Forløb

Tankerne bag et samfund

Dette forløb handler om de tre klassiske ideologier. Det er henvendt til samfundsfag på niveau D og består af en fælles introduktion, tre aktiviteter samt et afsnit om evaluering. Omfanget af forløbet er mellem 2-4 lektioner.

I hvilken retning skal samfundet udvikle sig? Det er et evigt aktuelt spørgsmål, som ideologierne forsøger at svare på. Dette forløb kredser om de store ideologer og har bl.a. til hensigt at afklare elevens egne værdier i relation til de tre ideologier. Forløbet indeholder både individuelle- og gruppeaktiviteter og arbejder med kernestoffet politik. Eleven vil efter forløbet have øget indsigt i ideologierne og kunne diskutere samfundsmæssige problemer på et samfundsfagligt grundlag og argumentere for egne og andres synspunkter.

Planlægning

Forløbet tager udgangspunkt i de tre ideologier socialisme, liberalisme og konservatisme. For at give eleverne de bedst mulige forudsætninger for aktiviteterne, er det en god idé at lægge ud med en grundig introduktion til de tre ideologiers historik, standpunkter og begreber.

Det kan overvejes indledningsvist at lade eleverne arbejde i grupper, der hver især undersøger en af de tre ideologier, hvorefter de præsenterer deres viden for resten af holdet.

Herefter følger tre aktiviteter, der på forskellig vis introducerer de tre ideologier og deres syn på samfundet.

Aktivitet 1 ideologisk ringhjørne

Eleverne opretter i grupper tre ideologiske ringhjørner med information om grundlæggerne af de tre ideologier:

  • Rødt hjørne, Socialisme, Karl Marx
  • Blåt hjørne, Liberalisme, Adam Smith
  • Grønt hjørne, Konservatisme, Edmund Burke

Eleverne skal i grupper besvare 3-4 aktuelle diskussionsoplæg, som læreren har udformet eksempelvis ”Diskutér arbejdskonflikter i luftfartsindustrien ud fra jeres idelogi”.

Diskussionerne kan være internt i hvert ringhjørne/idelogi – eller ideologi mod ideologi med læreren som ordstyrer (5 min. pr. diskussionsoplæg)

Aktivitet 2 ideologispil

Der er udformet ideologikort ud fra hver af de tre ideologier; 36 blå kort, 36 røde kort, 36 grønne kort. Blå kort indeholder liberale statements, røde kort indeholder socialistiske statements og grønne kort indeholder statements vedrørende konservatisme. (Hent alle kort her)

Der er 12 statements til hver ideologi – og hvert statement indgår 3 gange i spillet, derved 36 kort til hver idelogi

Spillets gang:

Hver spiller tager et antal kort svarende til antallet af elever. Derefter spilles der ideologibingo, og hver elev skal forsøge at afgive sine kort til klassekammeraterne. Eleven læser kortet og skal ud fra sit kendskab til de andre elever finde en klassekammerat, som vil ”acceptere” det pågældende statement. Hvis klassekammeraten accepterer det pågældende statementet, gives kortet til klassekammeraten. Hvis klassekammeraten ikke vil acceptere udsagnet, må eleven finde en anden elev, som udsagnet passer på. Man må kun spørge hver enkelt klassekammerat 1 gang. Hver elev skal minimum have modtaget 3 statements. Læreren kan evt. fastsætte et maksimum ud fra det konkrete elevtal.

Når alle kort er fordelt, tæller hver enkelt elev op, hvilken statements man har flest af og placerer sig i sit ideologiske ringhjørne – f.eks. 3 blå og 1 grønt statement, så går eleven til liberalt ringhjørne.

Aktivitet 3 Fordybelse

Der afsættes tid til individuel fordybelse i de tre ideologier. Eleverne søger viden om ideologiens grundlæggere (Karl Marx, Adam Smith og Edmund Burke), om baggrunden for ideologierne, definitionerne, de politiske partiers tilknytning samt om, hvordan de tre ideologier kommer til udtryk i politiske beslutninger. Eleverne søger viden om emnerne i lærebogen i samfundsfag, wikipedia.dk og samfundsfaget.dk. m.v.

Evaluering

Undervejs i undervisningsforløbet indgår eleven og læreren i en dialog om ideologierne og de samfundsmæssige problemer. Læreren spørger ind til elevens egne synspunkter i relation til de tre ideologier. Læreren giver feedback på elevens samfundsfaglige viden og arbejdsstrategi - kan eleven analysere og reflektere over forskellige ideologiske standpunkter på et velargumenteret grundlag og formår eleven at kunne perspektivere standpunkterne til forskellige samfundsforhold?

Det kan desuden overvejes at tage en diskussion i plenum med mere generelle spørgsmål som fx:

1. Hvad er overordnet formålet med at arbejde med ideologier?

2. Hvad betyder det for samfundet, at der er store forskelle på ideologier?

3. Hvordan kan du lære noget af at få indsigt i ideologier?

4. Hvad er det vigtigste, du har lært i dette forløb?

 

Faglige mål 

1. Diskutere samfundsmæssige problemer på et samfundsfagligt grundlag og argumentere for egne synspunkter og formidle andres holdninger og argumenter.

Læringsmål

At eleven få afklaret egne værdier og synspunkter i relation til de tre ideologier, og opnår et øget kendskab til de holdninger, der ligger bag de tre ideologier.

Kernestof

Politik

a. De enkelte politiske partiers standpunkter samt ideologiske udgangspunkter.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.