Aktivitet

Quiz med nettet som livline

Kravene til elevernes evne til informationssøgning og kildekritik øges løbende. Her præsenteres en konkret øvelse til træning af begge dele for at styrke elevernes digitale kompetencer.

Øvelsen tager 60 min. og er til engelsk på første år på stx og hf. Brug denne aktivitet som introduktion til et nyt forløb eller en ny tekst i engelsk.

Træn eleverne i at søge information på nettet. Hvem kan hurtigst finde svarene på lærerens spørgsmål?

Læreren forbereder spørgsmål hjemmefra, og eleverne konkurrerer gruppevis om at finde informationerne.

Fra læreplanen i engelsk A og B på stx:

”Den praktiske anvendelse af it skal styrke elevernes evne til at søge, udvælge og formidle relevant fagligt materiale”.

1. Planlægning/overvejelser

Lad eleverne forberede sig hjemme på dagens emne eller tekst.

Ens egen forberedelse går på at forberede quizzen og inddele eleverne i grupper.

Det er en god ide at tænke over hvilke typer spørgsmål, der skal indgå. De skal ramme forskellige taksonomiske niveauer, så elevernes informationssøgning bliver gradvist mere udfordrende. Dette betyder selvfølgelig også, at ens egen rolle som dommer undervejs bliver mere krævende, fordi man typisk vil bevæge sig fra konkrete redegørelsesspørgsmål til mere fortolkende/diskuterende/vurderende spørgsmål.

Omfanget af aktiviteten kan let tilpasses, så det harmonerer med den tid, man har til rådighed. Typisk ville man afsætte et modul à 60 min - evt. med en times opfølgning og diskussion af validering af internetkilder.

2. Forløbets opbygning

Afdæk formålet med øvelsen:

- At øge elevernes evne til effektivt og under pres at søge efter konkrete informationer på internettet og dermed styrke deres digitale kompetencer.

- At træne elevernes evne til at forholde sig kritisk og reflekterende til deres egne søgeresultater.

- At træne elevernes evne til at udvælge de bedste kilder til besvarelse af konkrete spørgsmål

Opstil pointsystem efter sværhedsgrad af spørgsmålene.

Angiv tid til hver enkelt søgning.

Herefter igangsættes quizzen med de spørgsmål, læreren har forberedt.

Læreren giver point i hver runde.

Der holdes øje med points, og der kåres en vindergruppe.

3. Evaluering:

Diskutér med eleverne, hvad udfordringerne var undervejs i deres informationssøgning. Sæt evt. eleverne til at liste op, hvad der gør en god kilde god og en dårlig dårlig, og hvordan man som søgende på internettet lykkes med at finde de gode kilder og sortere de mindre gode fra.

Kreditering

Produceret af Aktiviteten kommer fra engelsklærerne på Gladsaxe Gymnasium.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.