmere bestemt den del af instruksen, der omhandler ’style of writing/style of the language’. Spørgsmålene handler typisk om, hvad eleven forventes at gøre i det afsnit, og hvordan man undgår, at det bliver påklistrede afsnit uden sammenhæng med resten af essayet.

Det vil være en god idé i undervisningen at arbejde med, hvordan de udpegede passager kan bidrage til at kvalificere elevens analyse af teksten. Passagerne er naturligvis udvalgt, fordi de er velegnede til at vise faglighed, når de inddrages i analysen og fortolkningen af teksten. I nogle opgaver kan passagen bruges til at underbygge det første fokuspunkt, mens det i andre opgaver kan knyttes til fx personkarakteristik (fx i det vejledende opgavesæt) eller andre relevante aspekter af teksten. På A-niveau forventes eleverne selv at kunne udvælge relevante analyseaspekter, og en del af prøven drejer sig derfor om at kunne skabe denne forbindelse.

I forbindelse med evalueringen af dette års eksamen, vil jeg sætte ekstra fokus på at få tilbagemeldinger på den nye opbygning af STX A-opgaven, så vi kan inddrage erfaringerne i arbejdet med de kommende års opgavesæt.

 

Statistik på opgavesættene ved skriftlig eksamen

Fra og med sommereksamen 2020 bliver censorerne igen bedt om at indberette, om eleverne har besvaret assignment 4A eller 4B (STXA), 5A eller 5B (STX B) eller 6A, 6B eller 6C (HF B). Dette sker i Netprøver og vil give os et mere nøjagtigt billede af  hvilke opgaver eleverne besvarer, og om der sker en jævnbyrdig karakterfordeling på de forskellige opgavetyper. Det er et uvurderligt redskab i kvalitetssikringen af prøverne, og jeg er meget glad for, at vi igen har fået denne mulighed.

 

Optagelsesprøver

Igen i år skal elever, der ikke opfylder kravene til direkte optagelse på en gymnasial uddannelse for første gang til en centralt stillet skriftlig optagelsesprøve i engelsk, dansk, matematik og fysik/kemi. Til det formål bliver der formentlig brug for et antal censorer med fagkombinationen dansk/engelsk. Detaljerne for afholdelse af prøverne og behovet for censorer er endnu ikke på plads, men hvis du kunne være interesseret, er du velkommen til at kontakte mig. Så skal jeg give besked, når jeg har de relevante informationer.

Siden er opdateret 17. april 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.