Artikel

Særlige udfordringer de to første uger på GF2

At skabe den gode skolestart kræver blik for detaljen, og at alle i organisationen forstår vigtigheden og deres bidrag til, at eleven føler sig godt modtaget og oplever en velplanlagt start på deres uddannelse.

Eleverne

Den gode skolestart set med et elevperspektiv

Når eleverne starter på grundforløb 2, skal de finde sig til rette med nye mennesker og danne nye relationer - endda i nye rammer. De bliver mødt af nye fagligheder, krav om stor selvstændighed, praksisfaglighed og en række andre forventninger. Tilsvarende har eleven også en række af forventninger til uddannelsen, skolen mv. Et par fokuspunkter kan være at sikre, at eleven bliver introduceret til og støttet i at kunne navigere i forhold til:

  • Skolen, kultur og værdier
  • Faglighed og faglige udfordringer
  • Støtte i forhold til sociale udfordringer (indgå i fællesskaber)
  • Selvstændighed og ansvar
  • Jobafklaring og søgning

Lederne

Ledernes opgaver vil derfor være mangeartede, da ikke alle elever og alle optag har brug for samme støtte. De største udfordringer for ledere kan være:

  • At skabe en inkluderende læringskultur på skolen, så alle elever møder et miljø, hvor de føler sig trygge og værdsatte - både social og fagligt.

  • At opbygge et stærkt team af ansatte (undervisere, vejledere, mentorer og så teknisk administrativt personale mv.), der kan bidrage til, at eleverne får en sammenhængende og meningsfuld uddannelsesrejse, hvor eleverne indgår i faglige fællesskaber.

  • At sikre didaktik og læring tilpasses elevernes forskellige baggrunde, behov, udfordringer og faglige ståsted.

  • At bevare motivationen hos eleverne. De første uger på en uddannelse kan være udfordrende for eleverne, da de forsøger at finde sig til rette i nye sociale og institutionelle sammenhænge, eller måske støder på vanskeligheder i forhold til det faglige stof.

  • At skabe rammer for at underviserne kan planlægge den helhedsorienterede undervisning, som understøtter motivationen for at gennemføre, når eleven kan se, hvad det de lærer, skal anvendes til.
Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.