Redskab

Spørgsmål og svar om elever med høj begavelse

Her kan du finde svar på en række spørgsmål om elever med høj begavelse.

unpublished

Spørgsmål og svar


Elever i 1. klasse, som skolens leder formoder har høj begavelse, skal tilbydes en screening for tegn på høj begavelse. Screeningen skal foregå ved brug af redskabet til vurdering af tegn på høj begavelse for elever i 1. klasse.

Screeningen kan udskydes til 2. klassetrin, hvis skolens leder vurderer, at det passer bedre med elevens udvikling.


Selvom redskabet er målrettet elever i 1. og 2. klasse, kan det også bidrage til, at skolen bliver opmærksom på, at elever på andre klassetrin også kan udvise tegn på høj begavelse.

Elever på alle klassetrin, som udviser tegn på høj begavelse skal tilbydes undervisning, der styrker deres læring og trivsel efter gældende regler. I undervisningen kan der eksempelvis inddrages forskellige undervisningsdifferentieringsmetoder og muligheder for holddannelse.


Alle elever er forskellige, og høj begavelse kommer til udtryk på forskellige måder.

Sommetider kan det være vanskeligt at få øje på de enkelte kendetegn på høj begavelse. Derfor vil der være situationer, hvor kendetegnene kan observeres klart, og andre situationer hvor kendetegnene ikke vil vise sig så tydeligt.

Elever med høj begavelse kan blandt andet have kendetegn som at være fagligt stærke, have stor almen viden, lære hurtigt, tænke rationalt, være nysgerrige og videbegærlige samt have god hukommelse.


Det er op til eleven og elevens forældre at beslutte, om eleven skal gennemføre screeningen. Hvis de ikke ønsker screeningen, skal skolens leder vurdere, hvordan elevens undervisningsmæssige behov kan opfyldes ud fra skolens øvrige viden om eleven og inden for rammerne af den almindelige undervisning.


Skolen kan vælge at tilbyde en elev, der udviser tegn på høj begavelse, en almindelig anerkendt intelligenstest, hvis det vurderes fagligt eller pædagogisk relevant.

Intelligenstest skal tilbydes via pædagogisk psykologisk rådgivning (PPR) eller en tilsvarende funktion i kommunen.

Det er op til skolens leder at vurdere, hvorvidt det er relevant at tilbyde en elev en intelligenstest.

En intelligenstest kan tilbydes i samråd med eleven og elevens forældre og har til hensigt at afdække, om eleven har høj begavelse. Det er kommunen, der stiller en intelligenstest til rådighed, og som beslutter, hvilken almindelig anerkendt intelligenstest, der anvendes.

Med Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram - frihed og fordybelse besluttede folkeskoleforligskredsen at afskaffe det krav om intelligenstest, som oprindeligt var besluttet med aftale om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem. Det betyder, at skoler ikke er forpligtet til, men kan vælge at tilbyde en elev en intelligenstest, hvis det vurderes relevant.

Skolen kan i dialog med elevens forældre overveje, hvilke formål det vil tjene for den pågældende elev, elevens forældre og skolen, hvis der gennemføres en intelligenstest - herunder hvilken supplerende viden testen vil kunne bidrage til i forhold til skolens tilrettelæggelse af undervisningen.


Forældre og skole kan være uenige i vurderingen af, hvorvidt en elev udviser tegn på høj begavelse. I sådanne tilfælde er det skolens vurdering, som er afgørende, da det er skolen, der træffer afgørelse om tilrettelæggelse af undervisningen, og om eleven skal tilbydes en almindelig anerkendt intelligenstest.

Et godt samarbejde mellem skole og hjem har positiv betydning for elevernes læring og udvikling. Derfor bør der altid stræbes efter dette gennem god dialog, hvor alle faktorer for uenigheden bliver lagt frem.

Det er væsentligt, at forældre betragtes som samarbejdspartnere og ligeværdige i samarbejdet. Skolens personale har indsigt i hvilke kompetencer, der arbejdes med i de forskellige fag og har specifik viden om undervisningsmetoder, klassen og den enkelte elevs læring. Forældrene har til gengæld stor indsigt i deres eget barn og den familiekultur barnet indgår i.


Screeningen giver skolen indblik i en række kendetegn for eleven, som kan være væsentlige at inddrage i arbejdet med elevens udvikling og læring.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der kan være forskelle på, hvordan elever med høj begavelse lærer bedst, og hvilke didaktiske greb, der skal anvendes. Det er vigtigt at være nysgerrig og lyttende til elevens egne opfattelser og behov, når eleven skal lære. Som supplement hertil kan der endvidere indhentes viden fra elevens forældre og samarbejde med PPR eller lignende kommunal funktion.

Elever med høj begavelse har, ligesom alle andre elever, brug for at blive instrueret og støttet i deres opgaveløsning. De har brug for at opbygge et solidt fagligt fundament og lære de grundlæggende færdigheder, ligesom alle andre. Det er vigtigt at sikre, at de får den rette støtte og vejledning til at udfolde deres potentiale.


Elever med høj begavelse behøver ikke nødvendigvis samme antal gentagelser og træning som resten af klassen for at opnå den ønskede læring.

De kan være videbegærlige og nysgerrige, have en god hukommelse og ofte drage logiske ræsonnementer. Derfor kan det faglige indhold potentielt læres hurtigt og bruges i andre sammenhænge. Dette er væsentligt at have for øje, når du planlægger undervisningsaktiviteter i klassen.

Alle elever skal have lige muligheder for at deltage i undervisningen, for eksempel ved undervisningsdifferentiering i inkluderende læringsfællesskaber. Dette bør tages i betragtning, når der anvendes forskellige materialer og aktiviteter, så elever med høj begavelse i højere grad inkluderes i fællesskabet.


Børne- og Undervisningsministeriet skelner mellem elever med høj begavelse og talenter.

  • Elever med høj begavelse er elever, som har en høj intelligenskvotient.
  • Talenter har særlige evner og færdigheder, som de kan udvikle ved at arbejde og øve sig.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.