Artikel

Geografi/naturgeografi - Inspiration til virtuel undervisning

Her finder du inspiration til planlægning af undervisning og digitale ressourcer.

Corona har nu haft indflydelse på undervisningen i mere end et år. Lærerne har alle ydet en kæmpe indsats for at få nødundervisningen i geografi og naturgeografi til at lykkes på en fagligt og didaktisk forsvarlig måde og har gennem hele perioden udvist en enestående kreativitet og et meget stort engagement i arbejdet for at sikre eleverne størst muligt udbytte af undervisningen. Nu åbnes skolerne igen gradvist, hvorfor der nu kommer dette skriv med inspiration til undervisning i perioden efter nødundervisningen.

Faglig og didaktisk inspiration til undervisning i geografi og naturgeografi i perioden efter nødundervisningen

Angående eksamen, er der kommet en Vejledning om gymnasiale prøver i sommerterminen 2021 og afsluttende standpunktskarakterer (uvm.dk). Her kan I læse om reglerne for eksamen i geografi, naturgeografi og geovidenskab. Skemaet i bunden af vejledningen skal forstås kumulativt, så alle de nævnte muligheder altså gælder for geografi og naturgeografi.

I geofagene har der været udfordringer med at gennemføre nødundervisningen i relation til den eksperimentelle dimension. Den enkelte lærer har forsøgt at omlægge undervisningen bedst muligt, eventuelt ved at udskyde det eksperimentelle arbejde og fremskynde anden undervisning, som nemmere kan omlægges til nødundervisning. Der er gennemført hjemmeeksperimenter (fx med brug af elevernes mobiltelefon og pc), online-baserede måledata fra andres målinger og videoer af eksperimenter (fra fx YouTube og Restudy) mv., hvor det er fagligt, pædagogisk og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Som bekrevet i ”geografi/naturgeografi - Inspiration til fjernundervisning” på emu.dk, kan man her finde gode råd til undervisningen hjemmefra.

Hvordan tager vi bedst hensyn til de fagligt udfordrede elever i forbindelse med en genåbning af skolerne for elever i 2. hf og 3.g?

De fagligt mest udfordrede elever har formentlig været dårligst stillet, når lærerne og klassekammeraterne ikke har været fysisk tilstede til at hjælpe og vejlede med arbejdsopgaverne i forbindelse med nødundervisningen som følge af Corona. Der kan derfor være behov for en særlig hjælp til de disse elever, når skolen åbner igen. Det kan fx ske ved at bruge mere tid på vejledning af disse elever i gruppearbejde eller individuelt arbejde med repetition af stoffet fra nødundervisningen eller i arbejdet med generel repetition frem mod eksamen. I praksis kan det ske ved opdeling af klassen med fokus på de elever, der har det største behov. Det vil være nærliggende at spørge de pågældende elever, hvilken hjælp de har mest brug for.

Man kan ud fra elevernes skriftlige og/eller mundtlige respons på stillede opgaver under nødundervisningen afdække behovet for særlig hjælp til udvalgte elever. Hvis nogle elevers besvarelser under nedlukningen har været på et fagligt lavt niveau, kan man samle disse elever og gennemgå opgaverne med dem.

Hvordan understøtter vi alle elever frem mod den mundtlige prøve?

Eksperimentelt arbejde

I naturgeografi skal eleverne til den mundtlige prøve inddrage eksperimentelt arbejde eller andet empiribaseret arbejde. For at ruste alle elever til prøven anbefales det at have et særligt fokus på inddragelse og forståelse af data indsamlet under nødundervisningsperioden.

Der bør afsættes tid til at samle op på eksperimentelt arbejde, der er udført i perioden med nødundervisning. Har de opnået tilstrækkelig forståelse for metoderne bag indsamlingen, og vil de kunne inddrage det til deres eksamen?

Der er i perioden med nødundervisning foregået en del eksperimentelt arbejde via interaktive laboratorier, fx fra Phet, små hjemmeeksperimenter med brug af elevernes mobiltelefon og pc, online-baserede måledata fra andres eksperimentelle arbejder, YouTube og Restudy mv. I opstarten kan det være nødvendigt at fokusere ekstra på det empiriske materiale, som eleverne har indsamlet virtuelt. Har de opnået tilstrækkelig forståelse for metoderne bag indsamlingen, og vil de kunne inddrage det til deres eksamen?

Mundtlig formidling

I den daglige undervisning kan elevernes mundtlige udtryksevne trænes gennem aktiviteter, der understøtter brugen af fagsproget og faglige argumenter. I forbindelse med nødundervisningen har der været begrænset mulighed for at styrke denne mundtlige formidling. Det kan derfor være nødvendigt at have et særligt fokus på denne kompetence frem mod prøven.

Mundtlige kompetencer læres gennem at tale selv. For at få så mange elever inddraget som muligt, kan der planlægges med matrixorganisering eller kortere sekvenser med øvelser fra fx cooperative learning. Det kan være i form af summegrupper om dagens lektie, eller dele der er gennemgået virtuelt, hvor eleverne finder frem til nye fagudtryk og hvordan de udtales og forstås. Planlæg med gruppedialoger, hvor eleverne beskriver, analyserer og forklarer figurer, modeller og data, eller ved læsning af artikler, hvor elevernes mundtlige kompetencer styrkes.

I planlægningen af de mundtlige færdigheder, kan man styrke diskussionen ved at fokusere på faglig argumentation. Man kan bede eleverne skitsere årsagssammenhænge i flowdiagrammer, og på den baggrund lade eleverne formulere sammenhængende forklaringer, mundtligt eller skriftligt, hvor de skal inddrage sammenbindende ord som ”det skyldes”, ”årsagen er”, ”det medfører”, ”det sker fordi” ol. I dialogen kan man spørge ind til punkter i forklaringskæderne, der er besvaret på lavest niveau.

Evaluering

Ved afslutning af temaer kan der samles op ved at opdatere studieplanen og lave mindre prøver i faglig viden og begreber, f. eks som multiple choice tests eller elektroniske quizzer.

Lærer/elev-samtaler kan afdække forhold af betydning for den enkelte elevs udbytte af undervisningen, som ikke kan synliggøres på anden vis.

Eleverne bør præsenteres for, hvilke krav der vil blive stillet til dem ved den afsluttende mundtlige prøve og der kan løbende trænes ved arbejde med prøveopgaver, f.eks. ved at eleverne udarbejder en disposition som forberedelse til eksamination i en prøveopgave eller ved, at der gennemføres en prøve under prøvelignende forhold i klassen.

Det vigtigste vi som lærere skal have øje for, når der åbnes igen er, at skabe tryghed for eleverne, så de ved, hvordan de skal forholde sig til eksamen. Skab tryghed for eleverne ved at fokusere på at det er de kompetencer, de har opnået gennem hele forløbet frem mod eksamen i. Nedlukningen har trods alt kun været en meget lille del af det samlede forløb.

Undervisningsbeskrivelser

Gør jer særligt umage med undervisningsbeskrivelserne i år. Det skal fremgå af undervisningsbeskrivelsen, hvilke dele af det faglige stof, der er arbejdet med i nødundervisningsperioden(/erne).

Til eksamen er der mulighed for at udelade materiale og temaer, der er gennemgået under nedlukningen. Det skal fremgå af undervisningsbeskrivelsen, hvilke temaer, emner eller forløb, der evt. er udeladt af prøvegrundlaget, og som eksaminator og censor dermed ikke kan afprøve eleverne eller kursisterne i ved prøven. Udeladelse af dele af undervisningen fra prøvegrundlaget, som vil inde-bære en fravigelse af læreplanens krav, skal godkendes af institutionens leder.

Ved spørgsmål, kommentarer eller uddybninger, kontakt da fagkonsulenten:

Niels Vinther

Fagkonsulent i geografi, naturgeografi og geovidenskab

Direkte tlf.: +45 20 34 35 93

E-mail:Niels.Vinther@stukuvm.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.