Formel debat

Formel debat er en arbejdsform, der kan bruges i mange forskellige kontekster, og i mange forskellige fag. Det kan eksempelvis være en måde at tage hul på et nyt emne, eller en afslutning på et forløb, så eleverne får sat deres nye viden i spil.

Det kan også fungere som en enkeltstående aktivitet, f.eks. til en juleafslutning, eller som en måde at lave tværfaglige aktiviteter på.

Indholdet her er lavet til engelsk i gymnasiet, og er derfor skrevet på engelsk - henvendt til eleverne. Det vil være oplagt at starte med ’Introduction to formal debate’, og så gå i gang med øvelserne under ’Exercises’, for at stilladsere nogle af de relevante kompetencer.  Derefter kan man gå videre til at træne del-elementerne og strukturen i en debattale under ’The components of a debate speech’.

Debatvideoerne kan ses i klassen, og viser progressionen fra debatter, hvor der prøves debat for første gang, til når der kommer mere struktur på. Det kræver lidt øvelse at mestre denne arbejdsform, og derfor skal eleverne vide, at det handler om at de skal prøve det adskillige gange. Endvidere illustrerer videoerne, hvordan man fra den ene debat til den næste kan øge taletiden og inkludere flere elementer, som f.eks. ’points of information’, som kan udelades i elevernes første debat(ter).

Når eleverne er klar, kan de læse om regler under ’The format and rules for debates’ samt ’Preparation for debate’, hvor der gives en opskrift på, hvordan de bedst muligt kan bruge deres forberedelsestid op til debatten starter.

Under ’Feedback’ findes tips til, hvordan eleverne kan filme og evaluere egne og andres debatter, blandt andet i en skriftlig aflevering.

For de gymnasier der er interesseret i mulighederne indenfor talentpleje findes information under ’WSDC’.

Siden er opdateret 24. september 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.