Artikel

Hvordan kan skolen understøtte samarbejdet med forældre til elever med ordblindhed?

Tydelige retningslinjer, en kontaktperson og kurser for forældre med børn, der har ordblindhed. Her får du tre greb til at sikre et godt samarbejde mellem skole og hjem.

Tre vigtige greb i det gode samarbejde mellem skole og forældre:

Skoleledelsen må sikre tydelige retningslinjer for forældresamarbejdet

Forældre til børn med ordblindhed har stor indflydelse på deres børns læring og relation til skolen. Det er derfor helt centralt, at skolens og forældrenes indsats supplerer hinanden. For at sikre at forældre og skole holder en tæt kontakt og er gensidigt orienteret om elevens udvikling, må skoleledelsen sætte tydelige rammer for, hvordan forældrene inddrages.

Ordblinde elever og deres forældre har brug for en kontaktperson

Forskning peger på, at der er fordele ved, at skolen har en fast kontaktperson, som har ansvaret for at informere forældrene om undervisning, faglig progression og trivsel.

Over halvdelen af skolerne (55 %) angiver dog, at de ikke tildeler en fast kontaktperson til ordblinde elever.

Forældrekurser er en vigtig del af arbejdet med ordblinde elever

Skoler kan vælge at understøtte forældresamarbejdet ved at tilbyde kurser, hvor forældrene modtager vejledning i, hvordan de kan støtte deres barns skolegang. Det gælder fx lektiehjælp eller brugen af it-hjælpemidler.

Godt og vel to tredjedele af skolerne (67 %) tilbyder kurser eller lignende til forældre, mens 30 % af skolerne ikke tilbyder kurser til forældrene til ordblinde elever, hvilket er udtryk for et uudnyttet potentiale i samarbejdet mellem skole og forældre til ordblinde elever.

Hent notatet i sin fulde længde og læs mere om ordblindhed på eva.dk.

EVA undersøger

Notatet bygger på to udgivelser fra EVA, Danmarks Evalueringsinstitut. Den ene udgivelse er en tabelrapport baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt læsevejledere på landets folkeskoler. Den anden udgivelse er et vidensnotat, som opsamler centrale pointer fra international forskning om arbejdet med ordblinde elever. Læs mere på eva.dk/ordblinde.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.