Nyhed

Nyt fra fagkonsulenten - december 2019

Nyhedsbrev for it-fagene rummer materialer om blandt andet; eksamen, studieretningsforsøg, Enkeltfags-kurser på IT- universitetet, It-lærerforeningens årskursus, FIP – Faglig udvikling i praksis mm. 

Institut for naturfagenes didaktik er nu så langt i processen med at udvikle kurset Videnskabsteori for informatik-faget, som jeg tidligere har omtalt, at de er klar med en link til kursusbeskrivelse og tilmelding. Det er blevet et rigtig spændende kursus, som er skræddersyet til at kunne dække kravet om informatikkens videnskabsteori ved de faglige mindstekrav i informatik og programmering. Kurset giver 5 ECTS-point. Mere om dette senere i nyhedsbrevet.

It-vest udbyder igen i år kurset Programmering for gymnasielærere. De har pt ikke nok tilmeldinger og kurset er i fare for at blive aflyst. Ærgerligt hvis det bliver aflyst, så længe der stadig er lærere, der mangler programmering. Se link senere i nyhedsbrevet.

Der var 3 skoler, der slap gennem nåleøjet med lokale studieretningsforsøg i år. To af dem er interessante i dette forum. Den ene er en studieretning med It A og enten International økonomi A eller Afsætning A på HHX. Jeg håber, at denne studieretning kan give it A et tiltrængt boost.

 

Eksamen

Eksamensterminen december/januar står for døren.

Der er en del elever, der afslutter informatik B merkantil EUX i dette semester. Så nogle af jer skal ud som censorer. Derfor vil jeg minde om de vigtige styredokumenter vedrørende eksamen. Ud over læreplanens afsnit om den mundtlige prøve, er der eksamensbekendtgørelsen og karakterbekendtgørelsen. 

Nogle lærere står kun med censorkompetencer i det gamle forsøgsfag i BUVM’s censorfortegnelse. Derfor skal man huske at spørge den eksamensansvarlige på sin skole, om man er indmeldt med de rigtige censorkompetencer

 

Lokale studieretningsforsøg

I år var der 50 ansøgninger fordelt på 48 skoler.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har i år godkendt 3 lokale studieretninger. To af disse er interessante for os:

Niels Brock (hhx): It A og International økonomi A eller Afsætning A

Aalborg Tekniske Gymnasium (htx): Fysik A, Programmering B

 

Efteruddannelsesaktiviteter

It-Vest

I foråret 2020 udbydes for 3. gang kurset "Programmering for gymnasielærere", der især henvender sig til lærere, som vil opnå faglig kompetence i informatik.  Kurset behandler grundlæggende programmeringsbegreber og teknikker til systematisk konstruktion af simple programmer. I anden halvdel gennemføres et lidt større programmeringsprojekt. De opgaver og projekter, der udarbejdes i kurset, kan i bearbejdet form benyttes i undervisningen i gymnasiet. Tilmeldingsfrist er forlænget til d. 17/12-2019. Bemærk den korte frist.

Desuden udbydes, som tidligere annonceret, Interaktionsdesign og didaktik (10 ECTS) . Fagpakken Undervisning i interaktionsdesign er et fag, hvor du lærer at forstå interaktion teoretisk, æstetisk og etisk, og hvor du lærer praktiske teknikker til at konstruere fysiske it-systemer (”computational things”) med brugerinvolvering, prototyper og co-design. Tilmeldingsfrist er forlænget til 15/1-2020.

Læs mere om de to kurser her.

Jeg omtalte i mit sidste nyhedsbrev, at It-Vest planlægger at udbyde en masteruddannelse i informatik rettet mod undervisning i de gymnasiale uddannelser. Planen er, at uddannelsen starter efterår 2020. Der planlægges et optagelseskrav på 30 ECTS-point, der er relevante for de faglige mindstekrav. De kandidater, der ikke har et centralt fag inden for det naturvidenskabelige hovedområde, vil yderligere skulle supplere med 30 ECTS-point. Mere om dette i mit næste nyhedsbrev.

 

Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet

Institut for naturfagenes didaktik udbyder i foråret/sommeren 2020 et kursus i informatikkens videnskabsteori.

Kurset er udviklet i et samarbejde mellem BUVM og IND og vil kunne dække emnet informatikkens videnskabsteori ved de faglige mindstekrav til at undervise i de gymnasiale uddannelser i fagene informatik og programmering. Som faglige forudsætninger anbefales, at man mindst har bestået 30 ECTS-point inden for datalogi/informatik.

 

Enkeltfagskurser på IT- universitetet

Optag til efterårets enkeltfagskurser på IT-Universitetet er åben nu. Læs mere om de 58 enkeltfagskurser på ITU, og tilmeld dig her.

Ansøgningsfrist d. 10/1-2020. Enkeltfagskurser er ledige pladser på kurser på bachelor-, kandidat- og masteruddannelser. Hvis du ønsker at blive optaget på et bestemt kursus, anbefales, at du søger hurtigst muligt, da pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet.

 

It-lærerforeningens årskursus

I mandags deltog jeg i it-lærerforeningens årskursus ”Hvordan underviser man dem, der ikke har valgt it-fagene til?!”. Omdrejningspunktet var, som overskriften lyder, hvordan vi håndterer de elever, der ikke har valgt vores fag. Et yderst relevant emne nu hvor faget findes i obligatoriske eller næsten obligatoriske sammenhænge. Der var nogle spændende oplæg. Hovedtaleren var Sine Zambach, der har skrevet bogen Kvinde kend din kode og gennem flere år har arbejdet med at få flere ind i it-fagene gennem projekter som Coding Pirates og Digipippi, 

 

FIP – Faglig udvikling i praksis

Igen i år afholder ministeriet FIP for alle fag, hvor fokus er de udfordringer, som reformen giver i de enkelte fag. I dette skoleår vil der være et særligt fokus på innovation og karrierelæring.

  • FIP i it-fagene er som sædvanlig bundtet for fagene programmering, informatik, itA og informatik B merkantil EUX. Tilmelding er her. GL/E står for tilmeldingerne og man behøver ikke at være medlem af GL for at deltage.
  • FIP Øst, Next Sukkertoppen   11/3-2020
  • FIP Vest Campus Vejle 18/3-2020

Efterhånden som programmet falder på plads, vil jeg offentliggøre indholdet på Facebook-siden her. Jeg kan allerede nu fortælle, at der vil være en workshop om formativ og summativ evaluering i vores fag, en workshop om SCRUM og en workshop om erhvervsområdeprojektet på EUX. Desuden vil kurset videnskabsteori for informatikfaget blive præsenteret.

 

At være lærer i fag

Der er kommet en ekstra fagdidaktisk dag i teorietisk pædagogikum. Den ekstra dag er i januar, hvor pædagogikumkandidaterne skal præsentere deres fagdidaktiske projekt. 

Et af formålene med det fagdidaktiske projekt er at give kandidaten tid til at arbejde undersøgende i et af sine fag med en fagdidaktisk problemstilling, som har sit udgangspunkt fagets indhold, arbejdsformer, formål og lignende. Et andet formål er at styrke sammenhængen mellem teorien på teoretisk pædagogikum og dagligdagen på skolerne gennem involvering af vejleder, kursusleder og tilsynsførende i projektet. Det bliver spændene at se projekterne blive præsenteret.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.